Tyske soldater til Congo, næsten da

Tyskland har besluttet at deltage i den EU-styrke, der skal søge at hindre yderligere folkemord i Congo. Men de tyske soldater, maksimalt 350, vil ikke blive sendt ind i selve Congo. De skal fungere som forsynings- og sanitetstropper med base i nabolandet Uganda. Kun i yderste nødsfald vil de blive sendt i kamp. Indtil videre vil det være især franske og belgiske tropper, der risikerer at stå for skud. Kolonimagterne har erfaringerne Den tyske forsvarsminister, Peter Struck, forklarer denne arbejdsfordeling med, at Frankrig og Belgien som gamle kolonimagter har de fornødne erfaringer med at agere i Afrika. Vore soldater er ikke uddannet til den forestående opgave, konstaterer Struck - »og jeg vil heller ikke lade dem uddanne til at skulle skyde på børnesoldater, der er pumpet fulde af narko, for at forsvare sig selv«. Denne dramatiske bemærkning lod forsvarsministeren falde i et radiointerview aftenen før, at Forbundsdagen i Berlin skulle tage stilling til udsendelsen af endnu en tysk styrke til et kriseområde langt fra Tyskland. I Forbundsdagen erklærede Struck, at »den civiliserede verden« ikke kan nøjes med at se på, mens en »humanitær katastrofe« hærger et land, her Congo. Et stort flertal stemte for det tyske engagement i »Operation Artemis«, hvor EU for første gang griber militært ind i en konflikt på egen hånd, helt uden opbakning fra NATO. »Men lad det ikke gentage sig«, advarede Wolfgang Schäuble, hvis ord vejer tungt i CDU: »Ellers driver vi endnu en kile ind i den atlantiske alliance«. Fransk initiativ At EU nu griber ind i Congo, skyldes først og fremmest Frankrigs initiativ. Underhånden har tyske politikere i alle lejre luftet deres bekymring for, at Frankrig her først og fremmest plejer sine egne ambitioner om at spille en rolle i global politik - og ikke overlade scenen alene til supermagten USA. Men hvad er Tysklands nationale interesse i at være med, spørger den konservative avis Frankfurter Allgemeine Zeitung. Kansler Gerhard Schröder har forklaret, at man ikke ville lade Frankrig og Belgien stå alene i denne sag. Süddeutsche Zeitung, en af Tysklands mest indflydelsesrige aviser, synes, at det ville have været mere ærligt, om Schröder og Chirac åbent havde indrømmet: »Vi sender soldater til Congo, fordi vi ikke sendte nogen til Irak«. Tyskland har påtaget sig at flyve forsyninger fra Europa til Uganda, hvor de vil blive omladet og fragtet videre ind til EU-styrken i Congo. Her er opgaven først og fremmest at få adskilt de etniske grupper, der massakrerer hinanden, og at sikre sig kontrol over lufthavnen i Bunia, hvor de mange fordrevne søger beskyttelse. Tak fra Chirac Da Frankrigs præsident, Jacques Chirac, forleden var i Berlin, takkede han Tyskland for bidraget. Selv om det var »beskedent«, var det kærkomment. Og så glattede Chirac ud med en forstående bemærkning om, at Tyskland jo allerede var stærkt forpligtet i Afghanistan. Her er det tyske kontingent det største af alle i den fredsbevarende styrke. Oprindeligt var det FN, der opfordrede sine medlemsstater til at stille med soldater til en fredsbevarende operation i Congo. Også Danmark blev spurgt, men regeringen slap for at tage stilling, da Frankrig og Belgien (Congos gamle koloniherrer) med held lancerede deres EU-initiativ. For i kraft af de danske forbehold over for EU kan vi ikke deltage i nogen form for militært samarbejde, hvis det sker under EU's flag.