Blairs juridiske reformer i modvind

Blair har gjort klart, at hans parti om nødvendigt vil anvende tvang for at få reformen ført igennem. - Foto: AP
Blair har gjort klart, at hans parti om nødvendigt vil anvende tvang for at få reformen ført igennem. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Den britiske premierminister Tony Blairs forsøg på at skabe en ny, politisk uafhængig højesteret for England, Wales og Nordirland er løbet ind i problemer i den institution, der i øjeblikket rummer den højeste appeldomstol. Det britiske parlaments overhus, House of Lords, debatterede det meste af aftenen mandag det seneste af regeringens mange forsøg på at modernisere de århundreder gamle love, der tilsammen udgør det nærmeste, Storbritannien kommer på en egentlig forfatning. Blair vil af med nedarvet adgang til overhuset Premierminister Tony Blair er allerede ved at afvikle den del af systemet, der giver folk med nedarvede adelstitler automatisk adgang til at sidde i parlamentets overhus. Hans regering har også skabt helt nye parlamenter i Skotland, Wales og Nordirland, og den har moderniseret mange af parlamentets århundreder gamle regler om for eksempel parykker, påklædning og særlige gangarter. Men den helt store magtkamp ser ud til at bryde ud om regeringens plan om efter 600 år at rykke højesteretsdommerne ud af Overhuset. Tvivlsom konstruktion Den britiske højesteret er enestående i verdens demokratiske lande, fordi konstruktionen med højesteretsdommere som medlemmer af den lovgivende forsamling kan skabe tvivl om, hvorvidt der nu også er vandtætte skotter mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. I praksis afstår de 12 juridiske dommere, de såkaldte 'law lords', fra at blande sig i politiske debatter. Men i forbindelse med en regeringsrokade sidste sommer meddelte premierminister Tony Blair, at Storbritannien skal have en uafhængig højesteret, samtidig med at overhusformandens forvirrende justitsministerlignende post som Lord Chancellor skal nedlægges. Dårligt forberedt reform Der var umiddelbart efter rokaden i juli sidste år stor forvirring om, hvorvidt den dengang nyudnævnte minister for forfatningsspørgsmål, Lord Falconer, uden videre gled ind som afløser for Lord Chancellor. Regeringen måtte dengang erkende, at reformen ikke var særlig godt forberedt, og Charles Falconer nøjedes i første omgang med at skrotte et par gamle ritualer i jobbet. Nu otte måneder senere har han stadig titel af Lord Chancellor, men hans vigtigste opgave er at afskaffe sig selv og at skabe den nye højesteret. Halvdelen af overhuset er imod Men omkring halvdelen af de nuværende medlemmer af Overhuset er imod idéen. I sidste uge advarede landets højestrangerende højesteretsdommer, Lord Chief Justice Woolf, om, at regeringen er ved at udskifte »en førsteklasses appeldomstol med en andenklasses højesteret«. Woolfs konservative støtter var ved førstebehandlingen af lovforslaget i aftes i Overhuset klar til at opfinde en ny form for udvalgsbehandling, som ifølge regeringen er et åbenlyst forsøg på at sende forslaget i syltekrukke. Regeringen vil bruge tvang om nødvendigt Hvis Overhuset sender sagen i udvalg, har Labours gruppeformand i Underhuset, Peter Hain, på forhånd gjort det klart, at regeringen også vil søge i de sjældent anvendte paragraffer for at tvinge reformen igennem uden at lytte til Overhusets indvendinger. Dermed kan reformen, der skal gøre det britiske retssystem mere demokratisk, ende med at blive vedtaget bag om ryggen på det ene af parlamentets to kamre.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her