Dr. Khan, faderen til den pakistanske atombombe, var ikke alene om at sælge gode råd og teknologiske komponenter til atomvåben, skal New York Times hilse at sige. Den ansete amerikanske avis skriver, at Dr. Khan er blevet dæmoniseret i Vesten for sit velvillige udsalg af atomare hemmeligheder og diverse udstyr til Nordkorea, Iran og Libyen. Men ifølge avisen begyndte historien og handlen i Europa - og ikke i Islamabad. Khan har indrømmet videresalg Og handlen begyndte vel at mærke, ligesom Dr. Khan har ført den videre, i strid med ikke så få regeringers officielle politik. Resultatet er kendt. Dr. Khan har indrømmet sit videresalg, ifølge amerikansk presse, fordi Libyen sidste år fortalte amerikanske sikkerhedsfolk, hvad de havde brug for at vide. Libyen havde både købt design og udstyr af Dr. Khan. Amerikanerne så udstyret og lyttede til historien. Tilbage for Dr. Khan var at blive afsløret eller selv at indrømme. Tilgivet Pakistans USA-støttede magthavere valgte at lade ham indrømme. Den pakistanske præsident, Pervez Musharraf, tilgav ham straks. Musharraf bedyrede tilmed torsdag i denne uge over for Financial Times, at der ikke var skygge af behov for overvågning af det pakistanske atomprogram. Pakistan besidder takket være Dr. Abdul Qadeer Khan bomben og drømmer ikke om at slippe den igen. Men en lidt tidligere overvågning ville have befriet alverdens regeringer for en akut hovedpine ved tanken om, at Nordkorea i kraft af Dr. Khan enten også har en atombombe eller er tæt på at bygge en, og at Iran måske er langt med at projektere en atombombe. Libyen var på vej, men har byttet sine oplysninger og en opgivelse af atomprogrammet med udsigten til britisk og amerikansk opgivelse af sanktioner mod landet. Velvillige europæere Men dén overvågning, Pakistan ikke vil tillade i dag, burde måske være begyndt længe inden, at den ferme Dr. Khan gik i gang med at bygge sin atombombe. Ifølge New York Times kunne vestlige myndigheder allerede i de tidligere 1970'ere have hugget hælene i. Dengang havde Storbritannien, Tyskland og Holland netop aftalt at udvikle centrifuger til berigelse af uran i fællesskab. Det skete i selskabet Urenco på det særlige anlæg ved Almelo i Holland. Og hvem arbejdede for én af Urencos leverandører i Holland? Det gjorde Dr. Khan, som ifølge New York Times allerede på dét tidspunkt var kendt for sin ambition om at bygge sig en atombombe. En hollandsk regeringsrapport fra 1980 noterede, at Khan allerede besøgte Almelo-anlægget i 1972 og havde et kontor ved anlægget fra 1974. Atomudstyr fra Europa til Pakistan Amerikanske efterretningsfolk konstaterede dengang - stadig ifølge avisen - at Dr. Khan i 1975 rejste hjem til Pakistan med de nødvendige tegninger og en leverandørliste til at starte sit eget bombeprojekt. Og de amerikanske efterretningsfolk begyndte snart at iagttage en strøm af leverancer af udstyr fra Europa til Pakistan. Et schweizisk selskab bidrog med teknologi til berigelse af uran. To hollandske firmaer leverede andet avanceret udstyr til de nødvendige centrifuger. Og selv om hollandske myndigheder undervejs forsøgte at retsforfølge Dr. Khan - in absentia - for at have stjålet tegningerne, drog flere belgiske ministre sent i 1980'erne i spidsen for en gruppe forretningsfolk til Pakistan for at mødes med »folk, der var involveret i militær anvendelse af atomteknologi«. Også en tysk virksomhed bidrog til Dr. Khans projekt ved at eksportere et fabriksanlæg til at udvinde en gasart, der bruges til at øge atombombers sprængkraft. Kontrollen fejlede For at gøre en lang historie kort: Der var mange europæere, der gerne ville handle med Dr. Khan, og mellemmænd i De Forenede Arabiske Emirater og Malaysia bidrog til at knytte de nødvendige forbindelser, og i 1998 prøvesprængte Pakistan sin første bombe, der forvandlede et af verdens fattigste, mindst stabile, mest lovløse og militært undertrykte samfund til en atomvåbenmagt. De nye amerikanske og britiske forbindelser til Libyen har siden lagt de brikker, som den ene vestlige efterretningstjeneste efter den anden enten har ignoreret eller har undladt at lægge sammen til et uhyggeligt puslespil. Det viser, at international kontrol med spredning af atomteknologi har fejlet igennem de sidste to årtier. Men de sidste ugers afsløringer viser også, at Dr. Khan hverken er den eneste skyldige eller nødvendigvis det eneste ondartede monster midt i edderkoppens spind. New York Times' afdækning lader ikke megen tvivl tilbage om, at vestlige myndigheder har sovet i timen. Hvor længe de har sovet og hvor dybt, vil måske fremgå af den undersøgelse, der er iværksat af FN's atomenergiagentur, IAEA. Skadesbegrænsning I Pakistan er de militære myndigheder til gengæld travlt optaget af at begrænse skaderne. Dr. Khan er officielt tilgivet. Han har ene mand indtil videre fået skylden for miseren, som Musharraf dybt beklager, uanset at militærfly og andre lastfly er afgået fra Pakistans bedst bevogtede lufthavne med nogle af verdens største militære hemmeligheder og de nødvendige komponenter til militære atomanlæg. Skønt USA's regering officielt forsøger at tage den pakistanske magthavers ord for gode varer, vil end ikke det yngste bud i CIA stole på, at Dr. Khan har været alene om sit videresalg af atomhemmeligheder. Dertil har hans forretning flyttet på alt for komplicerede og alt for velbevogtede hemmeligheder, alt for store penge og alt for synlige fly, containere og en lang række komponenter, som ikke har forladt Pakistan, uden at dets militær og efterretningstjeneste har lagt mærke til det. Libyen - og ikke Dr. Khan - har indtil videre været nøglen til afsløringen af skandalen, som ifølge de foreløbige pakistanske indrømmelser har skaffet både den såkaldt islamiske republik Iran, den kommunistiske republik Nordkorea og altså folkerepublikken Libyen adgang til atomteknologi. Men har Dr. Khan mere at fortælle?