Demokrater kræver undersøgelse af Bush-påstande

Lyt til artiklen

USA's demokratiske opposition kræver en tilbundsgående undersøgelse af, om præsident George W. Bush bevidst videregav fejlagtige oplysninger om Iraks atomvåbenprogram. Det Hvide Hus har erkendt, at oplysninger om, at Irak forsøgte at købe uran fra Niger, var baseret på forfalskede dokumenter. Under sit besøg onsdag i Sydafrika afviste Bush brysk et spørgsmål om, hvorvidt han selv troede på, at oplysningerne om Nigerkøbet var korrekt, da han nævnte dem i januar i sin årlige tale om nationens tilstand. Bush er ikke i tvivl Bush svarede ifølge britisk BBC, at han var overbevist om, at Iraks Saddam Hussein udgjorde en trussel mod verdensfreden, og at masseødelæggelsesvåben vil blive fundet: »Jeg er ikke i tvivl om, at vi havde ret«. 'Vi handlede i god tro' Præsidentens republikanske partifælle i Senatet Rick Santoru fastholdt også, at regeringen havde handlet i god tro, men »siden har det vist sig - i hvert fald ifølge én rapport - ikke at være sandt«. Det er imidlertid tvivlsomt, om Bushs rådgivere ikke har været klar over, at Nigeroplysningerne var forkerte. På foranledning af vicepræsident Dick Cheneys kontor sendte efterretningstjenesten CIA i februar 2002 den tidligere diplomat Joseph Wilson til Niger for at undersøge påstanden. Klinger hult Wilson konkluderede, at det intet havde på sig. Han er sikker på, at svaret som vanlig blev fordelt i mindst fire kopier. Alligevel dukkede Nigerpåstanden op igen i november i en britisk hvidbog og genbrugt af Bush i januar. Derfor klinger det hult, når Santoru roser regeringen for straks at have erkendt fejlen: »Præsidenten trådte frem og fortalte, hvordan det var. Jeg mener, at det er alt, man kan forvente«. 'Hvorfor skulle der gå et halvt år?' Det mener Wilson ikke kan være korrekt. Og hvorfor skulle der gå seks måneder, inden Det Hvide Hus krøb til korset? Især fordi amerikanske diplomater ifølge New York Times allerede syv dage efter præsidentens tale meddelte Det Internationale Atomenergi Agentur (IAEA), at USA ikke kunne bekræfte dokumenterne. Det Demokratiske Parti mener derfor, at det er på tide at få undersøgt, »hvorfor informationerne om det falske uransalg ikke nåede frem til beslutningstagerne i 2002«, som senator Carl Levin formulerer det. Rumsfeld grillet Han bliver støttet af den ledende demokrat i Senatets efterretningsudvalg, John D. Rockefeller, som allerede onsdag grillede forsvarsminister Donald Rumsfeld i udvalget. Rumsfeld sagde, at USA ikke gik i krig med Irak på grund af nye, foruroligende beviser om Husseins masseødelæggelsesvåben, men fordi man så de eksisterende beviser i et nyt lys efter terrorangrebet på Amerika 11. september 2001.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her