Husene, træerne og affaldet langs Kinawataka-vejen, der lige før henlå i gråmeleret tristesse, er nu pludselig badet i et gyldent skær, som forræderisk sliber de skarpe kanter af fattigdommen. På den røde grusvej, der gennemskærer slumområdet Mbuya, jagter hundredvis af gående med morgensolen i ryggen deres egne lange skygger med kurs ind mod Kampala og arbejdet som rengøringskoner, gadesælgere og skopudsere. I Esther og Michaels hus er Esther og Juliet - pigen, der hjælper med husholdningen - de eneste, der er oppe. Esther er klar til at tage af sted. Hun skal aflevere den sidste spytprøve inde på Mulago-hospitalets tuberkuloseafdeling, inden hun på onsdag får resultatet af prøverne. Og forhåbentlig et svar på, hvorfor hendes tuberkulose ikke er slået ned efter fem måneders medicinsk behandling. Mulago-hospitalet, Ugandas største, breder sig i et kuperet område små tre kilometer nord for Kampalas centrum. Tuberkuloseafdelingen ligger lidt for sig selv oppe på toppen af en bakke med udsigt ned over den gamle og udslidte del af hospitalet; ikke et sted, en dansker ville bryde sig om at blive indlagt. Inde under et halvtag, hvis mørkeblå bliktagplader bæres af runde hvidmalede søjler, sidder patienterne på tunge, blankpolerede stenbænke og venter. Tavst og tålmodigt. Enkelte har bundet et tørklæde for munden. For ikke at smitte. Eller, hvis de er ved at være raske, for ikke at blive smittet igen. Også Esther har et tørklæde med, lige nu har hun det ikke på, men knuger det i hånden. Hun går hen og melder sig hos en sygeplejerske. Esther præsenterer os, og jeg forklarer, at vi følger Esther i nogle dage for at skrive en artikel om hendes liv. Sygeplejersken nikker afmålt. Lidt efter bliver vi passet op af en ældre skaldet herre i hvid kittel. Han er ikke læge, men det er ham, der holder orden på køen og finder journaler frem. Hans attitude viser med al ønskelig tydelighed, at han bestemmer her på pladsen. Og hvem er så vi, vil han vide, og får samme besked som sygeplejersken. Han ser lige igennem os, vender sig med et tvært »Hmm« og går tilbage til sine pligter - åbenlyst utilfreds med vores tilstedeværelse. Hvilket er lidt svært at forstå, vi sidder jo bare og taler med Esther på en af de bagerste bænke. På et område uden for selve afdelingen. Nå, men Esther har fået afleveret sin prøve. Vi gør os klar til at gå, da en ung, spinkel pige kommer hen og knæler ned ved siden af hende. De to taler lavmælt sammen på luganda. Det er ikke svært at se, at pigen er fortvivlet over et eller andet. Jeg spørger Esther over hvad. De to mødte hinanden forleden på røntgenafdelingen, da Esther fik taget billeder af sine lunger, forklarer hun. Nu er pigen stødt på en uoverstigelig vanskelighed. En læge har forlangt 1.000 shilling for at skrive et stykke papir, der er nødvendigt, for at den tuberkulosesyge pige kan komme videre i sin behandling på sygehuset. Men pigen ejer ikke 1.000 shilling. Esther ser tavst på mig. Jeg roder i lommen, fisker en krøllet og snavset 1.000 shilling-seddel frem og giver den til pigen. 1.000 shilling svarer nogenlunde til fire kroner. Hun takker. Og begynder at græde. Lægger hovedet ned i hænderne og hulker. Da Esther har trøstet hende, går vi. ESTHER HAVDE TAGET fat i det korte krusede hår ved tindingen og nulret det. »Se. Det er begyndt at blive tyndt«, sagde hun bekymret. »Det er sikkert al den medicin, du har taget mod tuberkulosen. Hårtab er en ret almindelig bivirkning ved en del medicin. Det vokser nok ud igen, når du holder op med pillerne«, beroligede jeg. »Tror du?«. Jeg nikkede. Hun så tilfreds ud med min optimistiske bemærkning. Men havde nu alligevel bestilt tid til at få ordnet hår. Hos en veninde, som var en dygtig frisør. Og hun havde købt en portion nylonhår, der skulle flettes ind i hendes eget. Samt de nødvendige kemikalier. »I skal komme meget tidligt igen i morgen«, havde hun sagt. Hvorfor nu det? »Det tager 12 timer. Men I behøver jo ikke være der hele tiden«. Så nu står vi igen i huset i Mbuya, dagen efter besøget på tuberkuloseafdelingen, mens solen langsomt står op over ækvator. 6-årige Emmanuel ligger og sover under myggenettet på dobbeltsengen i hjørnet af stuen. På den slidte brune veloursofa ved siden af sengen ligger en ensom teddybamse. Drengen vågner langsomt og strækker sig. Hans lillesøster Joyce på to år dukker forsovet op i soveværelsesdøren. Morgenradioen spiller i baggrunden. Musik afveksler med meldinger om trafikken i Kampala. Lige nu glider den, om en time går i den i hårdknude. Det sker hver morgen. Som i en hvilken som helst storby verden over. Esther ligger på knæ på gulvet og stryger en jakke. Da hun er færdig, finder hun børnenes tandbørster og tandpasta frem. Ungerne går ud i gården og børster tænder. Længe, grundigt. Klokken lidt i syv går vi. Der er nogle få hundrede meter ned til veninden, der skal ordne Esthers hår. Hun hedder Josephine og bor med sin søn, sin datter og sit barnebarn i et værelse på små ti kvadratmeter uden vinduer. Der er lige akkurat plads til, at Esther kan sidde på gulvet på en måtte. En ventilator i hjørnet roder lidt rundt i luften i rummet. Esther har 12 hede timer foran sig. Udenfor er nabokonen i gang med at feje gårsdagens affald til side med en riskost. Kvinder og børn trasker ned ad den stejle, furede jordvej, på vej til vandposten. De slæber på gule ti- og tyveliters plastikdunke, der tidligere har været brugt til vegetabilsk olie. En smuk, rank ung kvinde i lys skjorte, olivengrønne bukser, tilhørende jakke og sorte højhælede sko svanser med forbløffende sikkerhed ned ad den skrammede vej og prajer en af de små taxamotorcykler. Hendes makeup er fuldendt, det skinnende sorte hår er glattet ud og redt stramt tilbage. Over skulderen har hun en fiks lille taske, desuden bærer hun på en computertaske. Hun beder motorcyklisten tørre sædet af med en klud, inden hun sætter sig op bagpå og futter af sted i retning mod city i en sky af billedskøn stolthed og rødt støv. NÆSTE MORGEN. ESTHER har været oppe i et stykke tid. Hun er i en mørkegrøn spadseredragt. Når hun er hjemme, går hun tit klædt i traditionelt afrikansk tøj. Men hun skifter altid til europæisk tøj, når hun skal ind på sygehuset. Sorte sko og skuldertaske. Pænt og nydeligt og rent. Hun ligner det, hun har uddannet sig til - og som hun så gerne vil være: en bogholder. Jeg roser hendes nye flotte frisure, de mange tynde fletninger er samlet i en knude i nakken. Hun takker. Men har tankerne et andet sted. Det er onsdag og i dag, hendes nærmeste fremtid afgøres. Klokken er ikke engang halv syv, da vi kører af sted mod Mulago-hospitalet. Uden for tuberkuloseafdelingen sidder patienterne allerede og venter under halvtaget. Esther er nummer tre i køen, konstaterer hun tilfreds efter at have været oppe og melde sin ankomst. Men så dukker den ældre skaldede mand i den hvide kittel op. Han begynder et veritabelt tredjegradsforhør af Esther. Hvorfor er det nu lige, hun er her? Hvor er hendes papirer? Og hvor er hendes røntgenbilleder? Han ser overhovedet ikke på hende, men fokuserer på et punkt en meter ved siden af hende. Esther forklarer med spag stemme, at afdelingen har hele hendes journal og røntgenbillederne, hun har afleveret det hele. Han går ind i bygningen, og vi kan se gennem vinduet, at han finder en stor brun konvolut frem. Så kommer han frem i døren og nærmest råber til Esther, at hun skal sørge for, at fotografen Thomas og jeg forsvinder fra venteområdet. Vi har tidligere fortalt ham, hvem vi er, og hvorfor vi er her. At vi følger Esther for at beskrive hendes hverdag. Og at vi selvfølgelig vil spørge høfligt, om vi kan få lov at følge med Esther, når hun får resultaterne af prøverne. Han er chokeret, siger han. Over at journalister på denne uhøflige måde trænger sig på uden at spørge om lov. Jeg gentager, at vi selvfølgelig ikke kunne drømme om at gå med ind på hospitalet uden tilladelse, og at vi jo bare sidder og venter sammen med Esther. Han bliver ved med at skælde os ud. Esther får det dårligere og dårligere, kan jeg se. Så vi går selvfølgelig. Jeg når lige at spørge om, hvem der er leder af afdelingen. Han hedder dr. Okwera, oplyser han med ryggen halvt til. Vi går ud på parkeringspladsen og venter. Efter små to timer, ved 9.30 tiden, dukker dr. Okwera op. Han er ekstremt venlig og imødekommende. Griner rungende ad vores oplevelse. Der er overhovedet ingen problemer med at følge Esther, siger han. Vi går sammen over på afdelingen, og han introducerer os for oversygeplejersken. Esther sidder stadig udenfor og venter. Og nu vil Okwera tage sig af Esthers sag med det samme, hun får åbenbart lov at springe køen over. Vi går ind i et konsultationslokale, der vender ud mod venteområdet. Han beder den skaldede om at finde sagen frem. Den gamle mumler et eller andet til svar, Okwera afbryder ham med en kort bjæffen. Assistenten iler ind efter Esthers mappe. Er lynhurtigt tilbage og lægger journalen på bordet. Så går han ud og kalder på Esther. Hun kommer ind og sætter sig for enden af bordet. Hilser på lægen. Forsagt. Han åbner mappen. Kigger på papirerne. Tager røntgenbillederne frem og holder dem op mod lyset. Så vender han sig mod Esther.