»Ingen israeler bør sidde i fangenskab hos Hizbollah. Er han skyldig i forbrydelser, vil han bliver straffet, når han kommer tilbage«. Det var det argument, Israels ministerpræsident Ariel Sharon gentog nærmest som et mantra, da visse politikere i januar fastholdt, at 'prisen' for at udveksle en lyssky forretningsmand med Hizbollah til gengæld for 400 palæstinensere var for høj. Ligene af tre israelske soldater blev samtidig byttet med 60 libanesiske lig. En politisk boomerang Sharons ord er i det sidste par dage blevet til en politisk boomerang. Mens han sad i Hizbollahs fangenskab, blev Elhanan Tannenbaum beskrevet som reserveofficer i den israelske efterretningstjeneste. Hans liv var i fare, og Hizbollah havde revet alle hans tænder ud, rapporterede Sharon på et tidspunkt til sine ministre med noget, der lignede ægte bekymring for den uheldige israeler, der efter sigende var blevet kidnappet af Hizbollah på en forretningsrejse til Europa . Knap var Tannenbaum kommet tilbage til Israel, før det viste sig, at den midaldrende israelers helbred var glimrende, men at stort set alt andet omkring ham, hans rejse og hans fangenskab var ganske uskønt. Nægtede at udtale sig Han nægtede at udtale sig under afhøringerne. Så indgik staten en særaftale med Tannenbaum: Hvis han ville begynde at tale, ville han til gengæld ikke blive straffet for eventuel kriminalitet. Skulle det vise sig, at hans forbrydelser var af sikkerhedsmæssig art, ville aftalen falde til jorden. Og så talte Tannenbaum. Fortalte at han havde spillegæld. At han med en israelsk-arabisk bekendt var rejst til Dubai for at indgå en narkohandel, at han var blevet slået ned og var vågnet hos Hizbollah i Libanon. Han havde dog inden modtaget et falsk venezuelansk pas fra en person, han ikke kendte. Han havde ikke fortalt Hizbollah noget som helst. Onsdag offentliggjorde avisen Ha'aretz, at efterretningstjenesten for tre et halvt år siden havde fundet stabler af hemmelige efterretningsdokumenter i hans kontor, og at der var mistanke om, at Tannenbaum allerede inden rejsen havde været Hizbollah-agent. Og ikke mindre end tre kvinder stod offentligt frem og erklærede, at den fraskilte Tannenbaum havde franarret dem enorme beløb. En ven af familien Men bomben stod samme dag på avisen Maarivs forside: Ariel Sharon kendte Elhanan Tannenbaums ekssvigerfar. Historien ramte Sharon, der hvor det gør allermest ondt, på populariteten og troværdigheden. Begge dele har det for tiden ikke for godt. Siden korruptionssagen mod Sharons sønner er begyndt at spidse til, er den israelske ministerpræsident dalet voldsomt i meningsmålingerne. I tv-interview, der nærmest lignede afhøringer, stod Sharon onsdag aften frem og fastholdt, at han ikke havde anet, hvem Tannenbaums tidligere svigerfar var, og at forretningsbekendtskabet med den navngivne herre var kortvarigt og lå 30 år tilbage i tiden. Beslutningen om at hente Tannenbaum ud af Hizbollahfangenskabet var udelukkende taget af nationale, patriotiske og humanitære hensyn. Mistanke om at historien var plantet Torsdag spredte sig en mistanke i Israel om, at historien om svigerfaderen var blevet plantet i Ma'ariv af højrekræfter i Sharons egen regering. De vil angiveligt bruge skandalen til at vælte ministerpræsidenten af frygt for, at han vil fjerne bosættelser og forlade Gaza.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























