Esther (12): Brud

Hvorfor slog han hende, havde hun skreget til ham. Hvorfor ville hun ikke lave mad til ham, råbte han tilbage. Hun havde kæmpet for at komme ud af soveværelset. De sloges. Under tumulten gik spejlet i stykker. Hun skar sig på skulderen, han to steder i ansigtet, ved det højre øje. Deres datter, som sov ved siden af hende i dobbeltsengen, vågnede og begyndte at græde. Hendes 95-årige mormor var på besøg i parrets hus på Kinawataka-vejen i Mbuya og befandt sig i stuen ved siden af. Sammen med den unge pige, der hjalp til i huset og de andre børn - sønnen og de to adoptivdøtre. Nu var han nødt til at afstraffe hendes barnebarn, havde han sagt til den gamle dame, inden han var gået ind i soveværelset. Hjælp, havde mormoren skreget, mens de to sloges. Hjælp, han slår min lille pige ihjel. Den gamle syge dame var så skrækslagen, at hun tissede på gulvet. Mirakuløst sov børnene i stuen fra det hele. Nogle naboer dukkede op, hidkaldt af mormorens skrig. Eller måske var det den unge pige, der var løbet ud efter hjælp. Ja, havde han sagt til naboerne, han havde slået hende. Han ville have en anden kvinde. Og hvis hun blev, ville det ende med, at en af dem døde. Med lidt god vilje kan man godt betegne huset ude i nybyggerområdet Mutungo som halvfærdigt. De rå, upudsede vægge og bliktaget holder i det mindste regnen ude. Men der er kun glas i et af de tre jernvinduer, og hoveddøren er et åbent gitter. Latrinet for enden af huset er heller ikke klar til brug. Indenfor, i midterrummet, står man på den bare, røde jord. Det samme i værelset til venstre. Kun rummet til højre er gjort beboeligt. Her er støbt gulv, og væggene er pudsede. Der mangler godt nok en dør, men den er bestilt, så hvis bare snedkeren kunne tage sig sammen ... Indtil videre hænger et rødt forhæng for dørhullet. Inde bag forhænget optager en ny dobbeltseng næsten hele gulvpladsen. For enden af sengen, i hjørnet, står en sort kuffert på en taburet. Oven på kufferten en flettet kurv fyldt med tørklæder, på gulvet ved siden af plastposer, tæpper, sandaler og sko. På sengens hovedgærde er et lille stearinlys brændt halvt ned. Ved siden af sengen, på et natbord, ligger to tandbørster, en kam, en rulle toiletpapir, en tandpastakarton og en gammel slidt Bibel. Mellem sengen og væggen står to sække med amerikansk majsmel. Der er slået søm i væggene, og på sømmene hænger bøjler med tøj og tasker. Her har Esther boet i snart en måned. I det hus, som hun har bygget på siden sidste sommer, og som efter hendes plan skulle lejes ud - børnenes livsforsikring, som de kunne leve af, når hun og Michael var døde. »Det bliver et fint hus«, siger jeg. Hun nikker. Den røde ler foran huset er efterhånden stampet helt fast. Bortset fra små ti kvadratmeter med tre bananpalmer, en kasava og et avocadotræ i sin spæde vorden. »Min plantage«, siger hun med et lille smil. Næste morgen klokken halv otte henter jeg Esther og datteren Joyce i Mutungo. Der er pænt langt - fire kilometer, helt præcist - ind til hjælpeprojektet Reach Out og den katolske børnehave, hvor Esther har skaffet Joyce en plads. Så til daglig, når ikke lige jeg er der med en bil, er transport nu blevet et af Esthers større problemer. En gang imellem går hun, men det er en lang og anstrengende tur med en treårig pige på skuldrene det meste ad vejen. Og taxaerne, hvad enten det er motorcyklerne eller de små hvide busser, koster dyrt. I øvrigt er der ofte ikke nogen at få tidligt om morgenen, hvor alle skal af sted, man kan nemt stå og vente i en halv times tid. Morgenen er grå. Fra Esthers hus er der udsigt ud over en grøn dal, som disen har forvandlet til en sø af bomuldsvat, hvor toppen af bananpalmerne som siv stikker op gennem den hvide overflade. Joyce kommer ud i sin nye børnehaveuniform, en lyserød kjole med hvid krave. På fødderne har hun kridhvide sokker og sine fine sorte sko. Esther dukker op lige efter. Hun er i en ulastelig mellemgrå spadseredragt med et diskret tern. De to bor i bogstaveligste forstand på en byggeplads. Men der er ingen pletter på tøjet. Ikke antydningen af støv. Jeg kigger ned ad mig selv. Ubegribeligt. Turen ind tager cirka tyve minutter. Først jordvejene, der minder om et militært sprængningsområde, og siden morgentrafikken, der er tæt og afrikansk. Børnehaven ligger lige ved siden af Reach Outs lokaler og den katolske kirke Vor Frue af Afrika. Esther tager Joyce i hånden og følger hende ind. Det er fjerde gang på 15 måneder, jeg besøger det katolske hjælpeprojekt i slumområdet Mbuya. Og for hver gang er det vokset. Flere nye frivillige, flere nye lokale beboere, der arbejder som rådgivere, som projektledere, som alt muligt. Og ikke mindst: flere nye patienter. Mange flere. Projektet har på temmelig enestående vis kombineret behandling af områdets mange hiv-smittede og aids-syge med en stribe andre aktiviteter. Blandt andet en efterhånden pænt stor systue, Roses of Mbuya, der skaffer brød på bordet for de 60 kvinder, der arbejder der. Desuden står Reach Out for fødevareuddeling og betaling af skolepenge for nogle af områdets fattigste børn - og en række andre aktiviteter. Det hele indtil videre finansieret hovedsageligt med bidrag fra private donorer. Men for få dage siden fik Reach Out så sit ridderslag. Besked om, at projektet, som det ene af kun fem i Uganda, er blevet tildelt en portion af den amerikanske præsident Bushs bevilling til kampen mod aids. 662.000 dollar om året i foreløbig fem år. 500 aids-patienter fra Mbuya får nu forlænget deres liv med antiretroviral medicin. I august sidste år blev Esther ansat i Reach Out. Godt nok for en beskeden løn, men for hende har det været en lykke at kunne bruge sin uddannelse som bogholder for første gang nogensinde. Og nu har hun oven i købet fået eget kontor i kirken, lige ved siden af kirkerummet. Noget stort kontor er det sandt for dyden ikke. Vel tre meter langt, to meter bredt ved endevæggen med vinduerne og ikke meget over en meter i den anden ende. Der er lige akkurat plads til et skrivebord, et par stole og en reol, der er fyldt med kontorartikler. Esther har ansvaret for Reach Outs beholdning og forbrug af papir, disketter, kuglepenne, A4-mapper og alt, hvad man ellers bruger til at styre en organisation, der vokser så meget, at den har fået sit eget organisationsdiagram. Lige nu sidder hun og skriver tal ind fra en regnskabsbog på en bærbar computer. Det går langsomt, hun er først ved at lære dels overhovedet at skrive på computer, dels at bruge et regneark. Klokken tolv går hun ned og henter Joyce i børnehaven. Om eftermiddagen sidder den lille på gulvet ved siden af Esthers skrivebord på en pude og tegner. Hvis hun ikke løber rundt og charmerer alt og alle i Reach Out. Det var begyndt at gå skævt, sådan for alvor, kort tid efter nytår, fortæller Esther. Som sædvanlig, når vi skal tale sammen i ro og mag, er vi taget hen til det sted for rygsækturister, hvor jeg bor, i udkanten af slumområdet Mbuya. Vi sætter os ud på terrassen ved siden af baren. Jeg bestiller morgenmad til os, omelet, toast, frugt, te til hende, kaffe til mig. I busken med de purpurrøde blomster ved siden af svirrer små metalskinnende grønne kolibrier rundt efter nektar og vand. Esthers mor, Fida, havde ringet hjemme fra landsbyen, cirka 80 kilometer øst for Kampala. Mormoren var blevet alvorligt syg. Den 5. januar var Esther taget hjem og havde hentet den gamle med til Kampala. Dagen efter, på Ugandas store hospital Mulago, konstaterede lægerne, at hun led af for højt blodtryk. Hun kom i medicinsk behandling, som Esther betalte, og mens den stod på, boede hun hos Esther og Michael. Mormoren blev halvanden uge, så tog hun tilbage. Men medicinen havde ikke hjulpet stort, og 31. januar kom hun igen til Kampala, til Esther og Michael i Mbuya og til nye undersøgelser på Mulago. Hvor man nu stillede diagnosen sukkersyge. Ifølge Esther var Michael fra begyndelsen imod, at mormoren skulle bo hos dem igen: »Han var sur. Gad ikke spise med os. I en hel uge spiste han ikke hjemme. Så en dag sagde jeg til Juliet, vores unge pige, at hun ikke behøvede at lave mad til Michael, han spiste den jo alligevel ikke«. Netop den aften kom Michael hjem ved 22-tiden. Esther var gået i seng og sov. Han vækkede hende og spurgte, hvor hans mad var. Nu havde han ikke spist hjemme i en uge, så der var ikke lavet noget mad til ham, svarede hun. Så måtte hun stå op og sørge for noget, sagde han. Men det ville hun ikke, det var sent, og hun ville sove. »Han blev rasende. Du skal få at se, hvilken mand jeg er, sagde han og gik. Jeg lagde mig til at sove igen«, fortæller hun. Senere på natten kom han så tilbage. Med skaftet fra en hakke, han havde fundet udenfor, i hånden. »Det var 6. februar. Næste morgen gav jeg en chauffør 1.000 shilling for at køre mormor ned til bussen. Og så pakkede jeg mine ting«, siger hun og pirker til omeletten. Hun var flyttet alene ud i det halvfærdige hus i Mutungo. De første dage sov hun på en måtte direkte på jorden. I en uge spiste hun stort set ikke noget. Lavede ikke engang te. Hun havde så fået lidt penge af sin bror og af mig til at sætte det ene værelse i stand og til døre og vinduer. Mandag 24. februar havde hun hentet datteren Joyce inde i huset på Kinawataka-vejen. Michael havde ikke været hjemme, han ville have, at børnene skulle være hos ham. Syvårige Emmanuel lod hun blive, der var for langt til hans skole ude fra Mutungo, og skolepengene var betalt. Den ene adoptivdatter, Patricia, blev også hos Michael, mens Esther fik anbragt den anden adoptivdatter, hendes egen niece Lillian, hos en veninde i Mbuya. Juliet, den unge pige, som havde hjulpet Esther med at lave mad og passe børnene, var rejst hjem til sin mor i Luwero nord for Kampala. »Jeg har tabt tre-fire kilo af det her«, siger Esther. Det er langtfra første gang, at Michael har slået hende, fortæller hun nu. Esther har tidligere en enkelt gang mere end antydet, at han en gang imellem har været voldelig. Men ikke, at det er foregået jævnligt. »Han kunne slå ud efter mig, hvis han blev irriteret over et eller andet. Småting«, fortæller hun. Michael blev testet hiv-positiv i foråret 2000, men fortalte det ikke til sin kone. Hun blev testet positiv senere i 2000, da hun var seks måneder henne med Joyce, og siden har hun været led ved sex. Måske er det hele gået galt, fordi hun blev hiv-smittet, funderer hun. Hvorfor det? spørger jeg. »Hvis ikke jeg var blevet smittet, så havde jeg måske stadig haft lyst til sex«. »Men han havde vel slået dig alligevel. Han slog dig jo også før, du blev testet positiv, ikke?«. »Jo«. »Hvorfor blev du egentlig hos ham?«. »Fordi jeg havde besluttet, at jeg ville være sammen med mine børns far«. »Det er en høj pris at betale«. »Ja. Men hvis man vil nå sit mål, så må man se problemerne i øjnene«. Vi sidder lidt i tavshed. »Selv om det her er noget rod, er det så ikke også en lettelse?«, spørger jeg. Hun nikker: »Jo, det er rart ikke at skulle være bange for at blive slået. Og at kunne sove om natten uden at blive vækket, når han kommer hjem og vil diskutere«. Næste dag. Jeg har ringet til Michael og aftalt, at vi skal mødes, og at jeg kommer og samler ham op klokken 16 ved hans lille forretning, hvor han reparerer radioer. Esther spørger, om ikke hun kan komme med, så kan jeg sætte hende og Joyce af inde ved huset på Kinawataka-vejen, hun vil gerne se Emmanuel. På stien op til huset møder vi den gamle, mægtige kvinde, som næsten altid sidder i skyggen over for Esther og Michaels hus og holder styr på, hvad der foregår i området. Michael er oppe i huset, fortæller kvinden. Er det i orden, spørger jeg Esther. Hun har ikke set ham, siden hun flyttede, kun talt i telefon med ham et par gange. Hun nikker. Vi går indenfor. Her er rodet, det plejer der faktisk ikke at være. Når så mange skal bo på så få kvadratmeter, skal alt have sin faste plads, har Esther engang belært mig. I sofaen sidder Michaels mor, som lige er kommet rejsende ovre fra Kabale i den vestlige del af Uganda, det er derfor, Michael er her og ikke i forretningen. Esther hilser venligt på sin svigermor. De to kan godt lide hinanden. Emmanuel kommer ind udefra, bryder ud i jubelskrig og omfavner sin lillesøster, der griner over hele femøren, og bagefter sin mor. Michael kommer også ind i stuen, han har været oppe at vaske sig. I døren står den unge mand, som Michael har hyret til at lave mad og holde hus. »Skal jeg ikke have et knus af min datter«, siger han, og Joyce kaster sig i armene på ham. Esther og Michael mæler ikke et ord til hinanden. Michael og jeg kører hen til mit sted for at få os en snak over to colaer. Vi sætter os i skyggen, og i den næste halve time fortæller han, næsten uden afbrydelser, om, hvor forfærdelig Esther har været. Han bekræfter i store træk, hvad hun har fortalt om den aften. Også at han har slået hende før. Så ja, det er rigtigt, at han slog hende med en stok. Eller rettere: Det var et slagsmål mellem de to. »For hun er jo stærk«, siger han. Men grunden til, at han ikke havde spist hjemme i den uge, hvor Esthers mormor var på besøg, var ikke, at han var sur, men at han havde malaria. Og da han så endelig kom hjem den aften og var sulten og træt, så var der ikke noget mad, og Esther nægtede at lave noget til ham. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over, hun havde i lang tid ikke taget sig af ham, som en kone bør tage sig af sin mand. Derfor skulle hun straffes. Og han fortsætter: Esther er ukærlig og tænker kun på at skrabe penge sammen. Hvis hun så endda fortalte ham om sine projekter, men det gør hun ikke. »Når først en afrikansk kvinde begynder at tjene penge, så er det umuligt at kontrollere hende«, konstaterer Michael. Og han savner hende overhovedet ikke. »Men jeg savner Joyce. Hun er min bedste ven. Var den eneste, der sagde velkommen til mig, når jeg kom hjem«. »Esther er en hård kvinde«, konkluderer han til slut. Vi kører tilbage. Jeg bliver nede ved bilen og venter på Esther og Joyce. Men det er kun Esther, der kommer. »Joyce ville ikke med. Hun begyndte at græde, da vi skulle gå. Michael spurgte, om hun ville blive, og det ville hun«, siger Esther. Vi kører uden den lille pige. Skilsmissebarnets evige dilemma. Overalt på Jorden. Savnet af far, når man er sammen med mor. Og omvendt. Savnet af søskende og venner, når man flytter rundt. Alle loyalitetskriserne. »Hun har jo længtes efter sin far og sin bror og kammeraterne herinde«, siger jeg. Esther nikker. Sidder lidt i tavshed. »Tror du så, hun kommer til at savne mig om nogle dage?«, spørger hun. »Selvfølgelig gør hun det«.