Efter 23 år i eksil vendte den 63-årige ayatollah Mohammed Baqir al-Hakim i dag tilbage til Irak. Hvor han kommer frem tiljubles han af store skarer af tilhængere. Al-Hakim lægger ikke skjul på sin skepsis over for den udenlandske indflydelse i landet. Baqir al-Hakim, der er leder af Det Højeste Råd for den islamiske revolution i Irak (SCIRI), blev under sit besøg i Basra i det sydlige Irak, omringet af glødende tilhængere. 100.000 samledes på stadion i Basra, hvor al-Hakim talte for en irakisk regering fri for udenlandsk indflydelse. Udtalelsen kom få timer efter, at USA præsenterede en FN-resolution, som skal ophæve sanktionerne mod irak, men også give Washington vidtrækkende magtbeføjelser i landet efter krigen. Al-Hakim kører rundt i en kortege af firehjulstrukne biler, og overalt hvor han kommer frem hyldes han af shiamuslimer. I løbet af de seneste 30 år er fem af al-Hakims brødre og over ti andre slægtninge blevet dræbt i kampen mod Saddam Husseins regime. Al-Hakim selv flygtede til sidst til Iran. Vil blive fulgt nøje I forbindelse med sit lange eksil har Baqir al-Hakim opbygget den Saddam-fjendtlig shiabevægelse (SCIRI), som nu deltager i de amerikanske forsøg på at danne en ny regering i Irak. Hans bevægelser vil nøje blive fulgt af de amerikanske og britiske besættelsesstyrker. Ifølge BBC er der frygt for, at han vil arbejde for et islamisk styre i Irak efter iransk model. Ro og orden Al-Hakim sagde før sin ankomst til Basra, at han har i sinde at arbejde på at forbedre levestandarden i Irak, og at han vil forsøge at genoprette ro og orden og gøre en indsats for, at irakerne får mulighed for at stemme på en regering, der repræsenterer alle landets etniske grupper. »Sikkerhedsspørgsmålet er det første, vi vil tage fat i, og vi har erklæret os parate til at sikre alle irakeres sikkerhed, hvis de allierede styrker vil lade os gøre det og ikke blander sig i Iraks interne forhold«, sagde al-Hakim.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























