Ældrebomben tikker ikke kun i Europa. Også i klodens folkerigeste nation frygter myndighederne de byrder, der følger af, at færre unge skal forsørge et voksende antal ældre. Med virkning fra i dag har myndighedernes i Kinas største by Shanghai lempet på den restriktive og omstridte étbarnspolitik for visse kategorier af familier. Ingen bøder for barn nummer to Lempelserne betyder, at disse familier nu kan sætte barn nr. to i verden uden at skulle betale bøder, der kan løbe op i tre gange en gennemsnitlig årsindkomst. Shanghai har nu i en halv snes år haft negativ befolkningstilvækst, og andelen af byens indbyggere over 60 er nu på 18 procent ud af de 17 millioner, der bor i den legendariske østkystby. På landsplan ser de demografiske fremskrivninger nærmest uhyggelige ud. I dag har Kina godt 88 millioner indbyggere over 65 år. I 2050 vil dette tal have passeret de 300 millioner. Opblødning Lempelserne i Shanghai er begyndelsen til, at andre byer og regioner følger efter. »Den gradvise opblødning af befolkningskontrollen vil blive fortsat, og jeg forventer, at i løbet af den kommende halve snes år vil familier med to børn blive mere almindelige«, siger Peng Xizhe, der leder Instituttet for Befolkningsforskning på Fudan-universitetet i Shanghai, til det franske nyhedsbureau. Tidligere har kinesiske myndigheder tilladt, at familier, hvor begge forældre er enebørn, kan få mere end ét barn, men fremover skal de i Shanghai ikke længere lade der gå fire år mellem første og andet barn. 300 millioner færre Kinas stramme politik for befolkningskontrol blev sat i værk for godt 30 år siden og har bidraget til at dæmpe stigningen i folketallet. Ifølge officielle kinesiske tal har étbarnspolitikken ført til 300 millioner færre fødsler alene i de sidste ti år. De nye regler i Shanghai skal imidlertid ikke opfattes som en opfordring til folk om at sætte flere børn i verden, forklarer souschefen i byens familieplanlægningskommission, Xia Yia. Ud over at forebygge den kommende ældrebombe handler lempelserne også om at ændre den foruroligende ubalance mellem byens stadig mere velhavende middelklassefamilier, der overholder familieplanlægningen, og de mange indvandrede daglejere, der i voksende antal kommer til byen. Disse migrantarbejdere stammer fra landdistrikter, hvor familiepolitikken ikke kan gennemføres med samme konsekvens og effektivitet, som det sker i storbyen. Kinas étbarnspolitik har i årevis været skydeskive for vestlige aktivister, der fastholder, at retten til at sætte børn i verden er fundamental og ukrænkelig for enhver. Kinesiske embedsfolk er dog mere bekymret over den kønsmæssige ubalance, som er blevet en ubehagelig bivirkning af 30 års stram familieplanlægning: Millioner af pigebørn eller -fostre er blevet dræbt eller fjernet af forældre, der vil sikre, at deres eneste barn blev en dreng, der kunne føre familienavnet videre. Bortførelser af piger På landsplan fødes der 115 drengebørn for hver 100 piger, men i nogle provinser er ubalancen så stor som 130 drenge for hver 100 piger. Den uhensigtsmæssige kønsfordeling er hovedforklaringen på et dramatisk voksende antal bortførelser af unge piger og en eksplosiv vækst i prostitution over hele landet. Men selv hvis det lykkes Kina at få rettet nogle af de værste ubalancer i befolkningssammensætningen, står landet over for uhyre dramatiske udfordringer med at skulle forsørge det stigende antal ældre. 25 års økonomiske reformer har nok skabt en enestående velstandsstigning for en betragtelig del af befolkningen, men reformstrategerne har forsømt at lægge et grundlag for en bæredygtig ældrepolitik: Kina mangler i katastrofal grad et velfungerende pensionssystem. Vækstens bagside Så for et stigende antal ældre borgere vil det eneste alternativ til offentlig forsørgelse være et barn eller en yngre slægtning, der investerer sit arbejdsliv og en pæn del af sin indkomst i at understøtte mindst ét ældre medlem i familien. I landdistrikterne, hvor indkomstmulighederne er svundet ind i de senere år, er disse udsigter ikke attraktive for kinesere i den arbejds- og fødedygtige alder. Slet ikke, når reformpolitikken har gjort en større migration, dvs. flytning til storbyerne, mulig. Vækstmiraklet har en brutal bagside.