Madrid begraver sine døde

For få dage siden ringede Hector Manuel Figueroa glædestrålende til sin ven Pedro og fortalte, at han havde fået sin arbejdstilladelse. Hans kone og lille søn var netop kommet fra Chile, og familien havde fundet en god lejlighed. Torsdag sprang 13 bomber i fire tog i Madrid. Hector Manuel Figueroa blev 33 år. »Han var glad og havde mod på fremtiden. Der skulle ske så meget for ham«, sagde hans ven, Pedro San Martin, der i går var mødt frem til kammeratens begravelse. Mange begravelser Alle vegne var der lørdag begravelser i Madrid. Sortklædte pårørende, dybt berørte præster, sørgende venner og kolleger samledes i byens kirker, kapeller og krematorier for at tage afsked med ofrene for, hvad der igen og igen blev kaldt en fuldstændig meningsløs vold. I forstaden Alcalá de Henares, hvor samtlige bomber ifølge politiet blev anbragt i de fire tog, og hvorfra mindst 60 af ofrene stammer, mødte familier og venner i går op til de to første begravelser i byens stopfyldte sportshal. Volleyball-nettene var i dagens anledning hejst op under taget og et stort trækors rejst, hvor fodboldmålet plejer at stå. Biskop Jesus Catalá fra Alcalá de Henares stod frem i sin hvide og lilla bispedragt flankeret af en lang række katolske præster og talte af hele sit hjerte til de to blanke trækister, der stod midt på gymnastiksalens gulv. Røgelsen og duften fra de mange bårebuketter gjorde luften i hallen svimlende tung. Fra højtalere, der normalt melder om straffespark og sportsresultater lød korsang fra blide drengestemmer og blandede sig med lyden af gråd fra hundredvis af mennesker. »Dette er en symbolsk handling«, sagde biskoppen bagefter til Politiken. »Det er en rasende protest fra hele byens side mod den meningsløse vold. Det er også en støtte til de mange familier, der lider«. »Min bedste ven« Biskoppens øjne var hævede og røde. En af hans præster græd åbenlyst. Blandt de fremmødte var luftvåbnets øverste chef, general Gallarza samt en lang række højt dekorerede militærpersoner. Et af de to ofre, Feliz Gonzalez Gago, 50 år, arbejdede i det spanske forsvarsministeriums personaleafdeling, og alle kollegerne stod på rad og række bag kisten. Foran stod hans kone og to børn, en søn og en datter, der brød sammen og kun med støtte fra en ven kunne forlade salen. »Han var min bedste ven og et rigtig godt menneske. Jeg har altid ment, han var et eksempel for alle os andre«, sagde José Antonio, en af hans kolleger fra ministeriet. Hans hænder rystede så meget, at han ikke kunne holde et tændt stearinlys, men måtte sætte det fra sig på gulvet. Det andet offer på sportshallens gulv var Pilar Cabrejas på 37 år. Hun var kontorassistent i det spanske telefonselskab, Telefónica, og også hendes familie og kolleger var mødt talstærkt frem. Samtidig rullede bedevogn på bedevogn mod Tanatorio Sur, hvor der var endnu flere mindehøjtideligheder. Af de foreløbig 200 dræbte ved torsdagens attentat er 146 nu identificeret. 63 af ligene lå i hver sit rum på Sanatorio Sur, omgivet af pårørende, der bad med hinanden og præsterne, og vågede over deres døde indtil det blev netop deres slægtnings tur til at komme over på kirkegården. Trøst og hjælp Fra de små rum blev kisterne sænket ned i krematorier eller overgivet til bedemænd for senere at blive overført til den store kirkegård ved siden af Tanatorio Sur. Familie og venner blev ved med at indfinde sig for at følge den katolske tradition med at våge ved dødslejet, og i det hektiske menneskemylder forsøgte frivillige at trøste, hjælpe og lede sørgende på rette vej. Midt i forvirringen og larmen gik en blåklædt nonne rundt og græd ned i en mobiltelefon. Som en hjælp viste fjernsynsskærme rullende oversigter over hvem, der lå hvor. José Ramon Moreno, rum 95. Maria Susana Soler Inieste, rum 46. Sebastian Calderon Barbas, rum 20. Chilensk håb knust Den chilenske immigrant Hector Manuel Figueroa var bygningsarbejder. Han lå i rum 45. En præst holdt messe for hans sjæl, mens familien sad krummet sammen i gråd. Angelica, Hector Manuels unge kone, var næsten bevidstløs af sorg, og holdt sig kun oprejst, fordi hun sad mellem to kvindelige familiemedlemmer. Ved altergangen måtte præsten komme ned til de udmattede mennesker med vin og oblater. »Angelica og Hector Manuel havde lige fået en søn, han skulle vokse op i Spanien ...«. Vennen Pedro ville gerne sige mere, men kunne ikke fuldføre sætningen. Tre tv-hold var netop fløjet ind fra Chile, mens Hector Manuels far endnu var i færd med at tilbagelægge den lange vej i fly fra Puerto Montt i det sydlige Chile. Venner fra den chilenske klub i Madrid havde allerede siddet i mange timer foran rum 45, hvor det chilenske flag også havde fundet en plads. En særlig gestus Som Hector Manuel var omkring en tredjedel af ofrene for torsdagens attentat immigranter, og mange af dem var steget på et af de fire tog i netop Alcalá de Henares. Som en særlig gestus til netop denne gruppe har den spanske premierminister José-Maria Aznar tilbudt de illegale immigranter blandt de 1.400 sårede enten opholdstilladelse eller spansk statsborgerskab. Den spanske regering har samtidig afsat 140 mio. euro (én milliard kroner) til ofrenes familier. Fra alle sider af det spanske samfund står folk i kø for at vise solidaritet med ofrene og deres familier. Taxachaufførerne kører gratis, studerende brygger kaffe til pårørende, der våger over deres døde, husmødre har organiseret sig og skiftes til at yde sjælesorg, hvor psykologer ikke er nået frem. Og Røde Kors har ingen besvær med at finde frivillige til alskens opgaver. Desuden har 7.000 madrilenere doneret blod i en af de mange busser, der er placeret rundt omkring i byen. Alle kan noget og tilbyder deres hjælp. Valgdag i sorg Dagens mange begravelser i hele Madrid kom oven på en dag, hvor op mod 11 millioner spaniere over hele landet havde været på gaden i en sønderknust, men rasende protest mod terroren. Spaniens tre dage lange landesorg slutter søndag, hvor folk også går til valg. Madrid er dog langtfra ved at genfinde sin hverdag. Sorgen, vreden og forvirringen sidder stadig uden på huden, og mens en fjerdedel af dødsofrene mangler at blive identificeret, er byens hospitaler stadig fulde af sårede. El Mundo berettede lørdag om én af dem: En 30-40-årig kvinde, der er indlagt på Gregorio Marañon Hospitalet. Hun kan ikke tale, har ingen papirer på sig og reagerer knap nok på lægernes forsøg på at komme i kontakt med hende. Ingen har spurgt efter kvinden.