Reportage: Plyndring og kaos i Bagdad

Myndighederne er forsvundet fra Bagdad, og det har medført omfattende plyndringer af butikker og varehuse i flere irakiske byer. Politikens korrespondent, Åsne Seierstad rapporterer fra Bagdads gader. Bassinet er fuldt af sandsække, i motionsrummet står der rækker af ammunitionskasser. Sirligt placeret mellem trampoliner og hylder med startblokke til løbere ligger ti to meter lange missiler. »Luft til luft-missiler«, siger sergent Nicolas Clark om våbnene, som er efterladt på gulvet i gymnastiksalen i Nadi al Jaish-sportsklubben. »Man har forsøgt at skrue missilerne fra hinanden, Irak har jo ingen luftstyrke, så de har forsøgt at ombygge missilerne, så de kunne bruges«. Våben i sportshallen Det var lokale beboere, som kom hen til Nicolas Clark og hans patrulje, da de kørte igennem kvarteret. »Vi tror, at der er lagret en masse våben i sportshallen«, sagde de. »De blev bragt hertil i løbet af krigen. Vi hørte, at de fragtede tunge ting om natten og var bange for, at det var våben, så vi blev et mål for bombeflyene«, fortæller Hassan, som er basketballspiller. Nu er sportskomplekset tomt. Alt, hvad der var af værdi, er stjålet, billederne af Saddam Hussein er smadret. Nogle snavsede trøjer ligger på gulvet, håndskrevne resultatlister er revet ned fra hylderne og ligger på gulvet. I huset ved siden af sportshallen er der endnu flere våben. Kun et lavt hegn adskiller huset og gaden, og huset har flere store rum. I et af dem ligger der over tusind rifler, lag på lag i store stabler. Et rum er fuldt af mobile antiluftskytsmissiler. Et andet er fuldt af ammunitionskasser, et tredje af granater og projektiler. »Disse projektiler er grusomme«, siger Clark og holder nogle små kugler af lille kaliber op i luften. »De trænger ind i ens krop og skaber store indre blødninger«, forklarer han og lægger dem fra sig. »De her er til 14,5 mm maskingeværer«, siger han om nogle andre. Ingen ville forsvare Bagdad Hele væggen er dækket af kasser. 'Teargas' står der på dem. 'Product of Jordan'. Dette er våben, som skulle deles ud til folk, så de kunne kæmpe mod amerikanerne. Men så viste det sig, at hverken hæren eller andre ville forsvare Bagdad mod amerikanerne. Også dette ammunitionslager er Nicolas Clark og hans patrulje blevet ført til af folk i kvarteret. I morgentimerne i går begyndte folk at bryde ind på lageret, som ligger midt i et tætbefolket boligområde i Bagdad. Da amerikanerne kom, var plyndringerne allerede begyndt. »Men de slap alt, hvad de havde i hænderne og kom ind i bygningen«, siger Clark. »Vi kunne ikke gøre andet end at lade dem gå«. Over hele Bagdad meldes der om lignende våbenlagre, midt i civile områder, fortæller Clark, som ikke har haft mulighed for at destruere våbnene, som det ellers var planen. De skulle uskadeliggøres ved sprængning, skæres i stykker eller smeltes. »Vi fandt et stort lager med granater i går«, fortæller Clark. Så gravede vi et stort hul i jorden og lagde dem der. Nu er granaterne dækket af ti meter jord. »So that's pretty safe«, siger sergenten, ikke særligt overbevisende. Ikke en besættelseshær Selv om et par soldater holder streng kontrol med lageret, kan de intet stille op mod plyndring af bygningen ved siden af, et af Baath-partiets lokale kontorer. Mens amerikanerne står med ladte våben og ser på, stjæler folk alt af værdi fra bygningen. De smiler og ler til soldaterne, som stirrer frem for sig bag mørke solbriller. »Vi er en invasionsstyrke, ikke en besættelseshær. Folk beder os beskytte dem, men vi er ikke politi. Vi er en styrke, som skal gøre en ende på Saddam Husseins regime, vi skal vinde denne krig. Men vi er alt for få til at give folk den sikkerhed, de ønsker sig. Vi har ikke engang folk nok til at bevogte alle de våbenlagre, vi får vist. Nogle af dem har vi bare måttet bolte til og forlade igen. Men det er de færreste, der hopper på Clarks forklaring. Nu vil de bare have fred og sikkerhed. »Jeg gruer for næste nat. Hele dagen har folk plyndret butikkerne, måske begynder de på folks huse i nat«, siger Kladiya, en mor til fem børn i kvarteret. »Det er amerikanernes ansvar, de har drevet politiet og sikkerhedsstyrkerne ud af byen. Så må de passe på os og ikke gøre som i nat, hvor hverken amerikanerne eller de tidligere ordenshåndhævere var at se«. »Dette er anarki«, siger en mand ved siden af. »Hele infrastrukturen er brudt, og skylden for det må amerikanerne tage på sig. De kan ikke lade os i stikken nu og overlade os til banditter og paramilitære«, siger han ængsteligt. »Kom og pas på os, vi er bange«, siger en kvinde til Nicolas Clark. Amerikanerne lover at gøre deres bedste. Kæde for bankdøren Lidt længere inde i bydelen er en lastbil parkeret halvt inde på fortovet. En kæde er fæstnet til lastbilen. Den anden ende af kæden er fæstnet til gitteret foran døren ind til Rafidain-banken. Bilen startes og går i gang, og gitteret giver efter. Det er herefter den letteste sag i verden at åbne døren bag ved gitteret for menneskemængden, der har samlet sig udenfor. De styrter ind i banken. Lige bagefter kommer de styrtende ud igen. »En bombe, en bombe«, råber de og spæner over på den anden side af gaden. Der bliver de rådvildt stående, før nogle af dem vover sig tilbage igen. »Det var bare én, som ville tage alle pengene selv, som først råbte 'bomber'«, siger én og går ind i banken igen, mens andre følger efter. Men de kommer tomhændede ud igen. »De tog det hele med sig, sådanne nogle banditter«, siger en mand. »Kassen er tom«. En tur gennem Bagdads gader viser mere i samme dur. Butikker, restauranter, hoteller, ministerier og offentlige bygninger er blevet tømt for alt af værdi. Selv nogle af byens sygehuse fik besøg af plyndrende horder i går. Uden for immigrationsministeriet står flere heste opstillet med store kærrer bag sig. Computere, tv-apparater, elektriske ventilatorer, skriveborde og kontorstole, pakker med papirark, et spejl, kopper og tallerkener; alt er blevet fjernet fra bygningen. »De har i ti år levet i et regime, som har taget alt fra dem; friheden, købekraften, valgmulighederne. Nu mener de, at de kan stjæle noget af det tilbage. Som om det opvejer alt, hvad de har mistet. Men de stjæler fra deres eget folk, ikke fra regimet. Det er jo over alle bjerge. Og hvad er et støvet ventilationsanlæg mod årtiers fangenskab?«, spørger manden. »Desuden virker den jo ikke engang, ingen har jo strøm«.