Korruption generobrer Italien

Man kan købe sig til meget i Italien. En førsteplads i en sangkonkurrence, et kørekort, en universitetsgrad, en lægeerklæring, et job. Sågar kan fanger købe narko af fængselsbetjente. Og fænomenet er i vækst, siger både eksperter og meningsmålinger. »Desværre er korruptionen langtfra udryddet i det italienske samfund. Tværtimod peger alting på, at fænomenet er i stigning,« siger korruptionseksperten Donatella Della Porta, der er leder af fakultet for Politisk Videnskab og Sociologi ved Europauniversitetet i Firenze. Afsløring For nylig antydede dommerundersøgelser, at Italiens mest berømte sangkonkurrence, der hvert år afvikles i byen San Remo, afgøres af den bestikkelse, de håbefulde og ofte meget unge sangfugle betaler til konkurrencens bagmænd. I juli kom de store avisoverskrifter frem, da professorer og lærere på Roms ellers højt respekterede La Sapienza Universitet blev anklaget forat have uddelt falske eksamensbeviser til jurastuderende, som til gengæld betalte penge under bordet for at kunne kalde sig cand.jur. I februar i år blev det afsløret, at det offentlige vejselskab ANAS' afdeling i Milano har taget bestikkelse for at udlicitere vejarbejde til bestemte firmaer, og omtrent samtidig blev det multinationale medicinalfirma GlaxoSmithKline's afdeling i Italien beskyldt for at havebetalt store summer for at få italienske læger til at vælge deres produkter frem for konkurrenternes. Læger under anklage Og en håndfuld milanesiske læger blev anklaget for at have modtaget penge fra et brasiliansk selskab for at bruge netop selskabets ventiler til hjertepatienter. 20 patienters død efterforskes, og mistanken er, at ventilerne var defekte, men at lægerne valgte dem på grund af de medfølgende kontanter. »Selvfølgelig er alle italienere ikke korrupte, for så ville Italien ikke ligge blandt verdens syv stærkeste økonomier. Men de ærlige og redelige skal arbejde dobbelt så hårdt for at udligne skaden fra de korrupte,« siger Maria Teresa Brassiolo, der er repræsentant i Italien for organisationen Transparency International, der har som mål at bekæmpe korruption globalt. Rene Hænder Italien er tilsyneladende ikke kommet særligt langt i sin kamp modkorruption ti år efter, at korruptionsskandalerne under navnet Operation Rene Hænder lagde det politiske landskab øde. Landets mest magtfulde parti, De Kristelige Demokrater, der havde regeret landet siden Anden Verdenskrig, blev lukket og genfødtes siden i små skrøbelige fraktioner. Socialistpartiet, der havde afgørende indflydelse i 1980'erne, skrumpede ind til en miniature af sig selv, og partileder Bettino Craxi gik i eksil i Tunesien, hvor han døde i januar 2000. Operation Rene Hænder er blevet beskrevet som en juridisk aktion, der fik det halve hus til at brase sammen. Transparency International placerer i dag Italien som nummer 31 på ranglisten over de mindst korrupte lande - Danmark er nummer to efter Finland - og i EU ligger kun Grækenland ringere placeret, mens lande som Estland, Slovenien, Botswana, Namibia og Taiwan scorer bedre end Italien.»Italien har mistet to point i år, og det skyldes især sundhedssektoren, hvor risikoen for korruption stiger«,siger Maria Teresa Brassiolo. Stigning En splinterny meningsmåling fra handelsorganisationen Confesercenti viser, at korruptionen også ifølge de erhvervsdrivende er i stigning. 62 procent af de adspurgte forretningsdrivende svarer, at korruptionen er enten stabil eller stigende, og 33 procent forventer en forværring. Halvdelen mener, at de nationale politikere er skurkene i korruptionen, mens 45 procent placerer sorteper hos de kommunale og regionale politikere og embedsmænd. 75 procent mener, at de erhvervsdrivende erparate til at betale penge under bordet, hvis de bliver tvunget til det. I 1995 var tallet 56 procent. Undersøgelsen viser, at små og store beløb skifter ejermand i en lang række tilfælde. Først og fremmest betaler firmaer penge under bordet for at vinde licitationer. Embedsstanden Der er sågar eksempler på forældre, der betaler for at springe ventelisten til vuggestuen over. Maria Teresa Brassiolo siger, at korruptionen især florerer i den offentlige administration. »Vores embedsmænd er meget beskyttede. En offentlig ansættelse er ensbetydende med et job for livet. Selv hvis en medarbejder bliver taget for korruption, fyres han eller hun ikke. Det skyldes dels, at fagbevægelsen er meget stærk, dels at arbejdsrettens dommere ofte ser blidt på enkelte forseelser, fordi der er tale om små beløb i forhold til de enorme summer, der sammenlagt går igennem systemet«, siger Maria Teresa Brassiolo. I årene umiddelbart efter Operation Rene Hænder oplevede Italien et voldsomt fald i korruptionen i den politiske verden. Årsagen var enkel: De korrupte politikere var fjernet af dommerundersøgelserne, og det daglige fokus på korruption skræmte mange fra at begå ulovligheder af frygt for at blive opdaget. Men i slutningen af 1990'erne begyndte unoderne stille og roligt at vende tilbage. »De gamle korrupte politikere var måske nok væk, men de nye var ikke dydige. Partiernes baser brød sammen, og de fleste retskafne mennesker flygtede fra politik i lede over den råddenskab, der kom frem under Operation Rene Hænder. Tilbage blev pragmatikerne uden de store idealer,« siger Donatella Della Porta. Magtbaser De nye politikere begyndte at slå rødder og skaffe de magtbaser, der er forudsætningen for ulovlige handler. Samtidig kom Silvio Berlusconi ind i billedet med sin intense mediekampagne mod dommerne bag Operation Rene Hænder: dommerne var de røde skurke, der kun var ude på at gennemføre et kommunistisk kup, mens de korruptionsanklagede var de uskyldige syndebukke. Mange af de nye politikere har ifølge Della Porta en erhvervsvirksomhed ved siden af det politiske hverv, og det udgør en uheldiginteressekonflikt med indbygget risiko for korruption og uigennemsigtige aftaler. Hun påpeger, at det er 'craxismen', der igen er ved at fåovertaget i italiensk politik. Ordet henviser til den praksis, der blev gældende under socialistlederen Bettino Craxis storhedstid i 1980'erne,hvor korruptionen nåede sit foreløbige højdepunkt. Craxisme er politikopfattet som et middel til at gøre karriere og drive forretning. Craxismens fremmeste repræsentant er Silvio Berlusconi, der fra starten af sin regeringstid har lovet at løse sin interessekonflikt som forretningsmand og politiker, men foreløbig ikke gjort det. Eksperterne peger på det uheldige signal, der sendes til borgerne. Berlusconi skræddersyr love til sig selv for at slippe for retssager, hvor han blandt andet er anklaget for korruption. Den slags signalerer til borgerne, at politikerne ikke er indstillet på at udrydde korruptionen, men snarere de dommere, der forfølger den. Hjælpen skal ifølge Donatella Della Porta komme fra de nye sociale bevægelser. »Der er tale om almindelige mennesker især på venstrefløjen og i de katolske miljøer, som siger: politik kan være andet end penge og magt, det kan også handle om idealer. Disse grupper inspirerer og lægger pres på de partierne i parlamentet, og det kan måske føre til en forandring,«siger Donatella Della Porta.