Reportage: Fortvivlelsens fængsel

Irakerne fik pludselig efter Saddams fald adgang til efterretningstjenestens bygninger i Bagdad, hvor mange har set deres familiemedlemmer blive bragt ind for aldrig at komme ud igen. Politikens korrespondent Åsne Seierstad har besøgt Al Gharaib-fængslet. I Iraks torturkamre blev titusinder af mennesker myrdet og lemlæstet under Saddam Husseins regime. Da regimet faldt, blev fængselsportene åbnet, og fangerne kunne rejse hjem. Men mange er endnu ikke kommet tilbage. Nogle tæller i prikker, andre i striber. De små celler er fulde af inskriptioner på gulvene, langs dørene, oppe ved taget. I disse mørke rum, hvor dagslyset aldrig slipper ind, har utallige fanger forsøgt at holde styr på tilværelsen ved at ridse en prik eller en stribe i væggen, når en ny dag begyndte. Nogle sad seks i hver celle, andre var alene på de få kvadratmeter. Nogle celler er rødmalede, for at øjnene aldrig skal få hvile. Andre er malet helt i hvidt. Hvor fangerne har skrabet det hvide væk med streger og bogstaver, kommer det røde frem, som om de var malet med blod. »Fortvivl ikke, Allah bringer støtte«, står der med blodrøde bogstaver. »Jeg giver mit hjerte til Saddam Hussein. Allah beskytter mig«, står der et andet sted. »Til mine elskede børn, Safar, Ali og Marwa. 19.7.1990«, er der riset på en væg. På kryds og tværs over de utallige systemer af prikker og streger løber kakerlakkerne, sorte, lynhurtige. Vi er på et af det hemmelige politis forhørscentre - Mukhabarat. Her i el-Hakaimie i Bagdads al-Ziwiya distrikt sad de politiske fanger. Lige før bombardementerne startede, blev fangerne flyttet. Ingen ved hvorhen. Underjordisk fængsel Desperate slægtninge opsøger nu fængslerne for at finde papirer på deres kære, eller i det mindste for at lede efter tegn på væggene. I går forsøgte en gruppe pårørende at bryde en enorm jerndør op med økser og rør. De troede, den førte ned til et underjordisk fængsel. »Folk siger, at de havde en underjordisk afdeling her. Måske de blev begravet levende, da vagterne tog af sted, måske trækker de stadigvæk vejret dernede«, siger Mudhafer, som leder efter sin bror. Adnan blev arresteret for tre år siden. Mudhafer tager en pause i hakningen. »De kom bare en dag og tog ham med. De sagde, at han var en fjende af regimet, vi ved ikke mere. Kun at de tog ham med«. En dreng vil ind for at lede efter spor efter sin far. Han blev anholdt i 1994, beskyldt for at være med i en sammensværgelse mod regimet. Shabir er af de få, som ved, hvor faderen nu befinder sig. Han blev begravet nogle måneder efter anholdelsen. Familien fik besked om at hente liget. Det hemmelige politi sagde, at han var død af et hjertestop. »Jeg vil se, hvordan han boede«, siger Shabir. »I alle disse år har jeg tænkt på, hvordan hen led«. Shabir går med en lommelygte gennem de trange gange. Der er ingen vinduer, knap nogen ventilation. Cellerne stinker af afføring, opkast, mug. Flere ser ud til at være blevet forladt i al hast, lige efter at fangerne har fået mad. I mange celler ligger to æg på en tallerken, i nogle ligger kun æggeskallerne tilbage. Resten må være blevet fjernet sammen med fangerne. Der er hverken tæpper eller puder i cellerne, kun et afløb i gulvet. Torturkamre For enden af gangen har forhørene fundet sted. På gulvet ligger bind til øjnene og tøjstrimler henslængt. Elektriske kabler og ledninger rundt omkring i rummet. Forhørlokalerne er i kaos, også fængslet er blevet plyndret i de seneste par dage. Alle skuffer er endevendt, papirer er strøet ud på gulvet, et skab med arkiver er tømt, kun de tomme mapper er tilbage. Journaler ligger nedtrampede på gulvet. En kvindesko er blevet efterladt i rodet, den ligger ved et bundt kabler. Ude på pladsen foran fængslet står Sabab Muwafak med hænderne i lommerne og stirrer på bygningen. »Jeg sad her i tre måneder. Jeg var en af de få, der slap ud. Jeg blev beskyldt for at være med i en politisk grupper, som jeg ikke engang havde hørt om dengang. Jeg troede aldrig, at jeg ville overleve. De hængte mig op i en ventilator i loftet, klyngede mig op i armene og snurrede mig rundt, til jeg besvimede. De slog mig med stokke og gav mig elektrisk stød. De brækkede begge mine arme. Det var grusomt, jeg troede aldrig, jeg skulle komme ud«, fortæller han. »De fleste af dem, der blev bragt hertil, kom aldrig ud igen. Nogle blev hængt og lagt i massegrave, andre blev smidt uden for døren til deres familier midt om natten. Nogle blev overflyttet til andre fængsler og boede der, indtil de døde«, fortæller en mand, som ikke vil opgive sit navn. Som mange andre frygter han, at det gamle regime endnu ikke er helt borte. Saddam med cigar Uden for Bagdad ligger det frygtede fængsel Al Gharaib. De høje mure er forsynet med portrætter af Saddam Hussein. Hans kontrafej er fuldt af skudhuller, i øjnene, i næsen. På nogle af dem er ansigtet helt væk, atter andre er sortsvedne. Murene har flere store huller efter bomber og raketter, der er eksploderet tæt ved. Inden for portene er der et fængselskompleks på flere kvadratkilometer. De fabrikslignende bygninger rummer rækker af tomme celler. I hver af bygningerne er der en stor spisesal med bænke og borde i beton, muret fast i gulvet. De eneste farver, man ser, findes på et portræt af Saddam Hussein for enden af rummet. Også det er muret fast. Præsidenten sidder fornøjet og smiler med en cigar i mundvigen. Endnu en hån mod de indsatte, som ofte må nøjes med en skål ris, vand og brød. Folk kommer også her til Al Gharaib for at lede efter deres pårørende, selv om dette fængsel stort set blev tømt, da Saddam Hussein sidste år gav dem amnesti i forbindelse med 'præsidentvalget'. Rebene i loftet En mand går omkring fra hus til hus, fra korridor til korridor. Han leder efter en hemmelig kælder, hvor han tror, at hans bror sidder. »Abbas har være væk i atten år. Han var tyve, da det hemmelige politi kom for at hente ham på universitetet. De beskyldte ham for at være medlem af Dawa«, forklarer Najib. Dawa-partiet blev grundlagt af religiøse shiamuslimske ledere, og Saddams regime slog hårdt ned på dem. »Da vi gik til Mukhabarat for at spørge efter ham, sagde de bare, at det var bedst for ham, hvis vi aldrig nævnte hans navn igen. Hvis vi kom tilbage for at forhøre os om ham, ville vi blive fængslet, sagde de. I atten år ham min mor grædt, i atten år har vi spekuleret på, hvor han er henne. Nu vil jeg finde ham«, siger Najib beslutsomt, og fortsætter eftersøgningen gennem flere celler, spisesale og plyndrede kontorer. Han leder efter nedgangen til den hemmelige kælder. I stedet for finder han noget andet. I et hus går han ind i et nøgent lokale. En trappe fører op til en muret forhøjning, som dækker halvdelen af gulvet. I loftet hænger to stykker reb ned, og på gulvet ligger to løkker. Under de to stykker reb er der en åbning. På hver side af åbningen er det fastgjort to lemme. Midt mellem de to lemme er der en bolt, der kan trækkes ud. Da åbnes lemmen, og den person, som står med løkken rundt om halsen, bliver hængende. Najib går hurtigt ud i solen igen. Han kigger ind i en gang, hvor de små celler ligger tæt ved siden af hinanden. Et skilt forklarer, at dette er dødsgangen. I et rum i det samme hus ligger der elektriske ledninger og stokke. »Jeg må finde den hemmelige nedgang. Det er der, Abbas er - det er jeg helt sikker på«, siger han, og går videre. Vi forlader Najib og Al Gharaib-fængslet, og læser endnu en gang indskriften ved porten: 'Der findes ikke noget liv uden solen. Der findes ingen værdighed uden Saddam Hussein'.