Putin ser skævt til finansfyrster

Man kan indlede en valgkamp på mange måder. I Rusland er valgkampen op til parlamentsvalget 14. december og præsidentvalget i marts næste år blevet skudt i gang med arrestationer af topfolk fra den russiske oliegigant Yukos. De blev i juli formelt anklaget for finanssvindel og for at stå bag politiske mord. Ny magtkamp Politiske iagttagere i Rusland ser imidlertid arrestationerne som udtryk for en fornyet magtkamp mellem den russiske præsident, Vladimir Putin, og rivaliserende grupper af politisk magtfulde rigmænd, de såkaldte oligarker. »Det er utvivlsomt de forestående valg, som har udløst den affære«, siger Lilia Sjevtsova, en af Ruslands skarpeste politiske analytikere, til Politiken. »Putin vil begrænse oligarkernes politiske og økonomiske magt, men han vil ikke sætte systemet på spil. Han er stadig dybt afhængig af 'oligarkiet', ikke mindst fordi det er den største finansieringskilde for de Putintro partier«, fortsætter Sjevtsova, der til daglig er forsker ved Carnegie Centret i Moskva. Er det da ikke at sætte systemet på spil, når præsident Putin lader statsanklageren og sikkerhedstjenesterne gå løs på en Yukos-leder som Mikhail Khodorkovskij, der er Ruslands rigeste mand og god for otte milliarder dollar?

»Jo, men Putin vil give oligarkerne en alvorlig advarsel op til valget til Dumaen (det russiske parlament, red.), hvor han ønsker absolut flertal, altså to tredjedeles flertal, til magtens parti, Forenet Rusland, og de mindre støttepartier. Derfor ser Putin det som uhyre farligt, at Khodorkovskijs penge også tilflyder oppositionen«. Hun sigter til, at den russiske rigmand spiller på alle oppositionens 'heste' for at forhindre, at Vladimir Putin får magt til at ændre den russiske forfatning. Støtte fra kommunist Det er også forklaringen på, at selv Kommunistpartiets leder, Gennadij Sjuganov, støtter Khodorkovskij, som på sin side altså også yder støtte til reformpartier som Jabloko. Udgangspunktet er en forventning om, at Vladimir Putin genvælges som præsident i marts næste år, og at han også har planer om at stille op til landets øverste post i 2008, hvorfor kampen om hans parlamentariske grundlag ved valget til december er nok så interessant for dem, der søger indflydelse. Ifølge Lilia Sjevtsova ville Putin på et eller andet tidspunkt have givet magtinstanserne større mulighed for at gå løs på oligarkerne, som tiltog sig både den økonomiske og politiske magt under forgængeren Boris Jeltsin. Nu er det kun et begrænset angreb. »Hvor rig han end er, er Khodorkovskij reelt kun en bifigur«, siger Sjevtsova og peger på, at rigmanden ikke er medlem af den såkaldte Familie, som udgør den inderkreds fra Jeltsintiden, der stadig styrer Rusland fra bagsædet. Putins stabschef Volosjin og ministerpræsident Kasjanov er jo arvegods fra Jeltsin. Hvornår kan lang tids rygter om Putins snarlige fyring af dem blive en realitet?

»De er som stærke medlemmer af Familien alt for selvstændige for ham. Putin vil kappe båndene til Familien, men han vil formentlig ikke fyre dem før valget af frygt for, at helvede så vil bryde løs«. Det andet store problem for Putin er uduelighed hos de folk fra hans hjemby Skt. Petersborg, herunder gamle KGB-kolleger, som han har hentet ind i sit apparat. »Prætorianerne, som vi kalder dem, er patetiske og svage. Det ved Putin, og det styrer hans usammenhængende kurs«. Kontrollerer tv Putins mænd har allerede gennemført visse forberedelser til kampen, såsom lukning af den sidste uafhængige tv-kanal, TVS, i foråret. Det giver Kreml kontrol med alle nationale tv-stationer, der ud over penge er de vigtigste redskaber til at vinde valg i landet. Det er formentlig også udtryk for valgforberedelse, at Kreml nu vil kontrollere studier i folkestemningen ved at overtage styringen af Ruslands mest respekterede meningsmålingsinstitut, VTsIOM. Det blev startet i 1989, to år før Sovjetunionens endelige opløsning, af sociologen Jurij Levada som en statslig organisation, men det har siden optrådt helt uafhængigt uden statsstøtte. Levada er altid god for skarpe analyser, for eksempel af det modsætningsfyldte i, at støtten til Putin stabilt har ligget på over 80 procent, mens over halvdelen af instituttets adspurgte ser Putins politik som en fiasko, når det gælder landets to største problemer: krigen i Tjetjenien og socialpolitikken. Det skyldes ifølge Jurij Levada, at det snarere er symbolet Putin end statslederen Putin, som russerne elsker. Levada har begået den alvorlige fejl ikke at gøre noget ved, at VTsIOM på papiret forblev statsejet. Nu har Kreml taget det papir frem og vil udskifte bestyrelsen med folk fra præsidentadministrationen og regeringen. De skal afgøre, hvad befolkningen skal spørges om og hvordan op til valgene. Ved et pressemøde for nylig forudså Jurij Levada, at han selv ryger ud, og at ingen af instituttets sociologer er bedt om at blive. En Kreml-kilde har sagt til ham: »Vi har fået ordre til at skære halsen over på dig«. Tjetjenienproblemet Blandt Putins største problemer op til valgene er den fortsatte krig i den lille udbryderrepublik Tjetjenien, hvor udsigten til en politisk løsning fortsat er yderst tvivlsom. Putins hårde kurs over for tjetjenerne og løftet om en hurtig og håndfast løsning sikrede ham ellers netop præsidentposten i marts 2000. Eller som Julia Latynina, kommentator i avisen Novaja Gaseta, beskriver den aktuelle situation: »Det er valgtid igen, men i år kan Kreml ikke bygge sin kampagne på bekæmpelse af tjetjenske terrorister. Vælgerne kunne give sig til at spørge, hvad regeringen har gjort ved dét i de sidste fire år. Så i år er der fundet en ny fjende lige i tide: oligarker«. Hadet til disse politisk magtfulde finansfyrster, oligarkerne, er da også indædt hos den almindelige russer. Ifølge en ny meningsmåling mener 80 procent, at oligarkernes store formuer blev skabt på uhæderlig vis i 1990'erne. 77 procent mener, at de fleste privatiseringer efter opløsningen af Sovjetunionen må annulleres. I erhvervskredse er der udpræget nervøsitet for, at Yukos-affæren netop er optakt til sådan en udvikling - også selv om Kreml forsikrer, at Putin intet har at gøre med angrebene på Yukos. De er under alle omstændigheder populære blandt vælgerne. De fleste andre oligarker forholder sig tavse, men en af dem har anonymt sagt til dagbladet Isvestija: »Khodorkovskij har stukket næsen for langt frem politisk. Han ødelægger vores personlige kontrakt med Putin«. Den blev indgået i 2000, da Putin lovede ikke at antaste privatiseringsresultaterne, hvis oligarkerne holdt sig uden for politik. Ved Yukos' elegante hovedkvarter i Moskva mødes besøgende nu af plakater i ironisk sovjetstil med tekster som »Sammensværgelse imod Yukos« og »Statsanklageren smadrer Ruslands økonomi«. Magtspil Mange russiske og vestlige kommentatorer frygter, at sidstnævnte tekst er rigtig. Yukos er Ruslands mest succesrige og veldrevne gigant, så at angribe dette olieimperium kan dæmpe udenlandske investeringer, som primært går til denne sektor. Lilia Sjevtsova analyserer i sin seneste bog, den engelsksprogede 'Putin'sRussia', magtspillet imellem præsidenten og oligarkerne på den ene side og sikkerhedstjenesterne og magtministerierne på den anden. Putin er ikke demokrat, men overbevist reformmand, når det gælder økonomien, mener hun og siger: »Det er hans dilemma mellem at være reformator og stabilisator. I det topcentraliserede system, som han selv har skabt, kan han kun frigøre sig fra oligarkerne ved yderligere at styrke magtinstanserne, siloviki«. Ifølge Sjevtsova må der skabes en helt ny balance imellem landets eliter ved at inddrage befolkningen. Det har Putin hidtil ikke vist interesse for. »Som det ser ud nu, vil Putin måske slippe fri som gidsel for oligarkerne for i stedet at ende som gidsel for magtapparaterne«.