Oprør i Georgien

Lyt til artiklen

Tusinder af mennesker demonstrerede lørdag i Georgiens hovedstad, Tblisi, mod landets ledelse, som de beskylder for at have manipuleret med forløb og udfald af parlamentsvalget sidste søndag. Den mest radikale del af oppositionen, som har arrangeret flere protester siden valget, kræver også præsident Eduard Sjevardnadses afgang. Det har han nægtet i løbet af ugen, men lørdag sagde han, at han er parat til en dialog, men at han ikke tillader en destabilisering af republikken. Oppositionen hævder at have vundet valget, men også regeringspartierne gør krav på sejr. Officielle resultater er stadig ikke offentliggjort. Accepterer forhandlinger Præsidenten accepterede forhandlinger kort før en blodig episode i byen Zugdidi i den vestlige del af republikken, hvor en snes maskerede mænd beskød deltagerne i en fredelig protestaktion. Tre mennesker blev såret, angriberne er ifølge myndighederne ikke identificeret. Men det stærkeste oppositionelle parti, Nationalbevægelsen, påstår, at de skydende mænd var fra de statslige sikkerhedsstyrker, og at de handlede efter ordre fra Sjevardnadse. »Efter at præsidenten rettede våben mod fredelige demonstranter, ligner hans snak om dialog en hån mod os. Han har faktisk lukket alle veje til en løsning«, siger Nationalbevægelsens leder, Mikhail Saakasjvili. Og en anden oppositionsleder, Nino Budrsjanadse, siger, at en dialog burde have fundet sted straks efter valget, da de første bevis på valgsvig blev fremlagt. Bortset fra verbale angreb på præsidenten forløb protestaktionen lørdag forholdsvis roligt, men nogle deltagere påstod, at politiet havde lukket indkørselsveje og forhindret folk udefra at slutte sig til demonstranterne. Kirkens appel til begge lejre Det var lørdag aften ikke klart, hvornår og om overhovedet forhandlinger mellem præsidenten og oppositionen kommer i gang. Den georgiske kirkes overhoved appellerer til begge lejre om at forsone sig og afværge en splittelse i befolkningen. Men hans ord, selv om han er meget respekteret, ventes ikke at blive hørt i den anspændte situation, hvor stadig flere borgere viser utilfredshed med præsidenten og regeringen. Den nu 75-årige Eduard Sjevardnadse, var udenrigsminister under Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov 1985-1991 og har været Georgiens præsident siden 1995. I begyndelsen var Sjevardnadse afholdt, men i de seneste år er hans popularitet stærkt dalende. Kritikerne bebrejder ham, at han ikke har været i stand til at realisere sine løfter om at bekæmpe korruption og forbedre folks levestandard. I sovjettiden var Georgien en af unionens rigeste republikker, nu slås den med stor fattigdom.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her