Ødelagte liv efter bomberne

De spanske medier er fyldt med grufulde beretninger om blodbadet og dets menneskelige konsekvenser. Historier om smerte, lidelse, sorg, men også om held. Et godt eksempel er Sergio på 19 år. Billedet af ham, da han med såret øje og blodet sivende ned over sit bryst sad lænet op ad en lygtepæl foran hovedbanegården i Madrid, blev brugt på forsiderne af alverdens aviser. Han blev omgående det visuelle symbol på 11. marts-bomberne, ligesom en brandmand med støv i ansigtet blev det efter 11. september-angrebene i New York. Men Sergio er i live, og han har beholdt synet på det venstre øje, der ellers så ud til at være sprængt i stykker. Han ventes udskrevet fra hospitalet én af de nærmeste dage. Hans mor beder dog om, at journalisterne lader ham være i fred, fordi han lider og er bange. Har brugt medierne Nogle har brugt medierne til at læsse psykologisk af på ved at fortælle deres historier, andre til at efterlyse deres kære. For eksempel har kæresten til en ung mand på 25 år, der har været forsvundet siden i torsdags, tryglet ham om at give livstegn fra sig. Hans familie har været i lighuset, men han er ikke fundet. Nogle har også takket deres redningsmænd. Blandt andre Martin José Sanz, der mistede en arm, men reddede livet, fordi en stærk førstehjælper formåede at trække hans 110 kg tunge krop ud af den brændende togvogn. »Jeg vil meget give ham et knus, eller rettere et halvt knus«, siger den 63-årige Martin Sanz fra sin sygeseng på et hospital i Madrid til avisen El País. I sin egenskab af præst på et børnehospital kender han selv lidelsen og sorgen alt for godt. Men selv om han må leve resten af sit liv som handikappet, er han ikke i tvivl om, at der er en dybereliggende årsag til den terrorisme, der lemlæstede ham selv og hundredvis af andre i torsdags. Uretfærdighed »Disse fænomener skyldes næsten altid den sociale uretfærdighed i verden. Det er beklageligt og gruopvækkende, men vi bliver nødt til at forstå, at den slags sker. Fordi de fattige bliver stadig mere fattige og de rige mere og mere rige. I fredags protesterede millioner af spaniere mod terrorismen. Men de må også protestere mod, at folk drikker mudret vand og dør af aids, fordi de ikke har råd til medicin. Det er forfærdelige ting, som er med til at fremavle terrorisme«. Terroren rev foreløbig 200 mennesker i døden. Men dertil kommer, at lægerne stadig kæmper for at redde 8; 24 er meget alvorligt kvæstede og 125 alvorligt tilredte. Andre 1.400 er udskrevet med sår og lette kvæstelser, som kan behandles ambulant. Læger på de sygehuse i Madrid, hvor de mange sårede er indlagt, har i tv og radio oplyst, at de fleste af dem, der betegnes som kritisk og meget alvorligt kvæstede, får meget svært ved at komme til at fungere normalt igen. Invalide De har ikke sat tal på, men det skønnes, at mindst en snes vil blive totalt invalide. Nogle har mistet lemmer, andre er blevet brændt og skamferet i ansigtet og på kroppen. Nogle må leve resten af livet med ødelagt eller nedsat syn, hørelse eller førlighed, eller med lunger, der er blevet skadet af trykbølgen fra eksplosionerne. De psykologiske skader er et kapitel for sig. Lige så snart tragedien var en realitet, blev alle med blot lidt kendskab til psykologi opfordret til at hjælpe. Værst er eftervirkningerne for dem, der var i toget. De vil formentlig altid bevare deres sår i sjælen, mener psykologerne. Men også de efterladte og familierne til de sårede har brug for hjælp i lang tid frem. Ikke mindst de efterladte, der måtte identificere de mere eller mindre ødelagte lig af deres kære.