Esther (8): Helvede og himmel

Til frokost havde Michael og hun besøg af nogle venner. Dagen var Ugandas nationaldag, og alle var glade. Hen på eftermiddagen var der ikke længere nogen tvivl. Og da pausen mellem veerne var nede på fem minutter, tog Esther og Michael af sted til Mulagohospitalet i en taxa. Fødslen gik, som den skulle, og parret fik en velskabt datter. Joyce kom hun til at hedde. I DAG PLAGER mareridtet hende. Hver evige eneste dag. Er Joyce hiv-smittet? Den lille blev født tre måneder efter, at Esther var testet positiv. Sygeplejersken, der gav hende resultatet af testen, havde også fortalt om den medicin, Nevirapine, som ville formindske risikoen for, at den lille blev smittet. Esther havde taget medicinen, som hun skulle, otte timer før fødslen gik i gang. Og Joyce havde, også efter forskrifterne, fået den samme medicin i tre dage efter fødslen. Uden Nevirapine ville risikoen for, at Joyce blev smittet, have været omkring 30 procent. Nu er den under ti. Måske endda helt nede på fem. Men den er der, risikoen. Og Esther gruer for den dag, hvor hun skal tage Joyce med hen på sundhedsklinikken og få datteren testet. »Og jeg ved jo, at jeg bliver nødt til det en dag. Jeg er bare så bange for det«, siger hun. Ret beset kan samtlige parrets fire børn være smittet. Mødrene til Patricia og Lillian - Michaels og Esthers niecer - døde begge af aids. Og dengang Esther fødte Emmanuel for seks et halvt år siden, kan hun godt have været hiv-positiv. Michael har jo ingen ide om, hvornår han blev smittet. Emmanuel, Joyce, Patricia og Lillian? Tanken er ikke til at holde ud. VI HAR VÆRET i Mbuya i lidt over en uge. Længe nok til, at slumkvarterets unger næsten - men også kun næsten - er holdt op med at stimle sammen og stikke på næven, hver gang vi viser os. »How are you, musungu«, hyler de små henrykt. Hvordan går det, hvide mand? Jo tak, det går såmænd udmærket. And how are you? »How are you, musungu«, svarer koret, ellevilde over at have fået gang i en samtale på engelsk, som mageligt kan køre i ring over samme tema i et par minutter eller mere, hvis ikke man løsriver sig. Jeg har aftalt med Esther at hente hende derhjemme for at køre hen til det sted for rygsækrejsende, hvor vi er indlogeret. Hun og jeg skal have talt sammen en sidste gang uden at blive forstyrret af børnene og de mange veninder, der dagen lang kommer dumpende ind. Vi bor et par kilometer fra Mbuya, tæt på den katolske kirke. Det er et pænt og rent sted, men bestemt ikke prangende. Hverken efter danske forhold eller for den sags skyld efter ugandiske, hvis man har prøvet at bevæge sig rundt på luksushotellerne inde i Kampalas centrum. Som alle andre steder i byen, hvor der opholder sig hvide mennesker, er også vores logi solidt hegnet ind og bevogtet. Jeg har kørt ud og ind gennem den skrammede stålport og hilst på vagten mindst 50 gange i den seneste uge uden at se andet end et uprætentiøst overnatningssted for rygsækturister. Pludselig, med Esther siddende ved siden af på forsædet, virker det hele obskønt luksuriøst. Her er grønt græs, høje statelige træer, langt mellem de nogenlunde nymalede huse. Og orden. Ovre i Mbuya, lige på den anden side af bakkerne, er der ingen af delene. Vi sætter os med to colaer på en balkon uden for den lille restaurant, der hører til stedet. Hun fortæller om børnene. Om hvor forskellige de er. Seksårige Emmanuel, der er lidt vild, og som tit ødelægger de ting, han får mellem hænderne. Men som også er en ydmyg dreng, der altid beskytter sin lillesøster. Joyce på snart tre, der prøver at hjælpe til og altid husker at takke, når hun får noget. »Hun ligner mig. Lærer hurtigt og husker godt«, siger Esther. Og de to adoptivbørn, som begge kalder Esther for mor. Den niårige Lillian, Esthers niece, hvis rigtige mor døde for otte år. Hårdt arbejdende, også i skolen, et ordensmenneske in spe. »Jeg elsker hende, men hun er selvfølgelig også en byrde. Skolepenge, mad og tøj«. Og Patricia, Michaels niece på otte. Hendes mor døde 13. marts sidste år. Hun er søvnig og doven, fortæller Esther. »Jeg kan godt lide hende, og jeg prøver at opdrage hende, men det er svært«, siger hun. Pigen har jo lige mistet sin mor, så det er vel ikke så underligt, hvis hun en gang imellem er lidt utilpasset og ked af det, forsøger jeg mig. »Snakker du nogensinde med Patricia om hendes sorg og om moren?«. Esther ryster energisk på hovedet. »Hvorfor skulle jeg det? Moren slog hende og lod hende være alene for at gå ud med andre mænd. Patricia har ikke gode minder om sin mor«. Så meget for dansk sødmælksmentalitet. DER GIK MÅNEDER, før Esther kom ovenpå. Dommen, at hun var hiv-positiv, slog hende i gulvet. »Jeg var så ked af det. Og vred. Emma og Lillian led meget i den periode. I fem måneder jog jeg dem væk, jeg ville slet ikke have, at nogen kom i nærheden af mig. Jeg ville bare have fred«, husker Esther. Men langsomt kom hun sig. Livet går videre. I dag føler hun sig stærk. »Jeg kan tale, jeg kan le, jeg sørger for at få god mad. Og noget skal man jo dø af«. Døden, ja. »Jeg vil så gerne i himlen. Men der er meget, man skal gøre og leve op til. Nogen gange er det svært at være et ordentligt menneske. Der er vanskelige adgangsbetingelser«. Hun smiler. Men pludselig trækker skyerne sammen. Døden. »Jeg tænker meget på den. Især er jeg bange for at blive syg«. Døden. Og hvad så med børnene? Hvem skal tage sig af dem? »Det er svært. For der er ikke nogen, jeg stoler nok på«. Hun tænker sig om. Hendes brødre? Hun ryster på hovedet. Og heller ikke nogen af veninderne. Den slags er et familieanliggende. Hvad skal børnene leve af, hvis de bliver alene? Det tænker både Esther og Michael meget på. Og de har - ikke overraskende - hver sin ide om, hvad der ville være den bedste løsning. Michael forestiller sig, at de sparer op til en maskine, der kan male majsmel. En lille mølle. For majsmel er der hele tiden brug for. Men Esther har andre planer. En drøm. »Jeg har købt et lille stykke jord få kilometer herfra«. Hun peger. »Jeg vil gerne bygge et lille hus der, så kan børnene leje værelser ud. En maskine kan brænde sammen og skal repareres, hvorimod et hus ... Men foreløbig går alle pengene til børnenes skole«, siger Esther. Forleden talte jeg med Michael om, hvordan hun knokler. »Hun arbejder altid. Hårdere, end jeg gør. Det var derfor, vi besluttede at få en ung pige til at hjælpe hende. Men hun vil ikke have andre til at gøre arbejdet for sig. Jeg siger til hende: Nu har vi fået en til at hjælpe dig, hvorfor bliver du så ved med at gøre det hele selv. Så siger hun: Jeg er vant til at gøre mit arbejde selv«, fortalte Michael. »Men hun er jo nødt til at hvile. Så en gang imellem tager jeg fat i hende og siger: Nu sætter du dig ned og tager den med ro. Eller tager en lur«. Gør hun så det, spurgte jeg? Han smilede og trak på skulderen. »Jeg har jo ikke fået en særlig underdanig kone«. DET ER SIDST på eftermiddagen, en af de dage, hvor det har været rigtig varmt. Luften i stuen står stille. Esther sidder og småsnakker med sin veninde Margaret Kironde. Margaret arbejder som frivillig i hjælpeprojektet Reach Out, hvor hun rådgiver tuberkulosepatienter. Det var hende, der i sin tid fik Esther til at opsøge projektet, hun er en af dem, der længe har vidst, at Esther er hiv-positiv. Selv om hun er mere åben om sin status end så mange andre, er det ikke noget, hun udbasunerer til hvem som helst. Der er veninder, som ikke ved det. For sladderen går i Mbuya. Margaret bladrer i en bog om hjemmebehandling af aids- og tuberkulosepatienter. I skumringen kniber det med at se teksten. »Jeg får sværere og sværere ved at læse. Jeg burde have briller. Men det er bare så dyrt«, klager hun. Man kan høre børnene, der løber og leger udenfor. »Jeg har gode øjne og ser fint. Jeg har ikke brug for briller«, siger Esther. »Men måske, når jeg bliver gammel«. Et sekund. Så hører hun det selv. Og skyggen af et smil glider hen over hendes ansigt.