Sejren styrker Bush

Hverken terror-angrebet i 2001, Afghanistan- eller Irakkrigen var præsident George W. Bushs største politiske udfordring. Den står han over for nu: at undgå samme skæbne ved præsidentvalget til næste år som faderen i 1992. Selv den amerikanske præsident George W. Bushs skarpeste kritikere er enige om, at han og hans inderkreds er skrappe til at foretage erobringer, både militært og politisk. De koncentrerer sig fuldstændig om et mål og er ikke bange for at bryde reglerne for at opnå sejren. Taktikken gav Bush sejren under den skandaløse optælling efter præsidentvalget i 2000; var medvirkende til det afghanske Talebanstyres fald og er en væsentlig årsag til Bagdads erobring. Bushregeringens akilleshæl er, at den efter en triumf mister koncentrationen, når det sure og kedsommelige slid med at genopbygge et land eller diskutere detaljerne i et nyt sundhedsprogram afløser store avisoverskrifter og slogans på tv-skærmen. Præsidenten står over for en ny udfordring: at omsætte triumferne på slagmarken til en sejr ved præsidentvalget næste år og undgå samme skæbne som faderen, George Bush senior, i 1992, da en ukendt Bill Clinton kunne overtage Det Hvide Hus. Hjemmefronten Meningsmålingerne har allerede givet yderligere støtte til Bush. Imod skeptikernes spådomme varede krigen uger og ikke måneder. De amerikanske tab er begrænsede. Mareridtet med biologiske og kemiske våben gik ikke i opfyldelse. Nu da støvet er ved at lægge sig, roser amerikanerne Bush for at holde fast i sin overbevisning og gennemføre sine planer trods modstanden fra en rasende omverden. Bush må også bevise, at han kan få gang i genopbygningen af Irak, inden han kaster sig over det, der virkelig tæller hos vælgerne: økonomien og indenrigspolitiske spørgsmål. Kommentatorerne er enige om, at sejren i Irak lige så lidt er en garanti for genvalg, som sejren i Golfkrigen var det for faderen i 1992. Tre ud af fire amerikanere mener, at Bush gør et godt job, men det tal betyder ingenting. Da Golfkrigen sluttede i marts 1991, satte Bush senior rekord med en tilslutning på 91 procent. Men kun 49 procent brød sig om den måde, senior håndterede økonomien på. Og det ser værre ud for junior. Her giver kun 44 procent Bush gode karakterer. Senior havde ikke de store visioner for Mellemøsten efter Golfkrigen. Det har junior lært af. Han er besat af sine visioner for en demokratisk og fri arabisk verden. Det samme gælder indenrigspolitikken, hvor visioner især oversættes med skattelettelser. Derfor var det et bittert nederlag, at moderate partifæller før påske skar i hans skattelettelser. Senior var en beskeden gentleman, som havde svært ved at tage ordet 'jeg' i sin mund, men foretrak 'vi'. Junior bruger 'jeg' uafbrudt og personificerer ikke alene præsidentembedet, men også USA's rolle på verdensscenen. Pengenes magt Bagdad var knap nok faldet, inden præsidenten begyndte at sætte sine økonomiske planer øverst på dagsordenen. George W. Bush ved, at amerikanske præsidentvalg ikke vindes i Irak, men først og fremmest handler om penge. Hvis han ikke får gang i økonomien, så har demokraterne en chance i 2004 akkurat som i 1992.