Ekspert: Fattige kan behandle hiv

Afrikas fattigste lande har en realistisk mulighed for at behandle hiv, hvis den rige verden bruger en større del af sin bistand på sagen. Det mener embedslæge Henrik Trykker, Åbenrå, der frem til 1995 var aids-konsulent i Danida. Han kender Zambia indgående fra tre år som udsendt læge for Mellemfolkeligt Samvirke og en ph.d.-afhandling om aids-forebyggelse i landet. Forsigtig optimist Trykker har netop besøgt Zambia igen for internationalt Røde Kors som medlem af en ekspertgruppe, der skulle undersøge mulighederne for at støtte behandling med såkaldt antiretroviral medicin. »Jeg var skeptiker, da vi tog ud«, siger Henrik Trykker og tilføjer: »Nu er jeg forsigtig optimist«. Det bygger på tre forhold: Zambias regering er så opsat på at komme i gang, at den selv har sat penge af til behandling og tilmed overvejer at producere sin egen medicin. Et eksisterende netværk af ikkestatslige organisationer kan være med til at sikre, at patienterne får medicinen med den nødvendige regelmæssighed. For få læger Selv om antallet af læger er begrænset, er Henrik Trykker overbevist om, at sygeplejersker og andet sundhedspersonale kan stå for meget af overvågningen. Men Henrik Trykker understreger også, at der er lang vej til generel behandling. Zambia har i år afsat omkring 15 millioner kroner til at behandle 10.000 patienter. Medicinen til de første 6.600 er nu endelig skaffet. Men foreløbig er kun 300 under behandling. Det skyldes blandt andet problemer med planlægning, logistik og lægemangel. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) fortalte i juni Udenrigsudvalget, at hiv-behandling i et land som Zambia var tæt på umulig, fordi kun 70.000 ud af 1,2 millioner smittede kunne behandles for landets samlede sundhedsbudget. Men Henrik Trykker mener, der er mange muligheder for at gøre behandlingen langt billigere. Blandt andet behøver man ikke nødvendigvis alle de laboratorietest, der tynger voldsomt i budgettet. Behandling stadig dyr Hospitaler i distrikterne kan selv måle de levertal, der afslører giftige bivirkninger. Og når det kommer til behandlingens virkning, siger verdenssundhedsorganisationen WHO god for en metode, hvor man frem for blodprøver i vid udstrækning blot tjekker, at patientens fysik bliver bedre. Men selv til de billigste priser koster medicinen alene hver måned pr. patient, hvad der svarer til Zambias årlige sundhedsbudget pr. indbygger. Er det moralsk forsvarligt som bistandsdonor at støtte et program, der optager så stor en del af landets budget, når der er oplagte muligheder for, at det vil være de stærkeste med de bedste forbindelser, der kommer under behandling? »Det er tæt på at være uetisk ikke at gøre noget. Hvis ikke man behandler, bryder landet sammen. Og i øjeblikket er det kun de rige (der selv har råd til medicinen, red.), der bliver behandlet. Hvis vi går ind, kan vi sørge for en større lighed i adgangen til medicinen«, siger Henrik Trykker. Han mener, at debatten for og imod behandling handler alt for lidt om den sidegevinst, man får af at redde aktive samfundsborgeres liv. Han fortæller om sit besøg i Zambia hos en syg mor med ti børn, der »sad som zombier«. »Hvis hun bliver behandlet med medicin for 30 dollar (knap 200 kroner) om måneden, kunne hun selv tage sig af børnene, som ellers bliver en byrde for samfundet«, siger Trykker. Behandling er forudsætningen Han mener også, at behandling er en forudsætning for effektiv forebyggelse. Da Zambia tidligere på året gennem avisannoncer fortalte om adgangen til medicin, steg antallet af hiv-testede markant. Det faldt igen, da programmet kun langsomt kom i gang. »Når folk kommer ind for at blive testet, får du en fantastisk mulighed for at lave forebyggende arbejde«, siger Henrik Trykker.