Bosniske serbere nedsætter Srebrenica-kommission

Lyt til artiklen

De bosniske serbere har efter lang tids internationalt pres givet sig og meddeler, at der vil blive nedsat en særlig kommission, der skal undersøge massakren på bosniske muslimer i Srebrenica i 1995. Op mod 8.000 muslimske mænd og drenge i den østbosniske by Srebrenica blev slået ihjel ved massakren. Ifølge en erklæring fra myndighederne i Serbien vil kommissionen blive bedt om at 'undersøge og finde frem til den totale sandhed om, hvad der foregik i og omkring Srebrenica i perioden fra den 10. til den 19. juli 1995 med henblik på at etablere en permanent fred og tillid i Bosnien'. Endelig rapport i april Paddy Ashdown, det internationale samfunds repræsentant i Bosnien, har udpeget to af kommissionens medlemmer. Han venter, at der i løbet af januar kan komme en foreløbig rapport fra kommissionen, og at en endelig rapport kan ligge klar i april. De bosniske serberes leder under krigen på Balkan, Radovan Karadzic, og hans militærchef, Ratko Mladic, er begge beskyldt for folkemord af FN's krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien for deres rolle i massakren. Begge er på ottende år på fri fod, og et flertal af de bosniske serbere regner dem for helte fra krigen mellem 1992 og 1995.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her