Esther (11): Skjolder

Håret, de tynde fletninger, er sat op i fontæne med en lyserød sløjfe. I det ene øre dingler et gyldent smykke, om halsen en halskæde af gyldne, brune og klare glasperler. Esther bærer på en gave, fine tallerkener, pakket ind i sølvskinnende papir. Hendes ældre søster, Rebecca, skal giftes. For første gang i dagevis skinner solen for alvor. Vi triller hen for at hente Michael i hans forretning, hvor han reparerer radioer og tv. Selv om det er lørdag, har han åbnet den i et par timer fra morgenstunden for også lige at få den omsætning med. Esther stiger ud og går over for at hente Michael. Han er i gang med en reparation, som han er nødt til at gøre færdig. Til hendes udelte utilfredshed. »Hun bliver tit sur på mig, når jeg arbejder i weekenderne og til jul. Men det er jo de dage, jeg har travlt«, forklarer Michael dagen efter. Efter fem minutter sætter han sig ind i bilen og undskylder forsinkelsen. Han er klædt i et par pæne bukser og løsthængende skjorte - ikke den mandlige pendant til gomesien, den lange hvide kjortel, kanzuen, der ofte bæres over et par almindelige bukser og med en jakke udenpå. »Jeg forærede min kanzu til Esthers far for nogle år siden«, siger han. Vi sætter kursen østover, mod Iganga-distriktet, 100 kilometer fra Kampala, i retning mod Kenya. Trafikken i Uganda er for viderekommende. Ingen aner, hvor mange der mister livet på landevejene. Men mange ... det er det. Det er fristende at sammenligne hierarkiet i det trafikale vanvidsspil med rangordenen på savannen. Øverst befinder de urørlige elefanter sig, og landevejens elefanter er de store busser og lastbiler. Enorme, struttende af kræfter, men samtidig forbløffende hurtige og dødsensfarlige. Placerer sig som regel nogenlunde midt på de smalle veje, som de lægger bag sig med hastigheder på den anden side af 120 kilometer i timen. Viger ikke for nogen eller noget. De mindre taxabusser, Toyota Hi Ace'erne, er løverne. Hensynsløse, uberegnelige og ofte i en gebrækkelig stand, uden lys og med nedslidte bremser. Dræbere, der angriber alt og alle - lige med undtagelse af busserne og lastbilerne. Personbiler og andet skravl er zebraerne og gnuerne. Færdes som regel i store flokke og sætter deres lid til, at det næste drab går ud over naboen. Kan kun overleve ved at tage flugten og befinder sig derfor halvdelen af tiden med to hjul ude i rabatten. Endelig er der gazellerne og de små hjorte - motorcyklisterne, cyklisterne og fodgængerne. Evigt skræmte væsener, der slingrende forføjer sig ud i det røde grus langs vejene, ofte endda for en sikkerheds skyld helt ned i grøften, når større væsener bisser forbi med hornet i bund. Sidste led i fødekæden. Vi har kørt i cirka en halv time. Solen bager. Esther og Michael småsludrer på bagsædet. Jeg stirrer stift frem ad vejen i et - håbløst - forsøg på at forudse, hvad medtrafikanterne finder på. Ser hende derfor kun ud af øjenkrogen. En kvinde i vejkanten. Liggende på siden, med fødderne nede i den støbte regnvandsrende, der løber langs med vejen. Et flygtigt, flimrende billede og så er vi forbi, flere hundrede meter forbi. Men billedet bliver siddende. Noget ved hende var forkert. Måden, hun lå på, var ildevarslende. Og var der ikke en skjold på kjolebrystet, som om hun havde kastet op? Var det en syg kvinde? Eller bare en ventende, der benyttede ventetiden til at få sig en lur - ikke noget usædvanligt syn langs vejene i Uganda. Og var skjolden på brystet så bare en svedplet. Var hun død? Burde jeg ikke vende bilen og køre tilbage for at se, om der er noget galt? Jeg er i tvivl. Hvad kan vi egentlig stille op, hvis hun er syg? Hvem kan vi ringe til? Hvis hun virkelig er død, hvad så? Hvordan i alverden skal vi bære os ad med at finde nogen, der kender hende? Der var jo heller ikke andre biler, der standsede. Og vi skal til bryllup. Spørgsmål. Undskyldninger. Nu er vi mange kilometer forbi, og nu er det alt, alt for sent, siger jeg til mig selv. Stor ståhej. Trommer. Festklædte mennesker. Esther blander sig med mængden. Trappen op til den røde murstenskirke og pladsen foran er én stor bølgende organisme af dansende og syngende, der har slået kreds rundt om en hvid bil. Inde på bagsædet sidder bruden Rebecca, Esthers søster. Præsten, i en lang messehagel, træder frem øverst på trappen. Musikken og dansen fortsætter fem-ti minutter, indtil han løfter hænderne. Rebecca, i hvid brudekjole med slør og slæb, træder ud af bilen og går med langsomme værdige skridt op ad trappen. Det omfangsrige skrud kan ikke skjule, at hun er højgravid. »Hun har været sammen med sin mand i 17 år. Dér er deres ældste«, siger Esther og peger hen på en høj ung kvinde i en stram grøn buksedragt. Præsten og mængden begynder at synge en salme, og følget forsvinder ind i kirken. Ceremonien varer to en halv time. Tre præster afløser hinanden. Salme på salme på salme. Et voldsomt tordenvejr ruller hen over kirken. Men der falder ikke så meget som en enkelt lille regndråbe. »Sort magi virker«, konstaterer Michael med et smil bagefter. Receptionen foregår tæt ved kirken på en stor græsplæne, hvor der er rejst en mindre teltby af presenninger. Bænke og stole til et par hundrede gæster er arrangeret, så brudens familie sidder på den ene side og gommens på den anden af en lille åben plads, hvor en gigantisk bryllupskage troner i midten. En stor kraftig mand i dobbeltradet mørk habit med mikrofon i hånden styrer de næste par timer en meget lang række af talere. Fra tid til anden intervenerer en dj, der blandt andet har interessante elektroniske udgaver af Wagners 'Here comes the bride' på repertoiret. Ude i periferien står en kødrand af børn og unge og andre, der ikke er inviteret med til, hvad der godt kan vise sig at være årets begivenhed her på egnen. Jeg har i hvert fald for længst revideret min forhåndsopfattelse af et traditionelt afrikansk landsbybryllup. Også Michael er behørigt imponeret. »Det her er et bryllup, som man nogle gange ser det i storbyerne, ikke på landet. Det har været dyrt«, siger han tørt. Pludselig får jeg den tanke - ved synet af alle de smukke, velklædte og tilsyneladende sunde mennesker og Esther, der smilende går rundt og deler bryllupskage ud i sin flotte røde kjole - at aids-epidemien blot er et ondt fantasifoster. At det hele var et mareridt, som vi nu endelig er vågnet af. Indtil jeg igen kommer til at tænke på kvinden i vejsiden. Og den mørke skjold på kjolebrystet. På vejen hjem kører vi en lille omvej for at besøge Esthers forældre. Efter i en periode at have været i bedring har hendes far Difasi igen fået det dårligere. Også moren Fida har været syg med for højt blodtryk. Vi bliver kun en halv times tid - længe nok til at Esther kan få talt lidt med sin far. Vi har langt hjem. Natten er kulsort. Afstribningen er for længst slidt af vejene. Man famler sig frem, nærmest i blinde. De næste to timer er et mareridt, befolket af overhalende lastbiler med fuldt blus på forlygterne, taxabusser, der til gengæld er totalt mørklagte, og udrangerede personbiler med promiller på den farlige side af to bag rattet. Mod alle odds når vi Mbuya i god behold. Næste dag har jeg aftalt at komme forbi Michael for at sige farvel for denne gang. Han har for et par uger siden flyttet sin forretning 25 meter hen ad Kinawataka-vejen, fra et faldefærdigt træskur til en muret bygning, hvor han lejer et lille lokale. På vej derhen bryder et tropisk uvejr løs. Jeg standser ud for forretningen, men bliver siddende i bilen. Regndråber som dueæg hamrer mod biltaget; højere magter har besluttet at rette en højtryksspuler mod Mbuya, nu skal der renses ud. Jeg kan intet se ud ad vinduerne, men høre, at grusvejen er forvandlet til en brusende flod. Under et kort ophold i regnen kommer Michael løbende. Han hopper ind, og vi taler lidt om besøget hos hans mor og bedstemor og om gårsdagens bryllup. Jeg spørger, om hans mor ved, at han er hiv-smittet. »Nej. Jeg ville egentlig gerne fortælle hende det, men har ikke rigtig kunnet finde en lejlighed. Jeg ved også, hvor bekymret hun bliver. Hun forventer så meget af mig«. I øvrigt har han besluttet at blive testet endnu en gang. Han vil have resultatet på skrift, og så vil han begynde at gå til Reach Outs sundhedsklinik i den katolske kirke. Han er i behandling for tuberkulose, men bekymret, fordi han næsten hele tiden har ondt i brystet. Det er godt, siger jeg, at han vil træde frem. Han nikker, men jeg ved fra Esther, at han er bange for, at det vil koste ham kunder. Vi siger farvel, han løber tilbage til forretningen, og jeg kører ned for at hente Esther. Vi skal ind til byen for at finde en internetcafé og oprette en hotmail til hende. Hun er lige kommet fra kirke med børnene. Judith er i gang med at moppe vand op fra gulvet, taget er utæt mellem stuen og soveværelset. Jeg siger farvel til ungerne, og vi går ned til bilen. Da Esther er kommet på nettet, kører vi hen til det sted, hvor vi bor, for at få taget ordentlig afsked. Jeg har desuden haft nogle spørgsmål brændende på tungen i et par dage. »Da vi var her sidst, fortalte du, hvor ked af det du var, over at du ikke havde råd til at bruge flere penge på din syge far. Men du kunne da have taget lidt af det, du havde sparet op til det lille stykke jord, kunne du ikke?«, spørger jeg. Hun nikker. »Det har jeg også gjort. Men ikke ret meget. Jeg har jo villet spare op til børnene«. Har I helt droppet at få dem testet? »Nej. Vi har bare udsat det. Vi vil begge to vide, om de er syge«. Jeg nikker. Har ét spørgsmål tilbage. Kunne du virkelig drømme om at smide dine børn på gaden, hvis det viste sig, at de var hiv-positive? Hun ser mig dybt i øjnene. »Jeg vil aldrig svigte mine børn. Heller ikke Patricia eller Lillian. De er mine børn. Men hvis en af dem er hiv-positiv, så dør jeg, inden der er gået en måned. Af bekymring. Jeg vil ikke kunne tåle at se et af mine børn blive sygt«. 'Esther' er skrevet på baggrund af interview og samtaler med Esther Tibasiima og Michael Asiimwe, parrets familie og venner, den danske læge Margrethe Juncker samt frivillige fra hjælpeorganisationen Reach Out. Serien er researchet i Uganda i perioderne 15.-24. maj og 7.-17. november 2003. Enkelte scener er rekonstrueret på baggrund af Esthers og Michaels erindring og fotograf Thomas Borbergs iagttagelser. Resten er skrevet på baggrund af Kim Fabers egne iagttagelser. Ved siden af de 100 dollar, ægteparret modtog i maj, har Kim Faber efterfølgende sendt 100 kroner om måneden til parret. Det har selvsagt forbedret familiens økonomiske situation og påvirker dermed den fortsatte historie om Esther