Svensk salg af våben til slyngelstater

En af de kanoner, som svenske Bofors har solgt til Indien, i brug i den omstridte Kashmirregion under de voldsomme sammenstød mellem Indien og Pakistan i 1999.   Arkivfoto: Arko Datta
En af de kanoner, som svenske Bofors har solgt til Indien, i brug i den omstridte Kashmirregion under de voldsomme sammenstød mellem Indien og Pakistan i 1999. Arkivfoto: Arko Datta
Lyt til artiklen

Når den svenske regering har valget mellem at kæmpe for menneskerettighederne og at tilgodese den svenske eksport af våben, er det ofte svenske eksportinteresser, der løber af med sejren. Det viser en gennemgang af svensk våbeneksport, som avisen Dagens Nyheter har foretaget. I de sidste par år har man også åbnet døren for eksport til lande, som Sverige ellers kritiserer for manglende demokrati, anvendelse af tortur og fængsling af dissidenter. Lyssky våbeneksport Ud af de ti lande, der sidste år blev godkendt til eksport, var otte blevet kritiseret af det svenske udenrigsministerium for brud på menneskerettighederne. Det er for eksempel lande som Rusland, Peru, Namibia og Filippinerne. Lande, hvor mennesker forsvinder, hvor tortur er udbredt i fængslerne, og hvor vilkårlige henrettelser praktiseres. »Det er hykleri og dobbeltmoral. Udadtil taler man om, hvor vigtigt demokrati er, men så snart Sveriges egne eksportinteresser står på spil, er de rettigheder åbenbart ikke så vigtige længere«, siger Frida Blom, formand for Svenska Freds- och Skiljedomsföreningen, der i mange år kæmpet imod den beskidte og mere lyssky del af svensk våbeneksport. I 1980'erne, da Svenska Freds, som foreningen kaldes i daglig tale, var med til at afsløre blandt andet Bofors' salg af våben til Indien, gik bølgerne højt i Sverige. Det var en debat, der gav positive resultater, mener Frida Blom. Nye retningslinjer blev lagt, og de værste syndere blev renset ud. Men siden da er debatten praktisk talt forstummet. Svenska Freds mener, at regeringen og våbenindustrien har udnyttet tavsheden til lige så stille at liberalisere metoderne. At regeringen nu vil gennemgå reglerne for våbeneksport, er heller ikke betryggende for Svenska Freds. Frygter lovtilpasning »Vi har stadigvæk de samme love, som vi har haft hele tiden, men i de senere år er man begyndt at tolke dem anderledes. Når regeringen nu vil gennemgå reglerne, er jeg bange for, at man vil tilpasse lovene til den nuværende praksis i stedet for at stramme dem«, siger Frida Blom. Antallet af lande, der aftager svenske våben, er i de sidste år steget. I dag er omkring 50 lande undtaget fra Sveriges generelle eksportforbud, der forbyder svenske virksomheder at sælge til lande, der krænker menneskerettighederne. Når et nyt land skal godkendes til våbensalg, prøves landet oftest i Eksportkontrollrådet, en rådgivende instans, der består af repræsentanter fra de forskellige partier i Rigsdagen. De får til opgave at vægte udenrigsministeriets rapporter op imod, hvor vigtigt forsvarsministeriet mener, at salget er for at opretholde produktionen. I samtlige sager, som Dagens Nyheter har gennemgået, har flertallet af Eksportkontrollrådets medlemmer valgt at følge forsvarsministeriets linje. De senere år har der været et øget pres for at få lov at eksportere våben fra Sverige. Det er et resultat af internationaliseringen af ejerstrukturen i forsvarsindustrien, mener Svenska Freds og andre kritikere af svensk våbeneksport. Af de syv største våbeneksportører i Sverige er kun tre rent svenske virksomheder. »Det er en sejr for våbenindustriens lobbyister. De har for eksempel sagt: »Vi skal have lov til at sælge til Golfstaterne, det gør alle andre«. Og for to år siden fik de lov, selv om mange af de stater langtfra er demokratiske«, siger Frida Blom. Regeringen afviser Kritikken tilbagevises dog af den ansvarlige minister, vicefinansminister Gunnar Lund. Han mener ikke, at Sverige er begyndt at liberalisere praksis omkring våbeneksporten. »De påstande savner enhver begrundelse. Vi har ikke forandret vores praksis. Våbeneksporten fungerer helt i henhold til de regler, vi har fulgt gennem lang tid«, siger han til Dagens Nyheter. Heller ikke salget til lande, der krænker menneskerettighederne, ser Lund som et problem. For eksempel forsvarer han våbensalget til De Forenede Arabiske Emirater, der henretter personer, der er konverteret fra islam, og straffer homoseksuelle. »Det er helt rimeligt, at vi eksporterer til dem. Hvert land har da ret til at forsvare sig, og den region er ikke mere kategorisk lukket«, siger han og mener ikke, at Sverige legitimerer fortsat brud på menneskerettighederne ved fortsat våbenhandel. Svenska Freds vil nu selv foranstalte en høring om reglerne for våbeneksport netop for at skabe opmærksomhed omkring problemet. »I en utopisk verden ville vi selvfølgelig gerne fjerne al våbenhandel, men vi er godt klar over, at det ikke kan lade sig gøre her og nu. Derfor har vi fire krav: at Sverige ikke sælger våben til lande, der krænker menneskerettighederne, ikke sælger til lande, der ikke er stabile demokratier, men kun sælger til lande, hvor våbeneksporten ikke truer freden, og hvor udviklingen ikke trues«, siger Frida Blom.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her