Esther (5): Ske din vilje

Da vi kommer cirka kvart i ti for at hente familien, bliver vi modtaget af pigerne i nystrøgne kjoler og Emmanuel i nydelige bukser og pletfri skjorte. Esther dukker op i en halvlang lyseblå nederdel og tilhørende jakke med sjalskrave, der skinner som silke. Michael er i et par mørke bukser og en hvid skjorte med tynde blå striber. Skjorten hænger løst uden på bukserne. Esther hjælper med at knappe de øverste knapper på Michaels skjorte. Den omsorgsfulde hustru. Men et eller andet er ikke, som det skal være. Hun er tydeligt irriteret over noget. Vi begiver os af sted de få meter ned ad stien til vejen, hvor vores bil holder parkeret. Nede ved bilen åbenbares problemet. Det er ikke afgjort, til hvilken kirke vi skal tage. Esther og Michael kommer nemlig i hver sin kirke, finder vi nu ud af; Esther i den lokale, Michael i en meget større kirke, der ligger helt ude på den anden side af Kampala, i Ndeeba. Og nu er det så åbenbart nærmest op til os, hvor vi skal tage hen. Esther ser spørgende på os. Jeg trækker på skuldrene og siger, at det vil vi ikke bestemme. Michael kigger væk. Han og Esther udveksler nogle få ord på luganda. Det bliver, som Michael vil have det. I stedet for at gå det korte stykke vej ned til den lokale kirke sætter vi os ind i den store firehjulstrækker og kører af sted. Esther er tavs. MERE END NOGET andet ligner kirken i Ndeeba en stor, halvfærdig fabrikshal. Der er ingen ruder i gluggerne, der gaber i rå, murede vægge. Hovedkonstruktionen består af kraftige betonsøjler, der bærer på solide ståldragere. Den ene halvdel af gulvet er dækket af lyse fliser, den anden halvdel er stampet ler, rødt og støvende. De mange hundrede hvide plastikstole er endnu kun sparsomt besat, kan vi se ind gennem de store portåbninger. Michael går ind for at finde pastoren, så vi kan blive introduceret og få lov til at tage billeder. Da Michael er gået, forklarer Esther mig, at de har skændtes hele morgenen om, hvilken kirke vi skulle tage til. Og hvis ikke det var blevet hans, var han blevet hjemme, siger hun og sukker. Michael kommer tilbage og henter os. Vi skal op og hilse på pastoren. Vi går alle sammen ind og op ad en trappe, hen ad en gang. For enden, inde på et kontor sidder pastor Joseph Serwadda og surfer på nettet. Han rejser sig og hilser hjerteligt med venlige, plirrende øjne bag brilleglassene. Michael introducerer os, og jeg fortæller, hvorfor vi er i Uganda. Nævner ikke noget om hiv/aids, men at vi vil beskrive en almindelig families liv i Uganda. Pastoren tager hjerteknuseren Joy op på skødet og pjatter med den betuttede lille pige. Han har adskillige gange været i Danmark, viser det sig, og vi snakker lidt om Aalborg, Århus, Kolding og det miserable danske klima. Efter små ti minutter tager vi afsked. Der er ved at være godt gang i gudstjenesten nedenunder, kan vi høre. Den engelske del af gudstjenesten er overstået, fra nu af foregår det på luganda, fortæller pastoren. »Og det er bindegalt«, siger han med et stort grin. Da vi kommer ned i kirkerummet, er det halvfyldt. Men i løbet af den næste halve times tid bliver alle de hvide plastikstole besat. Tusind mennesker synger, råber, svajer, danser. Og sveder. Esther sidder let foroverbøjet med hænderne for ansigtet. Hun lukker det omgivende kaos ude og beder. En prædikant messer oppe på scenen for enden af hallen. En stor del af scenen optages af et kor, kvinderne i røde jakker og nederdele, hvide skjorter, mændene i sorte bukser, røde skjorter og sorte slips. Bandet består af bas, guitar, keyboard og trommer. Lydniveauet er som til en rockkoncert. Menigheden løfter hænderne mod taget. Mange messer for sig selv. Andre klapper. Enkelte græder. Esther har rejst sig og danser med. Michael bevæger sig også, lidt stift. Esthers øjne er lukkede, hun er inde i sig selv. Halleluja råber prædikanten, en ung mand, begejstret i sin mikrofon. De fleste er i det hele taget ret unge. Mange meget smukke og velklædte. Nogle af kvinderne er iklædt traditionelle afrikanske festdragter, andre er i stilige kjoler og dragter. Donna Karan- og Armani-kopier. Måske den ægte vare, hvem ved. Koret sætter ind med et gospelnummer. Pastor Joseph entrer scenen. Det halvfærdige tag løfter sig. Han synger med. Beder os om at hilse på alle omkring os. Det gør vi så. Giver hånd. Eller klapper hinanden i hænderne, som et amerikansk basketballhold i medvind. »Halleluja«, brøler pastor Joseph. Han læser op af Bibelen. Prædiker om forholdet mellem mand og kvinde, fortæller Esther efter gudstjenesten. Taler først om det rimelige i, at kvinder respekterer deres mænd. Men tager hurtigt fat på at hudflette dovne og upålidelige mænd. Kvinderne - også Esther - skriger med jævne mellemrum af grin. Mændene, derimod, synker noget ned i sæderne og studerer intenst deres negle og gulvets beskaffenhed. Pastoren prædiker videre om, at hvis man vil opnå noget, må man satse noget, ofre noget. Tempoet ville give Eddie Murphy åndenød. Men efter en halv time har selv pastor Joseph ikke flere ord på lager. Gudstjenesten afsluttes med kollekt. Der samles ind til socialt arbejde og til kirkens færdiggørelse. Langt de fleste giver. Rige og fattige. Også Esther og Michael. Vi går ved totiden. DET ER RART at have sin kirke tæt på, fortæller Esther senere, da jeg spørger til det lidt underlige, at hun og Michael tilhører samme trossamfund, men kommer i hver sin kirke. »Michael siger, at han ikke føler sig hjemme i min kirke. Men vi har jo ikke råd til transporten, hvis vi hver søndag skal ud til den anden kirke«. Begge dele er for så vidt rigtigt, erkender Michael et par dage senere. Kirken i Ndeeba er også hans onkels kirke, og han var meget sammen med sin onkel, dengang han flyttede til Kampala. Så han vænnede sig til at komme i kirken. Men dyrt er det jo at tage derud, det er rigtigt nok, så han gør det kun, hvis han har penge. Vi taler videre om dengang, han blev testet. Jeg ved fra Esther, at hun er helt sikker på, at han er testet, og at han er positiv. Men han har aldrig fortalt hende det. Jeg spørger ham selv, om han har fortalt hende det. Han ryster på hovedet. Det kan jeg simpelthen ikke forstå. Hvorfor ikke? Michael trækker på skuldrene. »Jeg prøvede at skubbe til hende, for at hun også skulle blive testet«. Ja, og ...? Jeg spørger videre. Men kommer ikke rigtig nogen vegne. »Hun ved jo godt, at jeg er smittet. Jeg siger til hende: Min ven, hvis du er smittet, så er jeg også smittet. Hvad hun lider af, lider jeg også af. For eksempel tuberkulosen. Den fik hun først, og så fik jeg den tre måneder efter«. Han har givet mig lov til at skrive tingene, som de er. Altså også, at han er testet positiv, men aldrig har fortalt Esther det. »Skulle du ikke se at få fortalt det til hende? Inden det kommer i avisen? Godt nok i Danmark, men alligevel ...?«. Han nikker. Med tiden er der vokset et nøgent ingenmandsland frem mellem de to, hvor alle fortrængningerne, al skylden, skammen og leden er gemt væk. »Der var øjeblikke, hvor jeg overvejede, om vi skulle blive skilt. Der var en overgang ... jeg ved ikke, hvad der skete, men hun ville aldrig have mig. Fortalte mig aldrig hvorfor. Hun sagde bare: Jeg har ikke brug for dig i mit liv. Okay, sagde jeg så. Hvis ikke hun behøver mig, er der ikke noget at gøre ved det«. Måske er det indsprøjtningerne, som Esther får for ikke at blive gravid, der er skyld i, at hun har forandret sig, funderer han. Det var i marts 2000, at han blev testet positiv, og det kom selvfølgelig som et chok for ham. Men han har lært at leve med det. »Fordi jeg er kristen. Vi skal jo alle dø, spørgsmålet er kun hvordan, og Esther og jeg er genfødte. Hvis du kun er født en gang, så dør du en gang for alle. Men hvis du er født to gange, så vil du engang komme til at leve i himlen. Jeg ved, at der er en frelse og en tilgivelse«, siger han. Det var også troen, der mildnede hans og Esthers store sorg over tabet af datteren Angel, der døde i 1999. Sygnede hen på seks måneder, ingen ved hvorfor. »Det var frygteligt. Men vi stolede på Gud. Han giver, og han tager. At være kristen har givet mig en masse styrke i mit liv«. Sidste år brækkede Michael benet. Han væltede på sin gamle motorcykel. Lå på hospitalet i et halvt år og har stadig skruer i benet. Dem vil hospitalet i øvrigt godt have igen, siger han med et lille grin. Den ulykke slog fuldstændig bunden ud af familiens økonomi. Som i øvrigt er skarpt opdelt, har Esther tidligere fortalt mig. Med det, hun tjener, betaler hun for maden og for børnenes skolegang og uniformer. Og for transport, når hun skal på sygehuset til undersøgelser. Hvad med de penge, Michael tjener ved at reparere radioer og fjernsyn i sin lille forretning, et skur på halvanden gange halvanden meter en halv kilometer fra hjemmet? »Det synes jeg, du skal spørge ham om«, svarede hun. »Jeg spæder til, når hun ikke tjener nok. Og så går mine penge til tøj til børnene og til forbedringer på huset«, forklarer Michael, da jeg stiller ham spørgsmålet. Et par dage senere er Esther nysgerrig. Hvad sagde han om pengene? Jeg har ellers besluttet ikke at fortælle de to, hvad den anden har sagt. Men her gør jeg en undtagelse. Esther ler en stille latter, da hun hører Michaels version. Tilbage på bundlinjen står, at de to - trods alle sorger og skuffelser - har valgt at blive sammen.