Saddam Hussein nægtede at give ordre til modangreb, da USA invaderede Irak. Diktatoren var overbevist om, at der var tale om en skinmanøvre fra amerikanernes side. Desuden havde hans franske og russiske kontakter overbevist ham om, at han kunne undgå eller overleve en krig og bevare sin magtposition. Sådan var stemningen i Bagdad i ugerne op til Irakkrigens start i marts, i hvert fald hvis man skal tro den tidligere irakiske viceministerpræsident Tariq Aziz, som er i amerikansk fangenskab, og Husseins tidligere generaler. Forvirret diktator Amerikanske forhørsledere har over for avisen Washington Post afsløret, hvad Aziz - hvis familie har fået asyl i et ukendt land til gengæld for, at Aziz fortæller alt - har afsløret under forhørene. Desuden har avisen talt med irakiske officerer, som ikke er interneret af de amerikanske besættelsesstyrker. De beretter om en forvirret Saddam Hussein, der til det sidste ikke troede på, at amerikanerne virkelig ville invadere. De beskriver ham også som en mand fyldt med mindreværdskomplekser. Og så siger de stort set samstemmende, at Irak ikke besad de masseødelæggelsesvåben, som var krigens årsag. Til gengæld prøvede Hussein at få fat på missiler, som kunne flyve længere end 150 kilometer, hvilket han heller ikke havde lov til ifølge FN's resolutioner. Diktatoren forsøgte både at etablere et våbenprogram, så han selv kunne bygge de langtrækkende missiler, og forgæves at købe dem i Nordkorea. Svig og bedrag Forhørslederne siger, at de har været skeptiske over for Aziz' forklaringer, fordi hans kendetegn i årtier har været svig og bedrag. Både de og Washington Post har imidlertid afprøvet Aziz' udsagn over for andre irakiske topledere, videnskabsmænd samt efterretningsfolk, og der er sammenfald. Aziz, som overgav sig til amerikanerne 24. april, har fastslået over for amerikanerne, at Hussein hverken havde atomare, biologiske eller kemiske våben. Hvis udsagnet er sandt, så snød Hussein ikke alene USA og nabolandene, men også sine egne generaler. Forhørslederne siger, at der tegner sig et mønster. Generalerne har fortalt, at deres »enhed ikke selv havde masseødelæggelsesvåben, men den til højre eller venstre havde«. Det samme siger de andre enheders officerer, og det har fået amerikanerne til at nå frem til den teori, at Hussein også bluffede sin egen stab. »Han ville ikke tøve med at bedrage selv sine egne håndplukkede kommandanter, hvis han troede, at han kunne opnå succes på den måde«, siger en tidligere irakisk generalmajor, Amer Shia Jubouri, til Washington Post. Tabe ansigt Men hvorfor i alverden bildte Hussein omverdenen ind, at han havde masseødelæggelsesvåben og gav USA's præsident George W. Bush en undskyldning for at invadere Irak? Irakiske officerer fortæller, at Hussein ikke ville tabe ansigt over for sine arabiske naboer. Hussein konkluderede, at Saudi-Arabien, Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater og andre lande kun respekterede ham, fordi de frygtede, at han netop havde masseødelæggelsesvåben. Hussein ville ikke indrømme, at arsenalet var tomt. Flere af officererne som generalmajor Walid Mohammed Taiee siger til Washington Post, at Hussein »havde et mindreværdskompleks«. Fra et militært synspunkt burde man »holde det hemmeligt for at opnå en taktisk overraskelse«, hvis man havde et specielt våben, men Hussein »ønskede, at hele regionen skulle betragte ham som en stor leder«. Desuden troede han, at han kunne afskrække amerikanerne fra at gå i krig, hvis han havde masseødelæggelsesvåben. Vennerne Husseins venner i Paris og Moskva var med til at give Hussein det indtryk, at han kunne afskrække Bush fra at angribe, selv om amerikanske soldater strømmede ind i Kuwait. Ifølge Aziz forsikrede franskmændene og russerne Hussein, at de ville blokere en amerikanskledet krig gennem forsinkelsesmanøvrer og vetoer i FN's Sikkerhedsråd. Amerikanske forhørsledere siger, at den svigagtige Aziz endnu en gang kan forsøge at snyde, fordi han vil bekræfte USA's vrede over Ruslands og Frankrigs holdning i FN. Da krigen syntes uundgåelig, drog Hussein den konklusion, at der kun ville blive tale om luftbombardementer som i 1998. Regimet ville overleve, og han ville blive betragtet som en stor helt i den arabiske verden. Hvis krigen kom, ville franskmændene og russerne hjælpe med at forhandle en våbenhvile og en efterfølgende aftale. Men i marts, da amerikanerne og briterne invaderede Irak, måtte en dybt forvirret Saddam Hussein se til, mens hans styrker gik i opløsning uden at yde nævneværdig modstand.