Den afrikanske murbrækker

Han er en af Afrikas store, den nu 79-årige Kenneth Kaunda. En af dem, der i 50'erne og 60'erne kæmpede for at befri kontinentet for kolonialisme og apartheid. Og da Zambia i 1964 blev uafhængigt, blev han udnævnt til den nye nations første præsident, en post, han sad på helt frem til 1991. Han var desuden den første afrikanske statsleder, der bestemte sig for at tale åbent og direkte om aids-katastrofen. Den beslutning traf han og hans kone, da deres ældste søn, Masuzyo, som 30-årig døde af aids 23. december 1986. På det tidspunkt var aids-epidemien for alvor begyndt at sprede sig i de afrikanske stater, men fortrængningerne, modstanden mod at tale om sygdommen og brændemærkningen af de syge var stærkere end i dag. »Min kone og jeg besluttede os for at fortælle sandheden, fordi det var så vigtigt at bryde den mur af tavshed, der herskede - og stadig hersker - omkring aids«, siger Kenneth Kaunda, som i dag har status af speciel aids-udsending for FN's generalsekretær, Kofi Annan. Brændemærkning Temaet for den årlige internationale aids-dag er netop stigmatisering - eller brændemærkning, som det hedder i den danske kampagne. Millioner af hiv/aids-smittede verden over skjuler deres sygdom for omgivelserne af frygt for at blive udstødt af samfundet, glemt og ignoreret af familie og venner og fyret fra arbejde. Og at frygten ikke er ubegrundet fremgik med al ønskelig tydelighed af en undersøgelse af danskernes forhold til hiv-smittede. Undersøgelsen, der var iværksat af AIDS-Fondet, afslørede blandt andet, at uvidenheden om sygdommen, trods mange års kampagner, stadig er stor. »Millioner af mennesker ved ikke, hvad sygdommen er, hvordan den smitter. Så en stor del af stigmatiseringen skyldes frygt. Derfor er uddannelse og oplysning et meget vigtigt punkt. Og vel at mærke uddannelse af den brede befolkning. Det er nøglen. Når først folk ved, hvad sygdommen er, vil de også begynde at behandle de syge på en ordentlig måde«. »Og det er nødvendigt, at vi fortæller tingene meget direkte. Også til børnene. Vi skal ikke vente, til de bliver teenagere, men derimod fortælle, hvordan man får sygdommen, og hvordan man kan undgå den. At det er vigtigt, at de afholder sig fra at dyrke sex med tilfældige. Og at hvis man ikke vil være afholdende så bruge kondomer. Eller femidomer«. 'Kirkerne er begyndt at lytte'Kan man godt i Zambia tale åbent om at bruge kondomer? »Da jeg begyndte at tale om kondomer, var der ledere fra især én bestemt kirke - jeg vil ikke nævne den ved navn - som anklagede mig for at opfordre til synd og promiskuitet. Jeg sagde til dem: Vi ved, at nogen er afholdende, men vi ved også, at andre - herunder kristne - ikke er det. Og hvis ikke de bruger kondom, vil I miste dem. Bruger de derimod kondomer, forbliver de i live. Jo, kirkerne er begyndt at lytte. Men det har taget lang tid«. Så sent som for få dage siden fortalte generalsekretær Kofi Annan om en afrikansk præsident, som ikke ønskede at tale om brug af kondomer, angiveligt fordi han ikke ville opfordre til promiskuitet. »Ja, det er meget sørgeligt, at der stadig findes statsledere i Afrika med den holdning. Meget sørgeligt. At der findes ledere, som ikke vil lære deres eget folk, hvad der er det rigtige«. 'Behandlingen duer ikke hvis ernæringen ikke er i orden'Alle er jo enige om, at det er bedre at forebygge end at behandle. Men det er vel svært at komme uden om behandling i takt med, at flere og flere bliver syge? »Ja, bestemt. Og samtidig må man ikke glemme behov for sund mad. Når hiv-smittede i de rige lande lever så meget længere end hiv-smittede i ulandene, er det af to årsager: aids-medicin og sund mad. De to ting hænger sammen. Uden ordentlig mad hjælper medicinen ikke, så enkelt er det«. Tabt investeringDanmark er et af de donorlande, der længe har haft forbehold over for at gå direkte ind i behandlingsprogrammer i de lande, vi giver bistand. Skal Danmark gå mere aktivt ind i behandlingsdelen? »Det er hævet over enhver tvivl. Folk dør i så store tal, at det truer hele samfund. Se på mit eget land, Zambia. Da vi kom til magten i 1964, var der i hele landet kun hundrede universitetsuddannede. Tre af dem var læger. Så begyndte vi at opbygge hele skolesystemet. Vi begyndte at bygge hospitaler, vi uddannede læger, lærere, videnskabsmænd og så videre. I 1991 var der over 35.000 højtuddannede. Men så kom aids, og nu er mange af dem døde. Meget af vores investering er gået tabt. Hvis vi skal begrænse tabet, er behandling nødvendig«. Det går langsomt med at skaffe de nødvendige penge til at bekæmpe aids-katastrofen i de fattige lande. Hvordan vil De beskrive de rige landes manglende vilje til at betale? »For 2.000 år siden sagde Jesus: Til de, som har, skal mere gives. Fra de, der kun har lidt, skal det lidt, de har, blive taget fra dem. Jesus mente jo ikke, at det var i orden, han beskrev blot, at sådan fungerer verden. Afrika var i mange år koloniseret. De rige lande kom for at hente det, de havde brug for. De hentede råvarerne, forarbejdede dem, og sendte produkterne tilbage til Afrika, hvor vi så kan købe dem til høje priser. Det har altid været situationen, og det er det stadig. Pengene forsvinder ud af Afrika. De rige udnytter de fattige«.