»Folk betragter berømtheder som ædle riddere, der kan rense ud i den politiske proces. Vælgerne vil gerne stemme på nogen, der ligner eller minder om dem selv. Og de bryder sig ikke om levebrødspolitikere. Mange vælgere betragter det som en hæmsko, hvis en kandidat har politisk erfaring, fordi politikerne så ofte har fået tingene til at gå i kage«. Ingen politisk erfaring Darrell West er medforfatter til bogen 'Celebrity Politics' og har i årevis studeret, hvordan stjernerne begår sig, når de udskifter filmlærredet eller teaterscenen med den politiske skueplads. Han siger til Politiken, at selv om Schwarzenegger, der på tirsdag forsøger at blive guvernør i USA's folkerigeste stat Californien, ikke ligner flertallet af os rent udseendemæssigt, så er der alligevel lighedspunkter: »Schwarzenegger er som almindelige mennesker i den forstand, at han ikke kommer fra de etablerede politikeres rækker. Han har ingen politisk erfaring, og det betragter vælgerne som en fordel, og de kan identificere sig med det, netop fordi de ikke bryder sig om politikere«. Fører i meningsmålingerne Musklerne svulmer ikke alene i fitness-lokalet, men også i de politiske meningsmålinger, og West er da også overbevist om, at Schwarzenegger bliver guvernør. Også selv om vælgerne ikke er blevet præsenteret for detaljerede forslag til at løse den kriseramte stats økonomiske og politiske problemer. »Han beskriver sig selv som social liberal og finansiel konservativ, men vi har faktisk ikke en tilbundsgående viden om, hvad han står for. I modsætning til modkandidaterne Cruz Bustamante (demokratisk viceguvernør, red.) og Tom McClintock (republikansk partifælle, red.), så kan Schwarzenegger tilbyde værdier. Folk stemmer ofte på kandidater, som deler deres grundholdning. Derfor er de villige til at lade det pågældende individ repræsentere dem, selv om kandidaten ikke har en politisk platform eller en detaljeret politik«. I den eneste tv-debat, hvor spørgsmålene var kendt på forhånd, som Schwarzenegger indvilgede i at tage del i - hvor spørgsmålene var kendt på forhånd - var han ifølge West »afslappet og demonstrerede en vis viden, når det gjaldt politiske emner. Han gik ikke så meget i detaljer som flere af de andre, men amerikanerne stemmer ikke altid på politiske nørder«. Kommunikationseksperter Skuespillere og andre berømtheders indtog i politik er en blandet oplevelse, siger West. Flere er særdeles effektive og efterlader markante spor på det politiske system. Andre viser sig at være »fjollehoveder, der ikke ved noget som helst«. »Reagan var en meget succesrig præsident. Han var kendt som en fremragende kommunikator og en person, der virkelig formåede at ændre kursen i politik. Kongresmedlem Sony Bony (sangerinden Chers fraskilte og afdøde mand, red.) er et eksempel på en politiker, der ikke satte særlig dybe fodaftryk i den politiske verden«. Hvad gør dem succesrige? »Generelt kan man sige, at deres kommunikationsevner hjælper dem til at blive dygtige politikere. De er som regel særdeles gode til at viderebringe informationer til ganske almindelige mennesker, og dermed opbygger de en stærk base. Skuespillere har haft succes i politik, fordi politiske færdigheder er meget lig dem i skuespillerfaget. Man skal være i stand til at forholde sig til et publikum, og man skal kunne håndtere medierne«. »Berømtheder som politikere er mindre konventionelle i den forstand, at de ikke behøver at rubricere sig selv som liberal eller konservativ. De kan opbygge ukonventionelle koalitioner, som går på tværs af det politiske spektrum«. Ikke-professionelle politikere er mere risikovillige. De er rede til at ignorere de kritiske røster, som sætter spørgsmål ved deres kvalifikationer. De lader sig ikke styre af den etablerede politiske verden, og de fokuserer ofte på det store billede frem for detaljerne viser Wests forskning. Svært at se forskel på skuespillere og politikere Det kan få både positive og negative følger, at de er villige til at gennemføre ambitiøse ideer, der opfattes som vanvittige af karrierepolitikerne. Men i USA er det efterhånden svært at se forskel på stjerner og politikere, mener West: »Grænsen mellem Hollywood og Washington blevet udtværet, og vi ser bevægelse i begge retninger. Der er skuespiller, som stiller op til politiske embeder, og der er politikere, som optræder i underholdningsbranchen«. Skader det Schwarzenegger, at han er gift med et medlem af det demokratiske Kennedy-dynasti? »Nej, tværtimod. Det er et stort plus at være gift med en Kennedy, fordi det får demokrater og uafhængige til at føle sig tryg ved ham. Hvis Maria Shriver stoler på ham, så kan han ikke være så slem«. Hvad med rygterne om Schwarzeneggers kvindeeskapader? »Ha, ha, tilsyneladende stoler hun også på ham på det område«. Skyd kaninen Peter Schrag er forfatter og kommentator fra Oakland. Han siger til Politiken, at Californiens græsrodsdemokrati bærer en del af skylden for det rod, som Californien befinder sig i. I 1911 fik vælgerne muligheden for at afsætte politikere valgt til offentlige embeder ved en folkeafstemning, forudsat at de nødvendige underskrifter indsamles, og det kræver, at »man har en fyr, som er villig til at udstede en stor check« til indsamlerne. Det er dog første gang i statens historie, at det sker. Folkets vrede retter sig især mod den demokratiske guvernør Gray Davis: »Han har aldrig været populær, og han er kun slået igennem på grund af penge og en slibrig valgkamptaktik«. »I de seneste år har vi haft to store problemer: Det ene er energikrisen for tre år siden. Det andet er finanslovskatastrofen. Ingen af dem er i bund og grund Davis' skyld, selv om han naturligvis var indblandet. Men fordi statens affærer er så komplicerede, og fordi regeringskonstruktionen i Sacramento (Californiens hovedstad, red.) er så svær at forstå, så er Davis blevet syndebuk. Hvis man ser mange myrer på jorden og en stor kanin, så skyder man på kaninen. Davis er kaninen«. »Altså en kombination: Man har økonomisk nedtur, som hjalp med at skabe det store underskud. Desuden er Californien en af tre stater, som kræver to tredjedeles flertal for at få vedtaget en finanslov. Så selv om demokraterne har flertal i begge kamre, så har republikanerne i realiteten vetoret«. En af Schrags bøger hedder 'Paradise Lost: California's Experience, America's Future', og han mener, at medierne overser et væsentligt, men politisk ukorrekt element i valgkampen. I de seneste 40 år er Californiens befolkning vokset fra 16 til 34 millioner, og 70 procent af stigningen er latinoer og asiater, og som et par gange tidligere i statens historie hersker der en anti-indvandringsbølge især på de højreorienterede radiostationer. »Da Davis underskrev kørekortsloven, som tillod illegale indvandrere at få kørekort, blev emnet stuerent igen«. Men Schwarzenegger er indvandrer? »Ja, men han er legal indvandrer. Det gør hele forskellen. Nu blev kørekortsloven aldrig ført ud i livet. Det hindrede domstolene, men det er er med til at illustrere de jordskælv, som af og til rammer Californien med eksempelvis anti-kinesiske og anti-japanske love inden for de seneste 125 år«. Bush en større skurk Schrag spår, at Davis bliver afsat og Schwarzenegger ny guvernør. Det vil få politikere i andre amerikanske stater til at kigge sig over skulderen og være mindre villige til at træffe upopulære, men nødvendige beslutninger. Hvis Schwarzenegger begår alvorlige fejl i de første måneder, risikerer han også, at demokraterne vil forsøge at vælte ham ved at kræve en ny folkeafstemning. Præsident George W. Bush holder sig langt væk fra Californien, fordi han ikke vil være med til at støtte argumentet om, at det hele er et stort republikansk komplot som i Florida i 2000 og Bill Clintons rigsretssag i 1990'erne, men, siger Peter Schrag: »Det betyder ikke, at de ikke sidder og klapper ad Schwarzenegger i Washington. Og når det gælder økonomien, så er Bush end langt større skurk end Gray Davis, når det gælder om at omdanne et overskud til et underskud. Bush slår alle på det område. Republikanerne er i virkeligheden dobbeltmoralske. Ved indgangen til et valgår ønsker de ikke en oprørsk stemning som i Californien, men at alle er lykkelige og tilfredse«.