Reportage: Frygten er en del af min krop

Tv-billederne fra Irak viser folk, der plyndrer bygninger eller svinger med plakater. Men det er kun en del af sandheden. De allerfleste sidder hjemme og holder øje med, hvad der sker. Ringeklokken står næsten ikke stille hjemme hos familien Muayed al-Windawi. Små kopper med rivende stærk tyrkisk kaffe og utallige cigaretter bliver sat til livs i familiens overmøblerede stue. Sammenklistrede vinduer En stue, der stadig er præget af den krig, der rasede indtil for nylig. Det klisterbånd, der beskyttede vinduerne mod lufttrykket i tilfælde af eksplosioner, er endnu ikke taget af. De lagner, der dækkede møblerne, da familien forlod byen, ligger der endnu. Værdigenstandene, som blev lagt i en kuffert og gemt, er endnu ikke stillet på plads. Men det, krigen har forandret mest, er samtalerne. »Vi har ikke kunnet tale frit siden 1967«, siger Akhmed, som er flyingeniør. »Vi har været bange for vores naboer, vores venner, vores egne tanker«, siger han. »Frygten har været en del af vores krop, altid knugende, altid nærværende«. »Den lurer stadig«, siger hans kone, Iman. »Ikke før jeg ser liget af Saddam Hussein, føler jeg mig helt tryg«. Krigen trak i langdrag Akhmed og Iman har siddet hjemme under bombardementerne. »Da de første bomber faldt, jublede vi. Hver aften gik vi i seng og ønskede hinanden flere bomber, kraftigere bomber«, ler de. »Vi syntes, det tog lang tid og fortvivlede over, at det trak i langdrag«, fortæller Akhmed. »Men nu er de her endelig, og jeg håber, de bliver længe. Hvis de forlader os nu, bliver der borgerkrig. De burde styre os et par år nu. Hvis vi skal vælge vores egen leder, bliver det bare den sædvanlige gamle sang: Blodbad«. Reddet fra diktator Smiler, men spytter bag deres ryg Muayed rejste med familien ud af byen under bombardementerne, ud til sin mor på landet. »Jeg har tre døtre, og denne bydel er ikke tryg«, siger han om Adamiya-distriktet. Professoren i statsvidenskab ved universitetet i Bagdad er ikke nær så glad for amerikanernes tilstedeværelse i Irak som de venner, han har på besøg. »Jeg er nationalist, pan-arabist. De har reddet os fra vores diktator, og gudskelov for det. men vi ønsker ikke at blive USA's 51. stat. Vi vil styre os selv, vælge vores egne ledere. »Amerikanerne har dræbt så mange civile. De har skudt irakerne i ansigtet«, indskyder datteren Dora. »Og hvad er det for en befrielse? Jeg er bange for amerikanerne«. Tog afsked med hinanden Dora har mistet en af sine bedste venner under bombardementerne, da sprængstykker fra et missil fløj ind i hans soveværelse. Hun fik det først at vide, da krigen var slut, men hun husker frygten fra krigens dage. »Vi følte os, som om vi var om bord på 'Titanic'. Alle tog afsked med hinanden, i dagene før bomberne faldt. Vore hjerter var sorte af angst«. »Jeg har tolv skudhuller i taget«, siger Muayed og tager os med ud for at vise dem frem. »Der var flere Fedayeenstyrker, Saddams mest trofaste soldater, her i området, og der var hårde kampe i sidste uge. Der lå dræbte soldater i gaderne, da vi kom tilbage«, fortæller Muayed. Han tror kun, det er et fåtal af irakere, som virkelig hilser amerikanerne velkommen. »De smiler til dem, når de kommer lige imod dem, men spytter efter dem, når de vender ryggen til«, siger professoren om irakernes holdning til amerikanerne. Ligesom mange irakere tror han, at amerikanerne har ønsket det kaos, der råder i Bagdad. »Efter en uge med plyndringer og uro vil folk skrige efter lov og orden, og så kan de slå ned på os med hård hånd«. Nødvendig pris Iman mener, at Muayed overdriver. Selvfølgelig er det synd for dem, som er blevet dræbt, men det er en pris, vi har måttet betale, og den har ikke været for høj. Tænk på frygten, som er borte. Det, at vi nu kan sidde her og diskutere, er det vigtigste, siger hun. Alle naboerne kender flere, som sad i fængsel, eller som er forvundet under Saddam Hussein. Undervisning i Saddams liv Jasser, som er dataingeniør, fortæller om en klassekammerat, som engang fortalte en vittighed om Saddam Hussein i et frikvarter. Hvad skal vi gøre i alle de timer, vi underviste børnene i Saddam Husseins liv, hans dyder og hans bedrifter? Gennem alle skoleårene var der sat to timer af om ugen til at studere præsidentens liv« »Dagen efter kom han ikke i skole, heller ikke dagen efter. Vi gik hjem til ham for at undersøge sagen, og da var hele familien borte. Skæbnesvanger vits Det hemmelige politi var kommet hjem til dem om aftenen og havde taget hele familien med. De kom aldrig tilbage igen«, fortæller Jasser. Han husker stadig den skæbnesvangre vits: »En dag besluttede Saddam Hussein, at alle, der ønskede det, kunne forlade Irak og flytte til udlandet. Der opstod enorme køer uden for paskontoret. Det kom præsidenten for øre, og en dag ville han selv se det. Han tog en gammel arabisk kjortel og et langt kunstigt skæg på. Præsidenten stillede sig i køen, og da han kom frem til manden, som udstedte passene, bad han om et pas. Han tog skægget af, og alle så, hvem han var. »Jeg vil også rejse«, sagde han, og notaren udfærdigede et pas til præsidenten. Da han havde fået udleveret passet, vendte han sig om for at gå, og han så, at alle mennesker var forsvundet fra køen. »Hvor er de alle sammen henne«, spurgte han. »Da de forstod, at du skulle rejse, besluttede alle sig for at blive i Irak«, sagde manden. »De har ikke længere brug for at rejse«. Saddam på skolebænken Iman kan også en historie om, hvor lidt der skulle til for at blive indberettet. »En journalist, der arbejdede på et dameblad, lod engang en lidet flatterende bemærkning falde om Saddam Husseins hustrus tøjsmag. Efter nogle timer kom politiet og hentede hende. Næste morgen fandt forældrene hende uden for døren. Kroppen var sort og blå af slag, hun var blevet brændt med cigaretter, og tungen var skåret ud«, fortæller Iman og gyser. »Forstår du? Vi kunne ikke stole på nogen. Vi måtte passe på, hvad vi sagde til vore børn, så de ikke skulle afsløre os på skolen. Lærerne skulle indberette eleverne, hvis de sagde noget forkert, og rektor skulle rapportere det videre«. »Hver skoledag begyndte med: 'Længe leve vor præsident, Saddam Hussein'«, siger Thura, som er grundskolelærer. »Jeg grubler over, hvad vi nu skal sige? Og hvad skal vi gøre i alle de timer, vi underviste børnene i Saddam Husseins liv, hans dyder og hans bedrifter? Gennem alle skoleårene var der sat to timer af om ugen til at studere præsidentens liv«, fortæller hun. Ingen har noget svar til Thura. Diskussionen kredser stadig om fortiden. Fremtiden er det for tidligt at tænke på. Skammen »Vi kunne kun hviske indbyrdes, og selv det var farligt«, bryder en af naboerne ind. Jeg prøver at blive fri for et spøgelse, en mørk sky, en følelse. Det er jeg ikke helt endnu, men jeg er godt på vej« »Men det, jeg skammer mig mest over«, siger Walid, som er forretningsmand, »er, at vi mistede modet. Efter 35 års undertrykkelse var vi blevet nogle svæklinge, vi burde selv være blevet diktatoren kvit og ikke have ventet på amerikanerne«, siger han og sukker. »Jeg er aldrig selv blevet tortureret eller fængslet, men vi blev mentalt tortureret af den frygt, som lå over alt«. Penge under bordet Det eneste ulovlige, Walid har begået, er selv at installere satellit-tv derhjemme. »Alt var lovligt, bare man betalte for det«, fortæller han. »Med jævne mellemrum kom manden fra Baathpartiet; ham, der kontrollerede denne gade, og jeg betalte ham for at holde kæft for at slippe for at blive indberettet. For to dage siden stod han uden for døren igen. Han bad om beskyttelse, og om han kunne bo hos mig. Som gengæld for de tjenester, som han havde gjort mig ved ikke at indberette mig. Magen til frækhed. Jeg afslog. Jeg skylder dig ingenting, sagde jeg til ham og bad ham om at gå«. Kampen mod spøgelser Walid rejser sig oprevet og flår nogle dinarsedler op af lommen. »Den mørke sky er ikke væk endnu. Her går jeg med ham i lommen«, siger han og peger på Saddam Husseins kontrafej, som er afbildet på sedlen. Han strækker hånden ud efter en kuglepen på bordet og bortraderer den faldne leders ansigt med sort. »Jeg prøver at blive fri for et spøgelse, en mørk sky, en følelse. Det er jeg ikke helt endnu, men jeg er godt på vej«, siger han, folder sedlerne sammen og stikker dem tilbage i lommen igen. Det ophidsede ansigt flækker i et grin. »Jeg er på vej, frygten skal ud af min krop!«.