Irakkrigen kan ikke kaldes humanitær

Krigen i Irak kan ikke forsvares som en humanitær operation, der skulle befri det irakiske folk for en grusom enehersker. I så fald skulle det have været for at stoppe et igangværende eller umiddelbart forestående folkemord. Og så slem var situationen ikke, mener Kenneth Roth, chef for den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch, der mandag præsenterede sin årsrapport i London. »Saddam Husseins grusomheder skulle bestemt straffes, og hans værste grusomheder som folkedrabet på kurderne i 1988 ville også dengang have retfærdiggjort et militærindgreb med humanitært sigte«. Fejlagtig argumentation »Men den slags indgreb bør reserveres til situationer, hvor man kan bremse en igangværende eller umiddelbart forestående masseslagtning. Det skal ikke bruges med forsinkelse til at svare på fortidens ignorerede grusomheder«, sagde Kenneth Roth og advarede om, at en fejlagtig argumentation for Irakkrigen kan være med til at underminere fremtidige situationer, hvor et sårbart folk har akut brug for hjælp. Den amerikanskbaserede Human Rights Watch havde i år for første gang valgt at præsentere sin årsrapport ved et pressemøde uden for USA. Det foregik i London, hvor direktør Kenneth Roth ved pressemødet spillede på den voksende tvivl om, hvorvidt Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, da krigen begyndte i marts sidste år. Ingen forbudte våben »Den humanitære begrundelse blev i sin tid dårligt nævnt. Vi hørte om masseødelæggelsesvåben og truslen fra international terrorisme. Men nu er der vendt op og ned på dét, efterhånden som det bliver stadig mere tydeligt, at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben. Argumentet hedder nu: Saddam var en tyran,« forklarede Kenneth Roth. Han understregede, at Human Rights Watch ikke per definition er en organisation af pacifister, og at han hellere end gerne ville have set et væbnet indgreb til at stoppe for eksempel folkemordet i Rwanda. Men den amerikanskledede krig i Irak dumper i de fem prøver, han opstillet for at definere betingelserne for, hvornår udenlandske tropper kan gribe ind for at hjælpe et lands befolkning. Ifølge Roth skal der for det første være tale om sidste udvej inden for fornuftens grænser for at forhindre en masseslagtning af civile. For det andet mener han, at det humanitære formål på forhånd skal være den drivende kraft, blandt andet fordi militæret dermed også må forventes at fare med lempe over for civile. Folkeretten skal overholdes For det tredje skal en militæraktion med humanitært sigte gennemføres under streng overholdelse af folkeretten, hvilket han heller ikke helt mener var tilfældet i Irak. Blandt andet fordi USA og Storbritannien brugte de upræcise klyngebomber i og omkring tætbeboede områder. For det fjerde skal man kunne godtgøre, at et militærindgreb forbedrer i stedet for at forværre situationen i landet. På det punkt mener Roth, at Irakkrigen nok i øjeblikket består prøven, men på længere sigt frygter han en irakisk borgerkrig. Endelig mener direktøren for Human Rights Watch, at et humanitært indgreb helst skal foregå med mandat fra FN's Sikkerhedsråd eller i det mindste hvad han kalder 'en betydningsfuld multilateral organisation'. Men Roth erkender selv, at det krav er problematisk. Blandt andet henviser han til, at det ikke lod sig gøre i tilfældet Rwanda, og at FN's sikkerhedsråd i sin nuværende form ofte ikke kan bruges. »Opbygningen med permanente medlemmer er et levn fra tiden efter Anden Verdenskrig, og vetosystemet tillader de faste medlemmer at bruge de mest snævertsynede argumenter til at blokere for en redningsaktion,« siger Roth. Fejlene kan skade Human Rights Watch har valgt at gøre Irakkrigen til det dominerende tema for sin årsrapport, fordi organisationen frygter, at fejlene fra Irak kan skade, når der fremover er brug for de humanitære indgreb, som især blev kendt på Balkan i 1990'erne. »Hvis fortalerne (for krigen i Irak, red.) bliver ved med at retfærdiggøre krigen som humanitær, når den ikke var det, så risikerer de at underminere en institution, der imod alle odds har vist sig levedygtig i det nye århundrede som et redskab til at redde mennesker fra at blive slagtet.« »Så længe der ikke er international enighed om betingelserne, vil regeringer uundgåeligt misbruge begrebet , sådan som USA har gjort det (.) for at retfærdiggøre Irakkrigen,« siger Kenneth Roth.