Siden Esther gik ud af skolen som 16-årig i 1988, havde hun gennemført to uddannelser. Først til elektriker. Det havde taget to år, og hun blev færdig i 1991. Men kunne ikke finde et job bagefter. Selv om hun søgte og søgte. Det var fordi, hun var kvinde, fik hun at vide af venner og familie; i Uganda er elektriker et mandejob. Hun var gået i gang med at læse til bogholder. Fik sin eksamen i 1995 med udmærkelse i tre fag. Og supplerede med et computerkursus undervejs. I et år ledte hun efter arbejde. Forgæves. Heller ikke som bogholder var der brug for hende. Så flyttede hun nordpå for at bo hos søsteren. Monica var lærer i en folkeskole, og Michael underviste samme sted. De to var venner, og en dag havde Monica inviteret Michael med hjem. Det var første gang, Esther og han mødte hinanden. Hun var en genert, næsten sky pige. Havde aldrig for alvor haft en kæreste. Der havde en enkelt gang været en dreng - en studerende som hun havde mødt, da hun var færdiguddannet som bogholder. Men det havde aldrig nået at udvikle sig til noget særligt. Det gjorde det hurtigt med Michael. Michael er en forholdsvis lille, men velbygget mand. Med et venligt ansigt. Øjnene er lidt smalle, ansigtstrækkene er bløde og regelmæssige. Esther syntes, han så fantastisk godt ud. Og så var han sød. Nem at tale med og kvik i hovedet. Var desuden ferm med sine hænder og et stykke værktøj. Efter det første møde hos søsteren aftalte de to at mødes igen, denne gang på hans værelse. Og en tredje gang kort tid efter. »Der fortalte han mig, at han gerne ville i seng med mig«, fortæller Esther. Hun og jeg sidder i ægteparrets stue i huset, der ligger i slumkvarteret Mbuya i udkanten af Ugandas hovedstad Kampala. Esther Tibasiima er 31 år. Ikke særlig høj, men robust. Hendes ansigtsudtryk er ofte indadvendt. Hun er ikke nem at få øjenkontakt med, før man lærer hende at kende. Som regel er hun alvorlig, men når hun smiler, først tøvende og lidt undvigende og så helt ud i øjnene, lyser hun rummet op. Hun fortæller mig meget direkte om sit forhold til Michael. Om hvordan de dengang ikke kunne lade være med at gå i seng med hinanden, selv om de burde have ventet, indtil han var blevet introduceret til hendes forældre, måske endda til de var blevet gift. »Det var forkert at have sex. Men jeg elskede ham så højt«, forklarer Esther. Hun sidder og gør urter i stand, mens hun fortæller. På trods af den dårlige samvittighed, følte Esther alligevel, at det var rigtigt. At det skulle være de to. De blev kærester. Michael var ikke uddannet som lærer, men i de små landsbyer i Uganda er uddannede lærere en mangel. Han trivedes nu ikke med at undervise, og nogen tid efter, at han og Esther havde mødt hinanden, drog han til Kampala for at finde andet arbejde. Michael blev ansat som snedker hos en kinesisk entreprenør. Sled med tagkonstruktionerne på store byggerier i hovedstaden. Hårdt arbejde til en dårlig løn. Og han holdt kun ud til den dag, han havde sparet nok op til reparationen af en batterioplader, hans onkel havde foræret ham. Så snart den var fikset, åbnede han sin egen lille forretning, hvor han opladede batterier, som for mange i slumområderne er den eneste måde at få strøm på. Desuden reparerede han tv og radioer. Esther og Michael savnede hinanden frygteligt. Efter otte måneders adskillelse flyttede hun til Kampala. Der var nu råd til, at de to kunne leje et værelse, der ligger lige ved siden af, hvor de bor i dag. Uden at være gift levede parret nu som mand og kone. Michael passede sin forretning, Esther passede den lille husholdning. Når de gik i seng sammen, beskyttede de sig ikke. Alligevel gik der et år, før Esther blev gravid. Så lang tid, at hun nåede at blive alvorlig bekymret for, om der var noget galt med hende. Det var der ikke, og første juledag 1996 fødte hun en velskabt dreng. Emmanuel blev han døbt, Emma bliver han kaldt. »Michael behandlede mig godt«, husker Esther tiden lige efter fødslen. Men der gik ikke mange måneder, før tingene forandrede sig. Før Michael forandrede sig. HAN BEGYNDTE AT blive væk om natten. Når hun spurgte, hvor han havde været, fik hun at vide, at han sov i forretningen. De skændtes. Evig og altid. Han holdt op med at give hende penge til husholdningen. Esther var rasende på ham. Hun havde det elendigt og blev tyndere og tyndere. En dag døde et familiemedlem, der boede i nærheden af Jinja, cirka 80 kilometer fra Kampala. Esther ville med til begravelsen, men havde ingen penge til turen. Hun tog Emmanuel på armen og gik hen til Michaels forretning. Han var der ikke. Nogle mænd forklarede hende, hvor hun kunne finde sin mand, og de udpegede et hus i nærheden. Hvad skulle hun der, spurgte Michael, da Esther dukkede op. Hun forklarede. Men han havde ingen penge, sagde han så. Esther vendte om og gik med Emmanuel. Forstod sammenhængen. At han havde en anden kvinde. Kort tid efter dukkede han alligevel op derhjemme og gav hende 5.000 shilling. Hun blev meget længe hos sin familie, der bor i nærheden af Jinja. Indtil hendes far mente, at nu var det på tide, hun tog tilbage til sin mand. Hjemme i Kampala var Michael angerfuld. Var ked af, hvad han havde gjort og undskyldte. Fortalte om den anden kvinde, som hed Margaret, og som var en dum tøs, man ikke kunne stole på, og som han ikke længere så. Esther blev hos Michael. Og tiden læger visse sår. De to sparede op, købte nabohuset, og begyndte at udvide det. Der var ikke råd til cement, så de ubrændte mursten blev klinet sammen og pudset op med mudder. 16. november 1998, står der skrevet i dørtrinnet ind til huset - den dag, de flyttede ind. PÅ MANGE PUNKTER er det den samme historie, Michael fortæller mig tre dage senere. Om hvor forelskede de var i hinanden, om hvordan han ikke kunne forestille sig at have nogen anden kvinde end Esther, da han flyttede til Kampala. Om hvor kærlig hun var dengang. Og om, hvordan tingene forandrede sig, da Emmanuel var født. Ja, han blev væk en gang imellem. Få gange, siger han. Han kunne ikke holde ud at være hjemme, tit var hun så stridbar, at han ganske enkelt skred i stedet for at skændes med hende. Tog hen for at arbejde i forretningen. Overnattede der. Og ja, nogen gange havde han også en anden kvinde. Men på det tidspunkt brugte han kondom, så ... I september 1998 blev Esther gravid igen. 12. maj 1999 fødte hun en lille pige, som kom til at hedde Angel. Men Angel var syg. Havde hele tiden diarre, kunne intet holde i sig, heller ikke mælken. Tørrede til sidst helt ud. Esther og Michael brugte alle deres sparepenge på hospitalsophold, på undersøgelser og på medicin. Men ingen kunne fortælle dem noget, og intet hjalp. På hospitalet trak en læge Michael til side. Han behøver ikke bruge flere penge på at have hende liggende her. De kunne ikke gøre mere for hende, sagde lægen. Det kostede en formue at have den lille pige på hospitalet. »Men vi følte, at hvis vi ikke gjorde det, så havde vi ikke for alvor prøvet«, siger Michael. Tre dage efter, at han og Esther havde taget deres datter med hjem, 14. november 1999, døde den lille pige. Hun blev begravet på et lille stykke jord, som Michael havde købt i Luwero - byen, hvor han arbejdede som lærer. Men hvorfor var Angel død? Spørgsmålet gnavede i Michael. I marts 2000 kunne han ikke holde uvisheden ud længere. Han følte sig overhovedet ikke syg, men ville vide besked. Også så han kunne planlægge fremtiden for sig og sin familie. En tidlig morgen tog han ind til The Aids Information Centre i Kampala, betalte de 5.000 shilling og fik taget en blodprøve. Senere på dagen fik han resultatet. »Jeg tror, jeg blev smittet, før jeg mødte Esther. Jeg havde kærester før hende, og jeg brugte aldrig kondom dengang. Det har jeg gjort senere, når jeg har været sammen med en kvinde«. Michael fortalte ikke Esther, at han var positiv. Den dag i dag har han aldrig sagt det direkte til hende. »Jeg ved ikke, om det er mig, der har smittet Esther. Hun har haft andre mænd før mig. Da jeg mødte hende, var hun en moden kvinde«, er Michaels udlægning. Og under alle omstændigheder betyder det jo ikke noget, hvem der har smittet hvem, mener han. »Man er syg, og selv om man vidste, hvor det kom fra, ville det intet ændre«.