Esther (1): Dommedag

En sodavand ... hun havde sådan lyst til en sodavand. Men pengene i pungen skulle bruges til bussen hjem. Hun var seks måneder henne og taget hjemmefra tidligt om morgenen for at gennemgå en rutinemæssig graviditetsundersøgelse. Havde følt sig sund og rask. Og nu sad hun på en bænk uden for hospitalets fødeafdeling, mens angsten væltede ind over hende. Undersøgelsen var ellers gået fint, og alt var i den skønneste orden. Hun havde fået udleveret jerntabletter og vitaminpiller og begyndte at gøre sig klar til at tage hjem, da en sygeplejerske satte sig ved siden af hende. Om hun ikke skulle testes for hiv? Hiv? Hende? Hun følte et stik af angst. Nej. Det ville hun ikke. Turde ikke, ganske enkelt. Men hvis hun ville fortsætte med at komme til undersøgelser og føde her på hospitalet, skulle hun testes, sagde sygeplejersken. Det var en betingelse. Hvis ikke hun ville, kunne de ikke hjælpe hende mere. Så måtte hun føde et andet sted. Hun havde tænkt sig om et kort øjeblik. Var glad for at komme på afdelingen og følte sig i trygge hænder. Så reelt var der ikke noget valg. Få minutter senere havde hun fået taget en blodprøve. Hun var blev bedt om at vente på resultatet ude på gangen. Væggene var for mange år siden blevet malet i en grumset gul. Bortset fra endevæggene, som var mørkegrønne. Gipspladerne i loftet var spættet med fugtskjolder, terrazzogulvet slidt. Hun satte sig på en brun træbænk og ventede. Med hamrende hjerte. I en time, måske kun en halv. En evighed. Endelig havde en sygeplejerske kaldt hende ind på et kontor. De satte sig ved siden af hinanden. Sygeplejersken havde taget en stor notesbog, lagt den i skødet, åbnet den og bladret frem. Den gravide kvinde havde skråkigget ned i bogen og pludselig set sit navn. Og set et ord. Det værste ord: Positiv. Hun havde kastet hovedet bagover med et halvkvalt skrig. Ja, det var rigtigt, bekræftede sygeplejersken, hun var hiv-smittet. Hun var begyndt at græde. Sygeplejersken prøvede at trøste hende. Rolig, vi skal nok tage os af dig. Forklarede om medicinen, der formindsker risikoen for, at hiv-smitten overføres til barnet under fødslen. Gav hende en tid til en ny undersøgelse en måned senere. Og det var så det. Sygeplejersken sagde farvel. Nu sad hun alene ude i venteområdet og kæmpede med panikken. Og længtes forfærdeligt efter en sodavand. Hun samlede kræfterne. Rejste sig og gik, hen ad svalegangen, ned ad trappen, ud gennem hospitalets hovedindgang. Væk. I bussen på vej hjem tænkte hun på sin søn, Emmanuel. På den lille, hun snart skulle føde. På hvor brændende hun ønskede sig et helt rask barn. Og på datteren Angel, som var død et halvt år gammel for snart to år siden af en mystisk sygdom, som ingen læge kunne forklare hende, hvad var. Hun var så fortabt i sine tanker, at hun kørte for langt med bussen. Jeg skal snart dø, tænkte hun. ESTHER TIBASIIMA glemmer aldrig 6. juni 2000. Hun husker ordene, der blev sagt på hospitalet. Minutterne, der slæbte sig af sted. Chokket. Og angsten bagefter. Men hun fortæller roligt, velovervejet og fattet. Vi har mødt hinanden for to dage siden, Esther og jeg. Hun har sagt ja til at fortælle om sit liv - før dødsdommen og efter. Og sagt ja til, at jeg og fotograf Thomas Borberg kan følge hende i tykt og tyndt i en uges tid. Esther er 31 år. Hun bor med sin familie i slumkvarter Mbuya i udkanten af Ugandas hovedstad, Kampala. Familien består af hendes mand Michael Asiimwe, der er 33, sønnen Emmanuel på seks og deres mindste, Joyce, der blev født på Ugandas nationaldag, 9. oktober 2000. Næsten præcis tre måneder efter den forfærdelige junidag. Desuden tager Esther og Michael sig af hans niece Patricia, der er otte år, og af Esthers niece Lillian på ni. Patricias mor døde sidste år, mens Lillians mor døde, da pigen var et år. For begges vedkommende var dødsårsagen aids. Til husholdningen hører også Juliet, en ung pige, der hjælper Esther i huset. Hun kommer fra Luwero, der ligger omkring 80 kilometer nord for Kampala, og Esther betaler hendes mor 10.000 shilling om måneden. 40 kroner, svarer det til, og det er mange penge for Esther. Men en nødvendig omkostning. »For eksempel i sidste uge var jeg på hospitalet det meste af tiden, og nogen skal jo lave mad og tage sig af børnene, når jeg er væk«, forklarer hun. Vi sidder i stuen i det hus, hvor Esther og hendes mand Michael og børnene bor. Det er - målt med en dansk målestok - meget fattigt. Huset ligger lidt oppe ad en skråning, cirka 50 meter fra den røde grusvej, der er områdets hovedfærdselsåre, og som bliver kaldt Kinatawakavejen. I vejkanten reklamerer et stort skilt for Pinsemissionen og to daglige gudstjenester, lige ved siden af skiltet krydser man en interimistisk bro af brædder og sandsække, der fører hen over en grøft, halvfyldt med affald. Grøften er en åben kloak og forvandles i regntiden hver dag til en fossende strøm af uhumskheder. Forbi det umådeligt fedtede og beskidte bord, dækket af gennemolierede aviser, hvor en mand hver dag sælger friturestegte fiskeskrog. Må vi tage et billede, spørger Thomas, men manden ryster på hovedet. Han vil ikke have sin og områdets fattigdom udstillet, forklarer han. Venligt, men bestemt. Videre op ad stien, små hop hen over dybe regnvandsrender, også halvfyldte med affald. Forbi smugkroen og bageren, der koger brødene i en gryde med varm olie. Op til bunken af trækul midt på stien og den tykke dame, der sælger kullene, og som tilbringer det meste af dagen med at sidde, stor og mægtig, i skyggen, lænet op ad sit eget hus, omgivet af kvarterets myriader af børn og en mindre flok perlehøns. Her snævrer stien ind, og dér, til venstre, ligger Esthers og Michaels hus. »Battery Charging. Also cold drinks«. Opladning af batterier. Og kolde sodavand. Det lysegrønne skilt på husmuren hænger ved indgangen til en snæver gyde, knap en halv meter bred, der fører ind i en lille gård. Fra gården er der døre ind til familiens stue, til et værelse, der bliver lejet ud og til endnu et værelse, hvor Esther oplader batterier for 500 shilling - batterier er ofte den eneste strømkilde for folk i Mbuya. For enden af den smalle gård ligger et lille åbent badeværelse med støbt gulv og hylder til vandfade og indgang til husets latrin. Stuegulvet er dækket af grønmønstret vinyl, og de afskallede vægge var engang lysegrønne. Møblementet udgøres af en udslidt sofa med brunt velourbetræk og en ditto lænestol. I den ene ende - halvt skjult af et myggenet - fylder en dobbeltseng godt op. Her sover nogle af børnene. I det modsatte hjørne på et stålskab står to små 14 tommers fjernsyn. Som regel kører der Fox Kids-tegnefilm på det ene. I loftet hænger hvide kuppellamper, noget farvet tingeltangel og en lyskæde. På væggen en plakat med Michael Jackson. En reklamekalender for hårprodukterne Venus. Og et par skoleplancher med tallene og alfabetet. Til højre for indgangen til stuen fører en dør ind til soveværelset, som er forsynet med husets eneste vindue. Herinde står en dobbeltseng og endnu en seng. Esthers tasker hænger på søm på væggen. Tøjet ligger i stabler. Til venstre i stuen er døren ud til det lillebitte køkken med et lille køkkenbord. Maden koges og steges over små kulbækkener nede på gulvet. Foran køkkenet, ud mod vejen, ligger det lille forretningslokale, hvorfra Esther sælger sodavand, kulbækkener, små riskoste og hjemmelavet passionsfrugtis. I et område som Mbuya, hvor de fleste bor til leje, klumpet sammen i hytter, otte-ti mennesker på stort set lige så mange kvadratmeter, er Esther og Michael og børnene alligevel bedre stillet end så mange andre. De ejer deres hus, som har mere end et rum og oven i købet et vindue. Og de har egen latrin. »Jeg takker Gud for vores held«, siger Esther. Hun sidder i sofaen, jeg i lænestolen. Her er stille. For en gangs skyld. Børnene er sendt ud for at lege. Mens hun fortæller, ordner hun grøntsager. Skærer rødderne af en vitaminrig plante, som skal koges til suppe. Esther er meget bevidst om, hvor vigtigt det er, hun spiser sundt. I den sene eftermiddags svage lys fornemmer jeg en gang imellem små skygger ude i periferien af mit synsfelt. Det rykker uvægerligt lidt i mig, når en skygge piler hen over gulvet. Esther bemærker det med et skævt smil. »Det er rotter«, forklarer hun lakonisk. Aha, så det er rotter. Jeg tvinger mig til at ignorere skyggerne. Og hun fortæller videre. DA HUN KOM HJEM fra hospitalet 6. juni 2000, trak hun Michael med ind i soveværelset og fortalte ham den frygtelige nyhed. At hun var hiv-smittet. At hun skulle dø. Han var chokeret. Det kunne ikke passe, sagde han. Og forsøgte at fortrænge virkeligheden: Man kunne ikke stole på de test. Men af alle mennesker burde han vide, at det var sandt nok.