11 millioner demonstrerede i Spanien

De var der alle sammen. Madrilenerne, den samlede kongefamilie, partilederne, de intellektuelle, de kendte og dem, der overhovedet ikke er kendte. Forenet i en vrede og magtesløshed, som de kun følte, de kunne give udtryk for sammen. Ganske vist styrtede det ned i tove, men intet kunne være mere ligegyldigt. Allerede fra midt på eftermiddagen begyndte folkestrømmen at glide mod den spanske hovedstads hjerte, Plaza Colón. Kilometerlang hær af opslåede paraplyer Senere blev mængden tættere, og det gjorde regnen også. Ved dagens slutning marcherede en spraglet kilometerlang hær af opslåede paraplyer i samme retning. De indledte tre dages landesorg som bebudet af den spanske regering. Ud af Madrids tre millioner indbyggere var mere end to millioner på gaden. Og dermed blev madrilenernes march den største antiterrordemonstration i Europas historie. I alt var 11 millioner spaniere på gaden, vurderer politiet. »Raseri. Afmagt. Det er, hvad jeg føler. Men først og fremmest er jeg opfyldt af en tristhed, som jeg næsten ikke kan rumme«, forklarede Aurora Veri med bævende læber. »De vil tage vores frihed« Hendes datter Laura lagde armen om hende og nikkede. »Min mormor har fortalt mig om diktaturet, men jeg kender kun friheden. Den vil de tage fra os, men det skal de ikke få held til«, sagde hun. Længere væk stod en 77-årig herre, der kun ville kaldes senor Montero fra Madrid. Han kunne slet ikke holde op med at tale: »En god terrorist er en død terrorist«, sagde han. »De skulle hænges, skydes, brændes. Lovene er alt for bløde mod folk som dem, når de opdrager deres børn til had«. Senor Montero fra Madrid er overbevist om, at ETA står bag attentatet. »Har man en god sag, når man er nødt til at myrde for den«, spørger han. Krav om sikre gader Et ældre ægtepar er helt enige. »Vi må have mere sikkerhed i gaderne«, siger de. »Mere politi. Over for bastarder og kriminelle bør der ikke herske barmhjertighed«. Spanierne er sønderknuste, men de er også edderspændt rasende og fast besluttede på ikke at lade sig knægte af terroristerne. Demonstrationen tjente til at udvise solidaritet med ofrene, men også med det stærke demokrati, spanierne sammen har fået skabt siden diktatoren Francisco Francos død i 1975. Alle vegne på Plaza Colón blev der uddelt løbesedler, klistermærker og sorte sløjfer - de samme sørgebånd, som hænger i talløse vinduer rundt om i byen. 'Basta ya, ETA no' - Så er det nok, nej til ETA, var budskabet på et af de mange klistermærker. Butikker lukkede Et andet budskab var at læse på dørene til såvel hovedgadens chikke butikker som de små ydmyge forretninger i sidegaderne: 'I solidaritet med ofrene holder vi lukket'. Midt i regnen, der meget passende er faldet over Madrid siden torsdag, da bomberne sprængte, stod en mand uden paraply, uden regntøj. Mohammed Reza er marokkaner, har boet i Spanien i tre år og arbejder som flyttemand. Han nikkede til spørgsmålet, om han er muslim. »Jeg er her selvfølgelig for at dele spaniernes smerte. De er mine venner. Hvad der er sket, er forfærdeligt, og jeg græder med dem og med mine landsmænd, der også er ofre«, sagde han med henvisning til de mindst 33 marokkanere, der er indlagt på de travle hospitaler rundt om i Madrid. »Hvad siger Danmark?« »Hvad siger de i Danmark til dette her«, ville en ung mand vide. Han nikker tilfreds med svaret, der er, at også i Danmark er folk rystede og føler med Spanien. Fra hele verden er strømmet sympatitilkendegivelser til et land i dyb sorg. Til fredagens demonstration deltog den franske premierminister, Jean-Pierre Raffarin, Italiens leder, Silvio Berlusconi, og EU's Romani Prodi. En ældre kvinde blev skubbet frem under sin ternede paraply. I hendes pande stod navnet José skrevet med sort. »Min søn«, sagde hun resigneret og pegede på navnet. Om hendes søn var et offer, eller hun var til stede for dem begge, står hen i det uvisse. Menneskestrømmen bar hende væk. Så hurtigt forsvinder aldrig madrilenernes raseri og smerte. Og sandsynligvis heller ikke det spørgsmål, som alle stiller sig: Hvorfor?