Skræddersyede rapporter til Bush

Det tog lidt tid, inden oberstløjtnant Karen Kwiatkowski fandt ud af, hvad det var for et underligt kontor, hun var havnet i i Pentagon, USA's forsvarsministerium. Både navnet, Office of Special Plans, og dets opgave var hemmeligt. Alle ledende medarbejdere viste sig at være højrekonservative. De fodrede præsidenten med informationer, der havde mere med deres egen ønsketænkning end med virkeligheden at gøre. Informationer, der dannede grundlaget for Kongressens beslutning om at lade USA føre krig mod Irak. Modig borger Oberstløjtnant Kwiatkowski, 40, er siden gået på pension. Efter 20 års militær karriere har hun vist usædvanlig civilcourage ved at røbe, hvad hun fik indsigt i. Hun er en af hovedkilderne til en opsigtvækkende artikel, som den tyske ugeavis Die Zeit netop har offentliggjort. Hvad hun afslører om baggrunden for krigen, bekræftes på forskellig vis af en række andre personer, som indtil for nylig sad på betydningsfulde poster i den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Konklusionen af deres udsagn: Mændene bag Office of Special Plans, med forsvarsminister Donald Rumsfeld i spidsen, ville i krig med Saddam Hussein, angiveligt for at bringe demokrati til Mellemøsten. Men, som en tidligere CIA-mand siger til Die Zeit: De lod mission gå forud for information. Udgangspunktet var Donald Rumsfelds tro på, at Iraks diktator var den egentlige anstifter af terrorattentatet mod World Trade Center og Pentagon 11. september 2001. Få timer efter chokket nedsatte han en særlig gruppe til at fremskaffe beviser på, at hans overbevisning var rigtig. Færdigbagte afsnit Office of Special Plans valgte at kortslutte al normal sagsbehandling ved at køre uden om CIA og udenrigsministeriet. Selv forsvarsministeriets egen efterretningstjeneste så man over hovedet. Oberstløjtnant Kwiatkowskis arbejde bestod i at skrive politiske analyser om Irak. En dag fik hun besked om at indføje nogle færdigbagte afsnit i en af sine vurderinger. Hvad hun så, rimede ikke med, hvad hun og andre Irakeksperter mente at vide: At Saddam Hussein havde en træningslejr for terrorister, at han søgte at købe uran til atomvåben i Afrika, at han var i tæt forbindelse med Osama bin Laden. Da hun undrede sig, fik hun at vide: »Vi har kilder, som De ikke har adgang til«. Nogen tid efter hørte hun præsident George W. Bush tale på tv. Han gentog fra ord til andet de særlige afsnit, hun havde fået besked på at føje ind i sin analyse. I efterretningsmiljøet begyndte man at tale om stovepiping, at Office of Special Plans så at sige havde lagt et kakkelovnsrør ind i Det Ovale Værelse i Det Hvide Hus. Og igennem det rør kunne man tale direkte ind i præsidentens øre. Uden at oplysningerne var gået gennem det sædvanlige filter i både CIA og udenrigsministeriet, to institutioner som de nykonservative kun har hån tilovers for, for her sidder jo alle de forsigtige og naive sjæle, der ikke fatter, hvordan nationen er truet på livet. Mændene bag Office of Special Plans er identiske med det såkaldte Team B, der under den kolde krig beskyldte CIA for fatalt at undervurdere den sovjetiske trussel. Efter Sovjetimperiets sammenbrud skulle det vise sig, at det var Team B, der havde overvurderet truslen. Blandt de forhenværende B-holdsspillere finder man f.eks. nuværende viceforsvarsminister Paul Wolfowitz og Richard Perle, rådgiver for Rumsfeld. Inspiration fra overløbere Det fjendebillede, som Office of Special Plans tegnede af Irak, var i høj grad inspireret af oplysninger fra irakiske overløbere. CIA tjekkede efter og konstaterede, at de fleste informationer var upræcise eller overdrevne, og at de tit tjente den pågældende overløbers personlige interesse i at få væltet Saddam Hussein. Det fremgår af Die Zeits efterforskning, at selv CIA havde svært ved at holde stand mod konkurrencen fra det lille, hemmelige kontor i Pentagon. Nu pensionerede CIA-folk beklager, at også deres gamle tjeneste forfaldt til at skræddersy rapporter, der formodedes at passe præsidentens forestillinger. Som en af veteranerne sukker, så har hemmelige tjenester til alle tider været tilbøjelige til at fortælle deres øverste herre, hvad han gerne vil høre. Militært eventyr Hvad Tysklands kansler nu kan læse i Die Zeit, vil næppe bedrøve ham. Da Gerhard Schröder sagde nej til at sende tropper til Irak, forklarede han det med, at Tyskland ikke skulle drages ind i noget »militært eventyr«. Uvilkårligt må man også mindes, hvordan udenrigsminister Joschka Fischer under en sikkerhedspolitisk konference vendte sig frontalt mod USA's forsvarsminister og med lidenskab råbte: » I am not convinced!« - Jeg er ikke overbevist!

Hvad der ikke havde overbevist Fischer, var Rumsfelds forklaringer om, hvorfor en krig mod Irak var uundgåelig. Den nu pensionerede oberstløjtnant Kwiatkowski forklarer sin åbenmundethed med, at det må gøres klart for alle, »hvor sårbart demokratiet er, når en lille gruppe dominerer det åbne samfund«. Med den bemærkning ringende i øret bør man måske genlæse, hvad præsident Bush i sidste måned sagde i et interview på sin yndlingskanal, Fox: »Den bedste måde at få nyheder på er fra objektive kilder. Og de mest objektive kilder jeg har, er folk i min stab, som fortæller mig, hvad der sker i verden«.