Esther (7): Hjemme

Han er chef for tuberkuloseafdelingen på Mulagohospitalet, det store offentlige sygehus i Kampala. Esther stirrer på ham - som holder han hendes liv i sine hænder. Hvad han jo i en eller anden forstand også gør. »Det ser jo fint ud«, siger han så. Esther ser ud, som hun ikke har hørt, hvad der blev sagt. Så breder forvirringen sig over hendes ansigt. »Jamen, prøverne ...«. I en uge har hun troet, at fem måneders behandling havde været forgæves. »Resultaterne af de tre seneste spytprøver er gode. Der er ikke spor af tuberkulose. Og røntgenbillederne er også fine. De hvide prikker er arvæv. Det er der, hvor tuberkulosen er helet«. Esther ser stadig ud, som om den gode nyhed ikke helt er gået op for hende. Lægen forklarer, hvad der kan være sket. Døde bakterier kan have fået den prøve, som Esther fik taget i sidste uge, til at slå positivt ud. Eller også er noget andet gået galt, hvem ved. Men uanset hvad der er sket, er alting godt, konkluderer dr. Okwera. Tuberkulosen er i praksis slået ned. Men for en sikkerheds skyld skal hun blive ved med medicinbehandlingen i de tre måneder, der er tilbage af ottemånederskuren. Så ingen ændring i hverken dosering eller medicin - og ingen daglige ture á 1.400 shilling til hospitalet for at blive vaccineret, som Esther havde frygtet. »Tak, Jesus«, mumler hun. Okwera ler højt. Esther rejser sig. Lægen kalder på den ældre, skaldede mand i hvid kittel, der administrerer køen af patienter, og beder ham råbe den næste patient op. For få timer siden behandlede den skaldede Esther som skidt. Men efter at Okwera er arriveret, er der kommet andre boller på suppen. Nu siger han farvel til os. Nærmest venligt. Under halvtaget uden for afdelingen, hvor patienterne sidder og venter, er der stille, bortset fra den evindelige rallende hosten. En udmagret kvinde i en traditionel turkis dragt rejser sig. Hun er så svag, at hun må hjælpes ind. FIREHJULSTRÆKKEREN er fyldt til bristepunktet. Er det i orden, at veninden Rovia og kusinen Anita tager med, når vi skal en tur ud på landet at besøge Esthers familie i barndomshjemmet? Altså foruden hende selv og Michael og de fire børn? spurgte Esther i går. Ja, selvfølgelig, hvis ellers alle kan være der. Torsdag morgen klokken otte kører vi fra Mbuya. Af sted på den store familieudflugt. Michael pjatter med børnene. Han krammer Joyce og anbringer hendes fine kniplingekyse på sit store hoved. Den lille klukker af grin. Første stop er Nilens udspring, der ligger lige uden for Jinja, Ugandas næststørste by. Både Michael og Esther har været her én gang før. For alle andre er det første gang. Vi går ned til bredden. Jeg forhører mig om prisen for at leje en båd og sejle en tur på floden. Bådføreren vil have 30.000 shilling, svarende til 120 kroner, for en tur på en lille times tid. Esther og Michael er forargede. Det er kun, fordi der er to musunguer - hvide mænd - med, at det er så dyrt. Men sejlturen vil være en stor oplevelse for børnene, argumenterer jeg. Skal lige til at sige, at 120 kroner da ikke er så meget for en hel times sejlads med så mange mennesker. Men heldigvis tager jeg mig i det. Og under alle omstændigheder ... Esther og Michael vil ikke have det. For dem er det to ugelønninger. En time senere kører vi ind til Jinja for at købe gaver med til Esthers forældre. Sukker, sæbepulver, mel og andre dagligvarer. Vi fortsætter 20-25 kilometer mod Iganga og grænsen til Kenya og drejer så ind i landet. Ad en smal grusvej, der bugter sig gennem et kuperet grønt og frodigt landbrugsland. Gennem små landsbyer, hvor mennesker sidder på lerstampede pladser foran små runde hytter og med stoisk ro betragter bilen, der drøner forbi. Pludselig, dér ligger hendes gamle skole, Waibuga Primary School. Vi standser og stiger ud. En gammel, næsten tandløs mand kommer os i møde. Hans tøj er laset og beskidt. Esther lyser op i et stort smil. Hun griber hans hånd og knæler for ham. »Det er skolens gamle kok«, forklarer hun. Ham, der hver dag i mange år lavede majsgrød til hende og de andre elever. En flok mænd sidder i skyggen af et stort træ. Vi hilser på skoleinspektøren. Esther tager os videre til en længe, der ligger lidt forfalden hen. Her er lokalet, hvor hun blev undervist i fysik og biologi. Hun peger. Dér sad hun. Borde og bænke ligger lidt hulter til bulter mellem hinanden, lokalet bliver tydeligvis ikke brugt for tiden. En anden længe rummer tre klasselokaler. Vi går ind i en klasse. Eleverne rejser sig, hilser på os i kor, mens de klapper i takt. Esther holder en lille tale. Og lige med ét vokser hun ud af det billede, jeg har lært at kende. Pludselig er hun den flotte dame fra byen i det flotte tøj med den flotte frisure. Borte har taget den forsigtige, lidt undselige kvinde fra slumkvarteret. Hun taler hurtigt og sikkert - på luganda - til børnene. Esther er glad for at besøge sin gamle skole. Glad for at vise os stykker af sin barndoms puslespil. Hun er stolt. BARNDOMSHJEMMET ligger sammen med tre andre huse rundt om en gårdsplads. Midt på pladsen står et rundt græstækket halvtag. Inde under taget er der næsten altid svalt, uanset hvor varmt det er, her modtager man gæster. Esther bliver mødt med knus og kram af et mylder af kvinder og mænd og børn. Alle smiler og ler. Efter at have hilst rundt og på Esthers mor Fida, en trivelig kvinde på 60, går vi indenfor. Ind til Esthers far Difasi. Han ligger næsten lammet på en måtte nede på gulvet i et rum, der vender ud mod gårdspladsen. En syg og radmager 73-årig mand. Han ser meget værre ud end sidst, de besøgte ham for nogle måneder siden, fortæller Michael senere. Esther knæler ned og tager hans hånd. »Det er mig, farmand«, siger hun med lav, blød stemme og aer ham på kinden. Han genkender hende. MÆNDENE SÆTTER SIG ind i gæstehuset. Kvinderne bliver udenfor i varmen. Esthers storebror Benon kommer med en ghettoblaster. Han sætter stikket i en stikkontakt, som hænger oppe under græstaget. Herude på landet er der ingen elforsyning, strømmen kommer fra et solpanel. En reklamespot for Pepsi og Mirinda skærer gennem luften. Globalisering. Lidt efter kommer Benon med faren i armene. Han sætter forsigtigt den gamle mand i en rød polstret stol og stabiliserer med en pude i ryggen og en i siden. En kvinde giver ham et par grønne klipklapper på fødderne. Difasi kan forstå, hvad vi siger, men stort set ikke selv tale, får vi at vide. En gang imellem prøver han alligevel, med en sprukken, knapt hørlig stemme, der kun med besvær presser sig forbi de tandløse gummer. Benon lægger sit øre tæt til hans mund og oversætter. Jeg spørger, hvornår han holdt op med at arbejde som lærer. I 1996, svarer han. Radioen bliver stillet ind på et religiøst program. Difasi lytter intenst. Prøver at løfte armene mod himlen. De synker langsomt ned, han har ikke kræfter til at holde dem oppe. Så holder han den ene hånd op for øjnene. Som om han beder. Hånden er forbløffende, med lange fine fingre og smukke regelmæssige og velplejede negle. Pludselig er programmet forbi. Af alle musikstykker smælder Radetsky March af Johann Strauss som afslutning ud over den østafrikanske landsby. Lidt efter bærer Benon sin far ind igen. ESTHER HAR SKIFTET til traditionelt tøj, en farvestrålende dragt i blåt og gult. Vi skal ud i marken og høste de grøntsager, som byboerne skal have med hjem. Michael bliver siddende under halvtaget. Senere fortæller han, at han ikke må gå med. Han må heller ikke nærme sig Esthers mor. Ikke tættere på end fem-seks meter. For Esther og Michael er aldrig, viser det sig, blevet lovformelig gift. Ja, Michael er ikke engang ordentlig præsenteret for familien, som traditionen byder. Så officielt eksisterer han ikke. Når Esthers mor besøger sin datter, må moren ikke bo i huset i Mbuya. Hun må ikke engang gå ind i huset. Derfor sover hun og Esther altid et andet sted. Det er rasende besværligt, siger Michael med et smil. Vi er en hel lille procession, der begiver sig ud i marken. Pigerne fra byen vil gerne vise, at de ikke har glemt, hvordan man høster. Esthers veninde Rovia, i lang, stram nederdel og højhælede sandaler, begynder at grave kasavarødder op med den traditionelle brede hakke. Efter at have vaklet lidt rundt sparker hun sandalerne af. Den røde jord pibler op mellem hendes tæer. Så videre til en af kartoffelmarkerne. Kvinderne snakker og pjatter og ler. Vi er en lille time ude i marken, inden vi går tilbage til husene, belæsset med grøntsager og frugt. Vi skal snart af sted, hvis vi skal nå til Kampala, før mørket falder på. Men inden turen hjem får vi lidt at spise. En grøntsagsstuvning, nærmest ratatouille, og søde kartofler. Esther spørger bekymret til vores sarte europæiske maver. Hun går ind for at sige farvel til sin far. Måske er det sidste gang, hun ser ham, så svag som han er. Vi tager afsked med resten af familien. Grøntsagerne fylder hele bagagerummet. Og nede på gulvet foran det bagerste sæde ligger en spillevende kylling og klukker og blafrer med vingerne. Ungerne griner henrykt. Vi griner alle sammen.