En voldsom ulykke på en svinefarm i Rumænien har afsløret en brutal form for menneskehandel. Fattige forældre sælger deres børn som slaver for helt ned til 750 danske kroner. Den 13-årige Gheorghita Ciornei blev i sidste uge indlagt på et hospital i Bukarest med forbrændinger på 60 procent af kroppen efter en ulykke under arbejde på en stærkstrømsledning. Landmand: Drengen tilhører mig Mens lægerne kæmpede for at redde drengens liv, ankom en landmand fra landsbyen Gostinu knap 50 kilometer syd for hovedstaden og sagde, at drengen 'tilhørte' ham. Landmanden hævdede, at han var drengens 'herre', fordi han havde købt ham af forældrene. Det forbløffede hospitalspersonale afviste at udlevere drengen og meldte sagen til myndighederne. Efterforskere fandt ud af, at Gheorghita og hans lillebror havde arbejdet på svinefarmen i Gostinu i over et år, efter at deres forældre havde solgt dem for 1.500 danske kroner. 'Moderne slaveri' Organisationen Red Barnet oplyser, at drengene er ofre for en ny og foruroligende form for menneskehandel, der indebærer, at arbejdsgivere fra de forholdsvis velstående områder i den sydlige del af landet køber børnearbejdskraft fra de fattige områder i det nordøstlige Rumænien. »Det er moderne slaveri«, siger chefen for et af Red Barnets programmer i landet George Roman. Ifølge Roman er brødrene langtfra det eneste tilfælde. Mange andre børn, hvoraf nogle kun er ni år gamle, udfører hårdt arbejde. 130 kr. om måneden for udlejet barn Sagen har afsløret, at der er stadig større afstand mellem rig og fattig i Rumænien, der er et af de kandidatlande, der forhandler med EU om optagelse i 2007. Stor arbejdsløshed og dyb fattigdom tvinger folk til at forlade de fattige områder i nord og søge arbejde i Transsylvanien eller tættere på Bukarest. I visse tilfælde har børnearbejdere arbejdet 14 timer om dagen og ikke fået andet end kost og logi. Nogle forældre har lejet deres børn ud for små 130 kroner om måneden. Landmand: Vi køber bare nye børn Siden afsløringen har politiets undersøgelser ført til, at 19 andre børn er blevet reddet fra slavearbejde i Gostinu og hele Giugiuområdet, der omgiver landsbyen. Blandt dem ni på den svinefarm, hvor Gheorghita blev stærkt forbrændt, da han klatrede op i en telefonpæl. De rumænske myndigheder mener, at andre 'herrer' er flygtet efter ulykken. »Hele området er blevet forgiftet af det nye fænomen. Folk udnytter forældrenes naivitet, desperation og fattigdom«, siger George Roman. En vred lokal landmand henvendte sig direkte til tv-stationernes kameraer med ordene: »Hvis I fjerner disse børn, køber vi nogle andre«. Behandles værre end fængselsfanger Udsagn om, at børnearbejdet på svinefarmen var en forlængelse af den rumænske tradition for, at børn deltager i husarbejdet, blev kraftigt kritiseret i en leder i avisen Evenimental Zilei. »Én ting er at deltage i mindre huslige gøremål, noget helt andet er at blive solgt som slave, arbejde hårdt og blive udsat for pinsler, som ikke engang fængselsfanger bliver udsat for«, skrev redaktøren Cornel Nistorescu. Ifølge kilder i politiet risikerer ejeren af svinefarmen at blive anklaget for menneskehandel og blive idømt op til 15 års fængsel. Middelalderlige forhold En gruppe journalister, der opsporede børnenes familie i landsbyen Ceplenita i Moldova, fandt ud af, at familien levede under nærmest middelalderlige forhold. Forældrene, der har 15 børn, bor i et hus bygget af mudder og halm med vinduer af nylon. Strømmen svigter jævnligt. »Faderen er en drukkenbolt. De få penge, familien har, drikker han op«, fortæller den lokale journalist Razvan Chiruta. Pintilie Penciuc, der er leder af et center til beskyttelse af børn i Iasi, oplyser, at centret har indledt sagsbehandlingen, så centret kan få de to Ciornei-brødre i sin varetægt. Myndighederne i Iasi er begyndt at registrere fattige familier i et forsøg på at holde styr på udviklingen. Kritik af lokale myndigheder Afsløringen af handel med børn har udløst voldsom kritik af de lokale myndigheder. I 1999 hævdede en dreng, at han var flygtet fra slavelignende forhold og voldelige overgreb i det samme område, men politiet undlod at undersøge sagen. »Det er myndighedernes skyld, at problemet har kunnet fortsætte. De lokale borgmestre vidste, hvad der foregik, men foretog sig ingenting«, siger George Roman fra Red Barnet. Oversættelse: Nina Skyum-Nielsen
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Hun havde ikke hørt fra sin kendte eksmand længe. Pludselig fortalte han alt om deres brud i populær podcast
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Interview
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Freja Hansen
Interview




























