Fem britiske statsborgere blev efter to års indespærring på den amerikanske base Guantanamo på Cuba løsladt tirsdag. Nu fortæller den ene af de tidligere fanger i et interview med den engelske tabloidavis Daily Mirror, at fangerne jævnligt blev tæsket, ydmyget og forhørt i op til 12 timer af gangen. Fanger tæsket Ifølge den nu løsladte Jamal al-Harith blev afstraffelserne af fangerne udført af et vagtkorps, der var kendt under navnet 'den ekstreme reaktionsstyrke'. Disse vagter vadede ifølge al-Harith ind til fangerne iklædt fuldt kampudstyr og lod slagene regne ned over de forsvarsløse fanger. Al-Harith, der i dag er 37 år, blev sammen med fire britiske medfanger tirsdag aften fløjet hjem til England, hvorefter han blev afhørt kort på en britisk flybase for senere at blive sat fri. »Han har været holdt uskyldigt indespærret i over to år. Han er blevet behandlet på en grusom, umenneskelig og ydmygende måde«, siger al-Hariths advokat, Robert Lizar, til flere aviser. Psykisk tortur Ifølge al-Harith var vandet og maden ækel, og indimellem blev vandhanerne i cellerne lukket som straf. »De slukkede blandt andet for vandet lige før bøn, så vi ikke kunne vaske os selv, som vi skal ifølge vores religion. Vi måtte i begyndelsen kun gå i bad en gang om ugen og slet ikke, hvis man var i isolationscelle«, siger han til Daily Mirror. Ifølge Daily Mirror brugte amerikanerne blandt andet 'løsagtige kvinder' til at plage de mest religiøse af fangerne, der aldrig havde set kvinder uden slør. »Hele pointen med Guantanamo-basen var at ødelægge dig psykisk. Tæskene var ikke nær så slemme som den psykiske tortur«, siger al-Harith ifølge Daily Mirror. Ville lære om muslimsk kultur Ifølge avisen blev al-Harith jævnligt afhørt af FBI, CIA og senere også af agenter fra den britiske efterretningstjeneste, MI5, og ved 40 forskellige lejligheder blev han lænket til gulvet i op til 12 timer ad gangen. Ifølge Daily Mirror tog Jamal al-Harith til Pakistan flere uger efter angrebet på World Trade Center for at lære om muslimsk kultur. Han var derfor i den pakistanske by Quetta nær grænsen til Afghanistan, da amerikanerne begyndte at bombe talebanerne. Ville hjem Efter taleban-styrets fald opholdt al-Harith sig ifølge Daily Mirror sammen med folk fra Røde Kors i den afghanske by Kandahar, hvorfra han prøvede at komme hjem, men amerikanerne fangede ham, inden det lykkedes . »Jeg prøvede på ikke at tænke på min familie i de to år, fordi det gjorde så ondt. Jeg prøvede at beherske alt. Det var meget svært, men jeg overlevede«, siger al-Harith.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Mathias Søgaard
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























