WTO-topmødet brudt sammen

Trods flere års intense forhandlinger om mere fair og friere handel på tværs af grænserne endte Verdenshandelsorganisationen WTOs ministertopmøde i nat i kaos og fiasko. »Vi i EU var parat til at gå meget, meget langt her til sidst for at få et resultat med hjem fra Cancún. Vi var kommet langt. Derfor synes jeg det er dybt beklageligt, at mødet måtte stoppe sådan her«, siger udenrigsminister Per Stig Møller (K). Det stort anlagte møde, der blandt andet skulle sikre ulandene bedre adgang til rige landes markeder og fjerne EUs og USAs enorme statstilskud til landbruget, skulle efter planen slutte i går med en fornem ministererklæring. Kløften var for dyb I den skulle de 148 medlemslande love hinanden at fjerne toldbarrierer, droppe unfair støtteordninger, der forvrider konkurrencen, og især sikre ulandene langt bedre handelsvilkår end i dag. Men kløften mellem verdens rige og fattige lande var for dyb. Samme konflikt var den vigtigste årsag til, at WTOs ministertopmøde i Seattle i 1999 også brød sammen. Udviklingslandene udgør to tredjedele af WTOs medlemslande. Ifølge WTO-regler skal alle være enige om alt, før en aftale er i hus. WTO er 'en middelalderlig organisation' »Der er ingen grund til at dække over noget. Cancun-mødet blev en fiasko«, siger EUs handelskommissær Pascal Lamy, der kalder WTO »en middelalderlig organisation«. »WTO er en fantastisk vigtig organisation. Men vi må tænke alvorligt over, hvordan vi kan få beslutningsprocessen til at fungere«, tilføjer han. Få timer inden mødet officielt skulle slutte, konkluderede den mexicanske vært for mødet, Mexicos udenrigsminister Luis Ernesto Derbez, at medlemslandene stod så langt fra hinanden, at der ikke var grundlag for at fortsætte forhandlingerne. Mexicansk udenrigsminister afviser kritik Flere delegationer - heriblandt den danske udenrigsminister - mener, at Luis Ernesto Derbez gav op for tidligt. Det er Derbez ikke enig i. »Jeg kunne ikke gøre andet. Det var tydeligt for enhver, at vi ikke kunne nå en aftale, vi alle kunne blive enige om«, siger han. I slutfasen af forhandlingerne var EU blandt andet parat til at give afkald på to af de vigtigste emner på EUs ønskeliste. Nemlig ønsket om at få fælles konkurrenceregler og en aftale for de spilleregler, der møder virksomheder, når de investerer på udenlandske markeder. »Udviklingslandene nægtede at forhandle om sådanne emner. Vi sagde så i EU, at vi var parat til at give afkald på dem. Men pludselig insisterede Sydkorea på, at de skulle med. Så standsede processen«, forklarer Per Stig Møller. Frist kan ikke nås Sammenbruddet er et dybt negativt signal til den matte verdensøkonomi om, at det internationale samfund ikke kan tale konstruktivt sammen. De færreste forventer nu, at WTO kan blive færdige med den igangværende runde af handelsforhandlinger, der efter planen skal slutte 1. januar 2005. Det er ikke mindst verdens fattige lande, der kommer til at betale for sammenbruddet. I det udkast til en aftale, der lå på bordet i Cancún, havde de fattige lande fået en hel del flere indrømmelser end de blev tilbudt i Seattle i 1999. For mange krav Men mange ulande føler fortsat, at der blev stillet for mange krav til dem, og at de får for få indrømmelser til gengæld. Samtidig hæmmes forhandlingerne af, at de fattige lande internt er dybt splittede og har vidt forskellige interesser. På den ene side står verdens allerfattigste lande i Afrika og Asien, der kæmper for at holde deres befolkninger i live. På den anden side står rigere udviklingslande som Brasilien og Argentina, der har store industrier og gigantiske landbrug, men en ulige fordeling af goderne. Disse lande har langt hen ad vejen de samme økonomiske interesser som de rige OECD-lande, men insisterer på at blive kaldt udviklingslande for at få de samme lempelige medlemsvilkår i WTO som de fattigste har opnået. Nej-alliance Forskellene på de to grupper kom tydeligt frem i Cancún, hvor godt tyve rigere og fattige udviklingslande gik sammen i en alliance, der stort set kun var enige om at sige nej. »Vi vælger at se positivt på udfaldet af mødet. Der venter stadig et stort arbejde forude. Men vi har alle lært meget af det her. Og vi har demonstreret, at vi kan stå sammen«, sagde Brasiliens udenrigsminister Celso Amorim.