Kamp om ølsalget i Basras gader

Først skal man ringe til en mand. Han ringer til en anden mand. Som ringer til en tredje mand. Herefter ringer anden mand tilbage til første mand, der ringer til dem, der satte det hele i gang. Dyre dråber Et par timer senere kan man så hente sine øl i en opgang i en af Basras mørkeste sidegader. Markedsprisen er 75 dollar for 24 tyrkiske øl - cirka 20 kroner per dåse. Oppe i Bagdad, derimod, sidder unge irakiske mænd foran de internationale hoteller med boder, der bugner af øl og sprut. Priserne er i bund og øllene på køl. Men i Basra er det dyrt, besværligt og særdeles farligt at købe den eftertragtede drik. Irakisk lovgivning forbyder ellers ikke køb og salg af øl. Ganske vist forsøgte Saddam Hussein at indynde sig hos islamisterne ved for 12 år siden at forbyde salg af alkohol i barer og restauranter. Men forretninger, der var ejet af kristne eller kurdiske yezidier (tilhængere af en zoroastrisk sekt, red.) kunne fortsat sælge alkohol og øl. Hård kamp mod alkohol Men islamisterne syntes, at forbeholdet var fuldkommen utilstedeligt, og i det sekund præsidenten forsvandt, tog de loven i egen hånd. I Basraregionen udkæmper stærke shiamuslimske kræfter en voldelig kamp mod alkoholen. I Basra By er samtlige alkoholbutikker lukket. Enten fordi de har fået smadret facader og inventar, eller også fordi ejerne er blevet truet til at lukke forretningen. Rygterne vil vide, at fem ølsælgere er blevet skudt. Frihed for øldrikkerne Det piner den shiamuslimske engelsklærer Mahmoud. Selv kunne han ikke drømme om at røre en dråbe alkohol, men han synes, at friheden i det ny Irak også skal gælde alkoholen: »Irak burde være sådan her: moskeer for dem, der vil bede en bøn, og barer for dem, der vil drikke en øl. Vi er mange troende muslimer, der synes det. Men islamisterne forsøger at kontrollere vores by. Folk er snart lige så bange for dem, som vi var for Saddam«. Mahmoud tøver pludselig. Så siger han tvivlrådigt: »Du må ikke skrive mit navn. Jo, det må du godt, nu lever vi jo i et frit land, hvor vi må sige, hvad vi vil. Men kan du ikke nøjes med mit fornavn?«. Bange for islamisterne Mahmoud er bange for islamisterne. Han er også bange for sharialovgivning, og han er bange for, at Basra bliver til et præstestyre midt i en demokratisk stat, siger han, inden han erklærer, at han ikke tør sige mere. Mens der er blevet længere mellem øllene, er der siden krigen blevet opstillet boder med Coca-Cola og Pepsi på hvert et gadehjørne i og omkring Basra. Og det har om muligt chokeret 45-årige Mahmoud endnu mere: »Jamen, i mange, mange år har vi fået at vide, at det var jøder, der producerede disse sodavand. Mine børn har sagt til mig: Nej, far, det er amerikansk, men da min generation var ung, fik vi konstant at vide, at PEPSI var forkortelsen for Pay Every Penny to Serve Israel, og i 1970 så jeg selv, at Saddam fik fjernet alle Coca-Cola-reklamer i Bagdad«. Cola er da jødisk, ikke? 49-årige Ali, der var chefkok på det nu udplyndrede Sheratonhotel, har også altid troet på, at de to colamærker var jødiske: »Det er så mærkeligt at se, hvordan lastvogne fra nabolandene nu kører ind i Irak med tonsvis af cola. For os har det altid stået som et fjendebillede værre end USA, men nu, hvor jeg ved, at det er amerikansk, har jeg ikke noget imod at drikke en kold Pepsi«, siger Ali og tilføjer: »Jeg synes faktisk, at det smager godt, bare ikke til maden«.