Esther (4): Blindgyden

Hun krympede sig og prøvede at ignorere dem. Overvejede en gang imellem at svare igen. Men det ville drillerierne nok bare blive værre af, så hun lod være. Drenge driller, tænkte hun, sådan er det. De kan ikke finde ud af at tale ordentligt til en pige, så i stedet driller de. Hun var tynd og splejset. Genert, næsten sky. Og mørk i huden, mørkere end de fleste andre børn. En lille sort pige i Uganda dybt inde i Afrika, som blev mobbet på grund af sin hudfarve. Esther Tibasiima blev født 28. maj 1972. Den fjerdeyngste i en søskendeflok på 11, som voksede op i landsbyen Itakaibulu i det sydlige Uganda, små 30 kilometer fra Jinja, hvor Nilen begynder sit lange løb mod nord. 11 børn. En far, der arbejdede som lærer, og en mor, der gik hjemme og passede hus. Fattigdom. Fattigdom, men trods alt ikke sult. For familien ejede et pænt stort stykke frugtbar jord, hvor der blev dyrket kasava, majs, soyabønner og matoke, de små ikkesøde bananer, som skal koges i en time, og som er en grundbestanddel af kosten i mange afrikanske lande. Og kartofler. Ikke irske kartofler, som afrikanerne kalder vores udgave, men søde kartofler. Det var en barndom med mangel på meget. Hårdt arbejde var der til gengæld overflod af. Til hverdag i skolen. Og i marken om lørdagen. Så blev alle 11 børn udkommanderet, og moren udstak for hver enkelt, hvad der skulle nås inden solnedgang. Hvis ikke man nåede sit afmålte dagsværk, var resultatet lige så sikkert, som det var ubarmhjertigt: Ingen mad. Spørger man i dag Esther, om hun tænker på sin barndom som lykkelig, ryster hun på hovedet. For mest af alt husker hun fattigdommen. Stort set hele farens indtægt som lærer gik til at betale for børnenes skolegang og for de obligatoriske skoleuniformer. Der var ikke penge til meget andet. Moren ejede i mange år én eneste kjole, som hun tog af, når hun gik i seng om aftenen og på, når hun stod op tidligt om morgenen. »Vi levede af det, vi dyrkede. Kød fik vi til jul, og det var årets højdepunkt. Den 24., 25. og 26. december fik vi oksekød. Jul og påske var festdagene, da jeg var lille«, husker Esther. Hun og jeg sidder i hendes og manden Michaels stue. Huset ligger i slumkvarteret Mbuya i udkanten af Ugandas hovedstad Kampala, og hun fortæller om sit liv. Åbent og usentimentalt. Hvad med julegaver og fødselsdagsgaver, spørger jeg. Hun ryster på hovedet. »Aldrig. Jeg fik mine første gaver, da jeg kom på kostskole som teenager. Der fik jeg venner, der kom fra gode familier, og de forærede mig kjoler«. Da først den lille mørke Esther havde vænnet sig til at stå tidligt op og trække i den grønne kjole, som var uniformen i Waibuga Primary School, kunne hun godt lide at gå i skole. Og hun var dygtig. Dumpede aldrig og lå altid i den bedste halvdel af klassen. I femte klasse blev hun oven i købet nummer to. Efter grundskolen skulle Esther som sine søskende begynde i de ældste klasser på en kostskole i Iganga, cirka tyve kilometer fra hjemmet. Faren, skolelæreren, insisterede på, at alle hans børn skulle have den bedst mulige skolegang. Og han gjorde ingen forskel på sine sønner og sine døtre. Kostskolen i Iganga blev regnet for en virkelig god skole. Eleverne skulle selv have en madras med, men efter at have betalt for den gule skoleuniform og for undervisning og mad for det første semester, havde Esthers far ikke råd til at købe en madras til sin datter. Så i begyndelsen sov hun på en måtte. En af lærerinderne tilbød Esther en madras, hvis hun ville arbejde i lærerindens have. Et tilbud, som skulle vise sig at lyde bedre, end det var i virkelighedens verden. Efter at have gravet hele haven igennem, et hestearbejde, blev Esther spist af med et elendigt eksemplar, der var stoppet ud med gamle bomuldsklude. Men en dag dukkede faren så op med en madras under armen. Ligesom han altid kom og betalte skolepengene for hvert semester. Om end han sjældent kunne klare betalingen til tiden. Så måtte Esther gå til rektor og love, at faren nok skulle komme med pengene. For hvis ikke elevernes forældre havde betalt skolepengene, fik eleverne ingen mad, sådan var reglerne. Giv mig lov til at spise, indtil han kommer, tiggede Esther rektor. Han bøjede sig altid. Og faren svigtede heller aldrig sin datter. KOSTSKOLEN I IGANGA var en pigeskole, og om aftenen på sovesalene blev der talt om drenge. Den spinkle, mørke og generte Esther lyttede til de andre piger. Nogen af dem stak af om aftenen og kom først tilbage tidligt om morgnen. Turede rundt om natten, drak og røg og gik med drenge. Et risikabelt forehavende. En gang imellem dukkede rektor op på sovesalene midt om natten, klokken to eller tre, for at kontrollere, om alle lå i deres senge. For de, der ikke gjorde, var der ingen nåde. Bortvisning. Reglerne kunne læses alle vegne på skolen - i klasseværelserne, på salene og på toiletterne. Men de natlige udflugter var risikable på mere end en måde. I slutningen af 1980'erne var aids for alvor begyndt at sprede fangarmene ud over det afrikanske kontinent. Men den dødelige sygdom var ikke noget, man talte om i skolerne dengang. Intet om hvordan man fik sygdommen - og intet om, hvordan man kunne undgå den. De unge var totalt uvidende om de farer, der lurede. Esther holdt sig altid på den rigtige side af reglerne. Var i øvrigt alt for genert til at indlade sig med drengene, som stadig drillede og råbte efter den mørke pige. Hun passede sin skole - og forlod den med en god eksamen i december 1988. UDDANNELSE ER DEN eneste vej ud af fattigdommen. De fattige ugandere tror på mantraet. Utallige familier lider kolossale afsavn for at skaffe penge til børnenes skolegang. De slider og slæber for at skrabe sammen til skolepenge, bøger og uniformer i håbet om, at deres børn kan bryde ud af den onde cirkel. Men arbejdsløsheden i Uganda er enorm. Fraværet af industri er iøjnefaldende, når man bevæger sig rundt i landet. Selv i hovedstaden Kampala. Så for hundredtusinder ender skolevejen blindt. Som den har gjort det for Esther. Efter skolen uddannede hun sig til elektriker. Der var ikke noget arbejde at få. Hun søgte og søgte i et år, inden hun gav op og begyndte at læse til bogholder. Men heller ikke denne uddannelse skaffede hende arbejde. Hun søgte stilling efter stilling og rendte arbejdspladser på dørene. Men de forblev alle sammen lukkede. Så Esther må klare sig med sin egen opfindsomhed. Hun oplader batterier, der for mange i Mbuya er den eneste mulighed for strøm. Sælger koste, kulbækkener og kolde sodavand. Og fryser passionsfrugtis, som kvarterets børn kommer og køber. Hun drømmer stadig om at arbejde som bogholder. Hun er en intelligent kvinde, der altid har gjort det, hun har fået at vide, er det rigtige. Passet sin skole og uddannet sig. Alligevel hænger hun uhjælpelig fast i fattigdommens hængedynd, og hendes bitterhed over lige netop dét er umådelig stor. I de ni dage jeg følger hende - ni dage, hvor hun fortæller om sine glæder og de store sorger, der har ramt hende - ser jeg hende kun græde én gang. »Det er frygteligt ikke at kunne finde arbejde«, siger hun. »Min far led for at kunne betale for min skolegang. Nu er han gammel og ved at dø, og jeg kan ikke hjælpe ham. Jeg kan ikke engang købe ham lidt sukker, og jeg kan ikke købe medicin til ham«. Øjnene løber over og et par store tårer triller ned ad kinderne. Hun gemmer ansigtet i venstre hånd. Så samler hun sig. »Jeg skylder ham jo. Og her sidder jeg og har ingen penge. Dem, jeg har, skal jeg bruge på mad til børnene. Det har jeg det så dårligt med. Alle disse eksamensbeviser ... og de er nyttesløse«. Hun peger på bunken af papirer, hun har fundet frem for min skyld. Vi er begge helt stille i et minuts tid. Hun fortsætter med at skære roden af et bundt grønne urter. De er meget vitaminrige, og hun spiser dem for at styrke sin krop. Bladene lægger hun i et fad med vand. »Ved din far, at du er hiv-positiv«, spørger jeg. Esther ryster på hovedet. For otte år siden døde Esthers storesøster Lucy af aids. Og dengang var faren godt klar over, hvad datteren døde af. »Mine brødre ved, at jeg er smittet, og min mor ved det. Men ikke min far. Han er for gammel. Jeg er bange for, at han kollapser, hvis jeg fortæller ham det«. En dag spurgte Esthers mor sin datter, hvorfor hun ikke fik flere børn. To er efter moderens opfattelse for lidt. Børneflokke på seks, otte, ti børn er helt almindelige i Uganda. Var det fordi, hun var hiv-positiv? Der var da også andre smittede, der fik børn, sagde moren. Men Esther skal ikke have flere. Ud over sine egne to passer hun og Michael jo også på to niecer. Så i dag får hun indsprøjtninger, der forhindrer hende i at blive gravid. Efter råd fra den danske læge Margrethe Juncker, der arbejder i det katolske hjælpeprojekt Reach Out. »Dr. Margrethe har sagt: Ikke flere. Du har to børn, det er nok«, siger Esther. Desuden er intimiteten mellem hende og Michael forsvundet.