Irans atomprogram skal under strengere international kontrol, før Rusland vil sende nukleart brændstof til Iran, meddelte den russiske præsident, Vladimir Putin, efter hjemkomsten fra G8-topmødet i Evian i Frankrig. Samtidig har den russiske minister for atomenergi, Aleksandr Rumjantsev, oplyst, at en iransk reaktor, ikke som planlagt vil stå færdig næste år, men først vil kunne startes op i 2005. Nødt til at udskifte udstyr Rumjantsev siger, at årsagen til forsinkelsen er, at man er nødt til at udskifte noget af det udstyr, som tyske Siemens havde leveret til iranerne, før de trak sig ud af samarbejdet efter Irans islamiske revolution i 1979. Meldingen kommer efter, at en højtstående britisk embedsmand mandag havde oplyst over for BBC, at Putin på topmødet havde lovet at stoppe al nuklear eksport til Iran, indtil Teheran underskriver en ny og strengere aftale om inspektion af deres atomprogram. Hårdt pres fra USA Rusland har længe været under hårdt pres fra USA for at stoppe leverancerne af nukleart materiale og teknologi til Iran, som amerikanerne mistænker for at have et hemmeligt atomvåbenprogram. Og den russiske beslutning kommer efter, at G8-topmødet i en fælleserklæring advarer Iran og Nordkorea om, at man ikke vil lade landene udvikle atomvåben ustraffet. Samarbejdet fortsætter På topmødet udtalte præsident Putin, at Rusland vil fortsætte sit tætte samarbejde med Iran. »Samtidig tror vi, at det Internationale Atomenergi Agentur må spille en afgørende rolle, og vi vil insistere på, at hele det iranske atomprogram kommer under agenturets kontrol«, sagde Putin. Ingen leverancer En talsmand for Ruslands ministerium for atomenergi oplyste endvidere tirsdag, at Rusland under ingen omstændigheder vil levere nukleart brændstof til Iran, før Teheran underskriver en aftale om tilbagelevering af det brugte brændstof. Iran afviser alle beskyldninger om, at det har et hemmeligt atomvåbenprogram.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























