USA lader kaos råde i Irak

Krigen mod Irak var en formssag for den militære Goliat USA. Amerikanerne indrømmer nu, at det bliver sværere at vinde freden. Kun fem uger tog det den amerikanske krigsmaskine at løbe Iraks militære dværg over ende. Freden tager det imidlertid længere for USA at erobre. Fem uger efter krigens ophør er Irak fortsat et land i kaos. Amerikanernes planer for et nyt, frit Irak er begravet i Bagdads ruiner, mens lovløsheden hærger og truer indførelsen af demokrati. Den populære amerikanske politolog Robert Kagan har sammenlignet USA med Mars og europæerne med Venus. Han siger, at amerikanerne - både republikanske og demokratiske regeringer - tror på brugen af magt og ikke er bange for at anvende den. Syv krige er det blevet til på et dusin år. Fred i Irak har amerikanerne imidlertid sværere ved at vinde. Lovløsheden hersker i det besatte land, og amerikanske soldater skyder ikke på irakere, som plyndrer eller begår hærværk, for banditterne skyder jo ikke på besættelsesmagten, som soldaterne siger. I weekenden fortsatte uroen, og mindst 10 blev dræbt under et opgør mellem arabere og kurdere ved byen Kirkuk. Tusinder af indbyggere strømmede i går ud i Bagdads gader i protest mod gangstervældet og krav om indførelsen af et irakisk styre. Olieproduktionen er ligeledes lammet af uroligheder og lovløshed. Gang på gang bliver amerikanerne nødt til at mindske ambitionerne og tidsrammen for, hvornår Iraks olieproduktion for alvor kan komme i gang og finansiere genopbygningen af det krigshærgede land. For øjeblikket producerer Irak ikke engang tilstrækkeligt til at dække eget energiforbrug. Rumsfelds vision Under en høring i Kongressen er det kommet frem, at den amerikanske regering fuldstændig har undervurderet fredens problemer i Irak. Desuden er man som sædvanlig ramt af den evige strid mellem forsvars- og udenrigsministeriet. Forsvarseksperter både i og uden for Pentagon siger til avisen Washington Post, at de militære planlæggere helt klart var påvirket af regeringens spådomme om, at man ville blive modtaget som befriere. Desuden har præsident George W. Bush tit og ofre demonstreret sin antipati mod at bruge militæret til fredsbevarende opgaver og amerikanske skatteyderdollar til bistand og genopbygning af andre lande. Donald Rumsfeld, forsvarsminister, har også en vision om, at mindre og lettere væbnede enheder støttet af kraftige luftbombardementer vil sejre på det 21. århundredes slagmarker. De militære planlæggere gjorde alt for at bekræfte Rumsfelds fremtidsvision. Selv Bushs partifæller i Kongressen begynder at advare om, at regeringen efter at have »vundet en storslået sejr på slagmarken« risikerer at tabe freden. De »hårde lektioner lært i Bosnien, Kosova, Somalia, Haiti og Afghanistan om behovet for at nedkæmpe lovløshed er tilsyneladende faldet ud af slagplanen under det hurtige fremstød mod Bagdad«, sagde Christopher Shays, republikansk medlem af Repræsentanternes Hus, under kongreshøringen i sidste uge. Mere og mere går det nu op for amerikanerne, at et succesrigt post-Saddam Hussein-Irak afhænger af sikkerheden. Antallet af amerikanske soldater øges derfor med 15.000 til 160.000. Styrken i Bagdad øges med 20.000 soldater og militærpoliti til 69.000. Dødfødt plan Washington siger, at man havde en plan for freden. Irakiske betjente skulle hurtigt genoptage deres arbejde og sørge for ro og orden, mens irakiske soldater skulle bygge veje og rydde op efter de heftige luftangreb. Men først nu begynder Bagdads 10.000 betjente at melde sig til tjeneste igen. De irakiske soldater smed blot uniformen og forsvandt med deres håndvåben, som for en dels vedkommende er havnet i forbryderes hænder. Den første leder af genopbygningen, general Jay Garner, blev et offer for den traditionelle strid mellem forsvars- og udenrigsministeriet. Selv om sikkerheden ikke var Garners ansvar, så fik han skylden for urolighederne. Da Pentagon også frygtede, at iranerne ville blande sig, ønskede Rumsfeld imod udenrigsministeriets og CIA's vilje en endnu hurtigere overgang til irakisk selvstyre. Derfor skulle Garner udskiftes med den civile leder Paul Bremer. Amerikanerne har nu ifølge New York Times indset, at det er umuligt at eksperimentere med demokrati, så længe irakerne ikke føler sig sikre nok til at gå på arbejde og i skole, og så længe de ikke har de mest nødvendige servicefunktioner. Men det betyder, at besættelsen må forlænges - hvilket øger risikoen for nye blodsudgydelser.