Georgiens revolution var inspireret af Serbien

Den georgiske studenterorganisationen Khmara, der tilskrives en stor del af æren for præsident Eduard Sjevardnadses fald fra magten i sidste måned, lod sig både i navn og gerning inspirere af Serbiens Otpor (modstand). Otpor udviklede sig til den farligste fjende for Serbiens tidligere præsident Slobodan Milosevic med slagkraftige paroler som: 'Han er færdig'. Flere ledere af Khmara har over for georgiske medier bekræftet, at studenteraktivister i Tblisi de sidste par år har valfartet til Serbien for at lære, hvordan man fælder en leder. Humor er vigtigt våben De har bl.a. lært i Beograd, hvor vigtigt humoren er som våben. Op til det georgiske valg 2. november førte Khmara en pågående og humoristisk kampagne for at få »sløve vælgere op af sofaen og tage sagen i egen hånd«. Khmara var sammen med andre græsrodsorganisationer (ngo'er) også meget aktiv i afsløring af omfattende valgsvindel og gik i spidsen for demonstrationer med Otpor-inspirerede paroler. Præsidentvalg 4. januar Georgiens effektive net af ngo'er har nu travlt med at sikre et frit og fair præsidentvalg 4. januar. Ud over Khmara var Frihedsinstituttet blandt de mest aktive for at holde protestdemonstrationer gående efter afsløringen af valgsvindel. Sjevardnadse har kritiseret ngo'er »finansieret af Vesten« for at stille sig bag oprørslederen Mikhail Saakasjvili, der nu er spidskandidat til præsidentvalget. Anklager mod græsrødder Ifølge Sjevardnadse var det græsrodsorganisationer, der fældede ham med »tvivlsomme metoder«. Han har især anklaget Open Society-Georgia Foundation, som milliardæren og filantropen George Soros står bag, for at finansiere protestbevægelsen imod hans regime. Ghia Nodia, leder af det indflydelsesrige Kaukasiske Institut for Fred, Demokrati og Udvikling, advarer imod at »overvurdere« ngo'ernes rolle, som hun kalder »vigtig, men ikke afgørende«. Den georgiske analytiker Jaba Devdariani skriver imidlertid på Eurasianet, at »få vil modsige, at oppositionslederne ikke ville have været i stand til at udmanøvrere Sjevardnadse uden den solide støtte fra ngo´er. Græsrødder får mere magt Græsrodsorganisationernes indflydelse har været støt stigende i Georgien siden begyndelsen af 1990'erne. Det har gjort landet mere demokratisk end de flere andre postsovjetiske lande, hvor myndighederne har forhindret udviklingen af et aktivt civilsamfund og en fri presse. Sjevardnadseregimet tålte ikke bare græsrødder, men samarbejdede også med dem, f.eks. i udformningen af forfatningen og love til beskyttelse af menneskerettighederne. Devdariani mener, at Sjevardnadses fald ikke bare blev beredt af hans regimes relativt demokratiske sindelag. Nok så velorganiserede græsrødder »havde ikke kunnet opnå deres mål, hvis regeringen havde haft en stærkere magtbase«, mener han. Gode muligheder for indflydelse »Ngo'ernes gode muligheder hang snævert sammen med landets tumultagtige historie siden Sovjetunionens sammenbrud i 1991«, skriver Devdariani. »Borgerstridigheder, herunder separatistiske kampe i Abkhasien og Sydossetien, forhindrede myndighederne i at tage fuld kontrol over hele landet. Samtidig gjorde myndighederne ikke noget ved den omsiggribende korruption og kunne derfor ikke skabe stabil økonomisk vækst. I praksis tillod uordenen i Georgien ngo-sektoren at vokse. Ngo'erne kunne fylde tomrummet, der var skabt af regeringens ineffektivitet«. Ny politisk æra Efter succesen må græsrodsorganisationerne også omstille sig til den nye politiske æra, som er gjort mulig med »roserevolutionen«. Aktivisten David Usupasjvili, der deltog i forfatningsarbejdet, siger, at græsrødderne må arbejde tættere sammen med den nye regering, men de må samtidig være lige så vagtsomme over for de nye ledere, som de var over for de gamle. »Den første store prøve på, om vi kan leve op til de nye udfordringer er præsidentvalget 4. januar«, siger han. Open Society i Georgien har lovet at kræve endnu mere af de nye ledere, når det gælder udviklingen af demokratiet, men dets leder Alexander Lomaia understreger, at der med idealistiske krav også er fare for, at ngo'er isolerer sig fra en befolkning, som er »mere konservative og bare har fået nok af kaos og forarmelse«.