Italiensk borgerkrig på lavt blus

Italiens ministerpræsident, Silvio Berlusconi, har det med at kalde sine modstandere for kommunister og giver dermed mindelser om en helt anden tid. Men det er i virkeligheden slet ikke så underligt, mener politiske eksperter, som mener, at Italien stadig befinder sig i en form for borgerkrig mellem 'kommunister' og 'fascister'. »Italien er ikke et fuldbyrdet demokrati« »Italien er ikke et fuldbyrdet demokrati. Hvis venstrefløjen vinder, råbes der 'kosakkerne kommer'. Når højrefløjen vinder, lyder det: 'fascister', 'tab af frihed!'. Vi har en unaturlig politisk spænding her i landet«, siger Giovanni Pellegrino, der er medlem af det italienske Senat for Venstredemokraterne. Han var fra 1996 til 2001 formand for parlamentets massakrekommission, der har endevendt de såkaldte 'blyår' i Italiens historie. Spændinger Fascismen led nederlag i Anden Verdenskrig efter en intens modstand fra La Resistenza, den interne modstandsbevægelse. Umiddelbart efter fik Italien en republik, et parlament, stemmeret for alle, altså et helt normalt demokrati. Men det nyfødte demokrati havde brug for tid til at vokse sig stærkt. De indre spændinger mellem fascister og modstandsfolk skulle dulmes. Men det skete ikke. Den Kolde Krig delte ubønhørligt Italien op i to lejre. Italien havde Vestens største kommunistparti, og amerikanerne skævede med gru til landet, hvor kommunismen kunne krybe ind ad bagvejen. Det unge demokrati gik i koma og er aldrig rigtig kommet sig. Blodigt opgør Frem til slutningen af 1960'erne befandt Italien sig i risiko for en borgerkrig. Med 68-bevægelsen antændtes lunten, og i de følgende 20 år blev 491 mennesker myrdet, og 1.181 såret. Venstreekstremister i de Røde Brigader kæmpede mod højreekstremister, der fik hjælp fra dele af statsapparatet, ikke mindst efterretningstjenesten. Opgøret med den periode viser, at Italien endnu ikke har lagt stridighederne bag sig. Retssag på retssag har forsøgt at opklare terrorsagerne, men resultaterne har været modstridende og uklare. Det viser, at dommerstanden har været en aktiv medspiller i kampen om statsmagten. Den seneste bølge af terrorhandlinger fra de genopståede Røde Brigader begyndte, da Silvio Berlusconi gik ind i politik omkring 1993. Han hævder, at også Operation Rene Hænder var de statsundergravende kommunisters forsøg på at bekæmpe ham via retssalene. Uretsstaten Den britiske journalist Tobias Jones, der tidligere på året udgav bogen 'The Dark Heart of Italy', kalder det italienske retsvæsen for »politiseret i en grad, der er utænkelig i de fleste moderne demokratier«. Jones siger ligefrem, at det ofte ligner »revolutionær retshåndhævelse« og konstaterer, at det ville være mærkeligt, om ikke også dommerne arbejder politisk, når alting synes at være politisk i Italien. Landsmanden og historikeren Paul Ginsborg mener også, at italienske dommere er politiseret. I bogen 'Italy and its discontents' fra 2001 beskriver Ginsborg, hvordan politiseringen begyndte med den kulturelle revolution fra 1968. Dommerstandens eget ledende organ, Consiglio Superiore della Magistratura, (Dommerstandens Øverste Råd) blev opdelt i politiske fløje, der gjorde det lettere at knytte dommere og anklagere til specifikke politiske partier Det er skæbnens ironi, at rådet netop blev oprettet efter fascismetiden som en garanti mod politisk indblanding i dommernes arbejde. Kritik fra FN Også FN synes, at italienske dommere leger lidt for meget med politik. Tidligere på året anbefalede en FN-rapport, at italienske dommere holder op med at diskutere politik offentligt, og at der indføres en lov, som forbyder dommerstandens medlemmer at stille op til parlamentet. Men dommer Claudio Castelli fra domstolen i Milano afviser, at dommerstanden er politiseret. Han er formand for Magistratura Democratica, den ene af fire politiske fløje i dommerstandens selvbestemmende råd, der bl.a. udnævner dommere. »Opdelingen udtrykker ikke politiske, men snarere kulturelle tilhørsforhold,« siger Claudio Castelli til Politiken. »Vi går ikke ind i brede politiske spørgsmål, men beskæftiger os kun med juridiske anliggender. Jeg kan give et eksempel: I Magistratura Democratica (opfattes som moderat venstreorienteret, red.) mener vi, at dommeres forfremmelse skal afgøres af deres kvalifikationer, mens vores modpart går ind for at udnævne efter anciennitet,« siger Claudio Castelli. Han mener, at opdelingen i fløje er et udtryk for gennemsigtighed. »Alle mennesker har overbevisninger, og det har dommere også, så derfor kan man lige så godt spille med åbne kort. Det afgørende er selvfølgelig, at disse overbevisninger ikke bliver brugt til at gå imod loven eller udstede partisandomme,« siger Castelli. Oprørt Han er oprørt over Silvio Berlusconis beskyldninger, som bl.a. har udmøntet sig i, at Berlusconis parti, Forza Italia, for nylig erklærede sig rede til at oprette en parlamentskommission, der skal undersøge, om dele af den italienske dommerstand forfølger et 'statsundergravende' politisk projekt. Det skete, efter at en domstol i Milano beskrev en omfattende korruptionssag mod Berlusconis advokat, Cesare Preveti, som den største korruptionssag i efterkrigstidens Italien. Advokaten blev i april idømt 11 års fængsel for korruption, og Berlusconi selv var medanklaget i den ene af to sager, men slap for yderligere retsforfølgelse grundet de italienske forældelsesfrister. »Dommerstandens medlemmer er særligt følsomme over for begrebet retfærdighed. Derfor er det meget ærekrænkende for os at blive beskyldt for at have andet formål end en gennemførelse af loven. Dommerstanden driver ikke heksejagt på Berlusconi. Den forfølger nogle formodede lovovertrædelser, sådan som loven siger, den skal,« siger Castelli.