Bush fortsat i skudlinjen

»Drabene på Saddam Husseins to sønner vil på kort sigt hjælpe på præsident Bushs politiske renommé og tage lidt af gassen af den kritik, han modtager på hjemmefronten. De tos død vil gøre mere indtryk i USA end Irak, men selv herhjemme vil virkningen for Bush være kortfristet«. Harry Targ er specialist i amerikansk udenrigspolitik på Purdue Universitet i staten Indiana og forfatter til 11 bøger om internationale forhold. Samtidig er Targ en skarp kritiker af Irakkrigen. Lig på video USA's regering fortsætter med at forsøge at overbevise den arabiske verden om, at Uday og Qusay Hussein virkelig er døde. Efter at have offentliggjort fotos af de to brødres lig torsdag, lod amerikanerne fredag journalister inspicere ligene og udleverede videooptagelser til tv-stationerne. Daniel Benjamin fra Center for Strategic & International Studies i Washington arbejdede i 1990'erne for præsident Bill Clinton og skrev den tale, som Clinton holdt i København i 1997. Han er enig med Targ: »For en dag eller to vil Uday og Qusay Husseins død uden tvivl ændre dagsordenen. Amerikansk presse er imidlertid dybt engageret i regeringens tvivlsomme påstande før krigen, og det vil ikke stoppe«. Præsidentens håb Præsident George W. Bush og hans regering håber, at de daglige angreb på amerikanske styrker vil tage af eller i bedste fald helt stoppe, når det går op for resterne af Saddam Husseins Baathparti, at sønnerne er døde, og regimet ikke vil få et comeback. Det tror Targ ikke på: »Min opfattelse er, at Bushregeringen tager fejl, når den mener, at kræfterne bag volden i Irak er medlemmer af Baathpartiet og en håndfuld fundamentalister. Volden mod de amerikanske soldater er en afspejling af en bred baseret opposition til den amerikanske besættelse. Jeg tror ikke, at der kun er tale om få isolerede fraktioner af utilfredse, som er stødt fra magten«. Guerillakrig »Det er nu helt klart, at der er tale om en guerillakrig. Selv militæret indrømmer det«, tilføjer Benjamin. »Det store spørgsmål er, hvem der står bag. Vrede og utilfredse Baathmedlemmer tager helt klart del i angrebene. Det antages også, at Saddam Hussein eller nogen af hans nærmeste rådgivere står bag. Jeg tror, at situationen er mere flydende. Der er også irakiske ultranationalister uden tilknytning til Saddam, som tager del, og med tiden vil flere og flere militante melde sig«. Tabstal vokser Næsten hver eneste dag kan forsvarsministeriet Pentagon føje nye navne til listen over dræbte amerikanere i Irak. Hver dag er medierne fyldt med billeder af de dræbte og deres sørgende familier. Tab af amerikanske soldater drev Clinton ud af Somalia, og hans forgænger Richard Nixon af Vietnam. Kan det samme ske i Irak? »Jeg mener, at den amerikanske befolkning vil acceptere tab, når der er en overbevisende årsag som en fare mod international sikkerhed eller et overordnet humanitært mål«, siger Benjamin. »Men amerikanerne bliver mere og mere forvirrede og tvivlende, når det gælder spørgsmålet om, hvor stor den påståede trussel fra Irak var. Regeringen havde også - uklogt synes jeg - overdrevet forventningerne om, at vi ville blive modtaget som befriere«. Bekymring Professor Targ drager en endnu skarpere konklusion: »Dag for dag stiger amerikanernes bekymring over de daglige tab. Amerikanske soldater i Irak er også frustrerede over, at de ikke kan komme hjem. Derfor tror jeg, at den amerikanske befolkning vil blive mere og mere fjendtlig over for vores fortsatte tilstedeværelse i Irak«. Sammenligningen med Vietnam og det hængedynd, som amerikanerne havnede i der for snart 40 år siden, dukker også oftere op. Benjamin mener, at der er lighedspunkter. En stor del af befolkningen er imod USA's tilstedeværelse i Irak, og så bliver der gennemført en guerillakrig mod amerikanerne. Tålmodigheden vil ikke holde så lang tid som i Vietnam, men det er ifølge Daniel Benjamin endnu for tidligt at tale om et irakisk 'hængedynd'. Robert Blendon er professor på Harvards Kennedy School of Government og specialist i den offentlige mening. I april sagde han til Politiken, at amerikanerne kunne acceptere forholdsvis store og regelmæssige tab, hvis de kunne se et mål med krigen og en exit-strategi. I dag siger Blendon: »Det er for tidligt at fastslå, at der ikke er en exit-strategi, men alle meningsmålinger afslører, at folk bliver mere og mere bekymrede over det, der sker i Irak. Hvis ikke det lykkes at få stabiliseret Irak, vil nervøsiteten stige. Præsidenten kan imidlertid fortsat slippe af sted med at sige, at det kun er en lille gruppe, som pisker stemningen op«. Bevægelsesfrihed »Hvis situationen er den samme om seks måneder eller et år, så vil stemningen være anderledes. Præsident Bush har dog større bevægelsesfrihed end andre krigspræsidenter på grund af terrorangrebet 11. september 2001. Han har nok et år, før folk for alvor begynder at spørge, hvorfor vi ikke overgiver problemet til andre, og så vil vi nok genopdage FN«.