Reportage: Bagdads beboere i vildrede

Hver gang de amerikanskeledede styrker har indtaget en irakisk by, sker der det samme. Irakere jubler, og så starter plyndringerne. Og usikkerheden. Læs Politikens korrespondent Åsne Seierstads reportage. Tre unge mænd bliver med bagbundne hænder slæbt gennem indgangen til sygehuset i den bydel, der engang hed Saddam City. For to dage siden fik den navnet Thawra - Revolutionsbyen. Det syder af mennesker ved hospitalet, nogle bærer våben, andre gør ikke. Det er herfra, at millionbyen nu styres, fra den eneste offentlige bygning, som fungerer. »Selvmordsbombere«, bliver der råbt. Folk flokkes rundt om fangsten - de tre mænd, som frygtsomt skuler mod menneskemængden. De blev fundet med sprængstoffer på sig, da de forsøgte at komme forbi en vejspærring. Med sig havde de også adskillige granater. »Det er Saddams mænd«, siger en tilskuer. »De er kommet for at dræbe, ikke for at forsvare os«. En mand trækker en lang sabel og følger efter. To andre følger i hælene på dem med pistoler. »De er kommet fra Syrien, og de er terrorister. Flere mænd følger efter. »Vi låser dem bare inde på sygehuset, så må amerikanerne tage sig af dem«, siger en selvbestaltet ordenshåndhæver. Ingen amerikanere i byen Men der er ikke mange amerikanere i Revolutionsbyen. Her hersker kaos. Sygehuset er overtaget af en sheik, en hellig mand. »Jeg har sat fire afspærringer op omkring sygehuset«, fortæller sheik Said Ali al-Musawi. »Det er nu det eneste sygehus i byen, som ikke er blevet plyndret. Alle læger er rejst fra de andre, og patienterne er flyttet andre steder hen. Alt af værdi er forsvundet, og det skal ikke ske her«. Torturoffer Sygehussheiken er både glad og mindre glad for det, der er sket i de seneste dage. »Jeg er lykkelig over, at Saddam Hussein er forsvundet. Hvis jeg havde ham foran mig, ville jeg hugge arme og ben af ham. Så ville jeg se ham få en langsom død. En pinefuld død. Det fortjener han, efter alt hvad han har gjort mod os«. Said Ali al-Musawi har selv lidt under Saddams regime. I ni år sad han i en celle på fire kvadratmeter i det berygtede Abu Gharaib-fængsel i Bagdad. »Jeg blev arresteret i 1994, beskyldt for at være anfører for en gruppe, der ville styrte præsidenten. De torturerede mig for at få mig til at tilstå. De bandt mine arme på ryggen og lod mig hænge fra loftet. Jeg blev slået med stokke og kabler, og de gav mig elektrisk stød og truede med at slå min kone ihjel. De malede cellen rød, for at lyset altid skulle skære mig i øjnene. Hver dag fik jeg en klump ris. Jeg så hverken dagslys, eller fik frisk luft i ni år«, siger han bittert. »Torturen fortsatte i årevis, for jeg havde ikke noget at tilstå«. Said Ali al-Musawi slap først ud af fængslet i oktober i fjor, da Saddam Hussein i forbindelse med valget løslod tusindvis af fanger«. »Men jeg er heller ikke så begejstret for amerikanerne. Jeg er iraker, og hver tomme af mig er patriot. Jeg kan ikke tolerere, at vort land bliver styret af udlændinge. Men de hjalp os med at blive fri for diktatoren, og det fortjener de tak for. Under ham har vore liv værre end i De elendige«, siger han med henvisning til Victor Hugos roman. Lægerne forsvandt De fleste læger forlod sygehuset i Saddam City, en af Bagdads fattigste bydele, da landkrigen begyndte. Sygehus uden el og vand »Her var ingen sikkerhed, lovløsheden hærgede, så de tog bare hjem«, fortæller overlæge Mowafak Gorea. »Men 22 af de 120 læger, der plejer at være her, og de bedste af dem, er her stadigvæk«. Sygehuset har de seneste dage været foruden både el og vand. Nu er der igen kommet vand, men sygehuset er stadig afhængig af sine tre generatorer. »Den ene er ødelagt. Hvis en til bryder sammen, går det ikke længere. Alt det udstyr, vi har, er flere årtier gammelt. Hvor længe endnu det holder, er uvist«, siger lægen. »Jeg ved, at jeg kunne redde flere af vore patienters liv, hvis vi havde bedre udstyr«, sukker lægen. I et værelse på tredje sal ligger Ali. Hans verden er reduceret til fire vægge, et lagen, et snavset tæppe af polyester og et håndklæde. Han ligger udstrakt på en seng. Over ham har man bygget en bøjle af jernstænger, som er dækket af et brunt og hvidt tæppe. Han skal have luft rundt om sin krop, der er intet, der må dække den til. Ved siden af Ali sidder hans tante Jamila. Hun vifter hele tiden fluer væk, så de ikke sætter sig på Alis ødelagte krop. Maven og brystet er dækket af røde, brune, gule, sorte og hvide skorper. Al hud fra halsen og ned til hofterne blev forbrændt i branden, som opstod, da et missil ramte deres hus. »Hans tilstand er kritisk«, siger overlæge Gorea. »35 procent af kroppen er tredjegradsforbrændt. Det vil sige, det der er tilbage af hans krop. Hvis han stadig havde haft sine arme, ville det snarere have været 50 procent. Alis chance for at overleve er meget lille«, siger lægen på engelsk, så Ali ikke kan forstå det. »Hvis han bliver liggende her, tror jeg nok, at han dør. Infektioner, infektioner«. Kan jeg få mine hænder tilbage? Missilet ramte Alis hus for ti dage siden. Det var midt om natten. Alis mor, som var gravid i femte måned, hans far og hans lillebror blev dræbt på stedet. Der gik ild i Alis sengetæppe, og hans arme blev så forbrændte, at de måtte amputeres. »Jeg vil have mine hænder tilbage«, er det første, den 12-årige dreng siger fra sygesengen, da vi kommer. Stemmen er svag, men klar. Læberne dirrer lidt, når han taler. Ansigtet er uskadt, han har store brune øjne. Ali har voldsomme smerter, og sygehuset har ikke smertestillende midler nok. Sygeplejeren Fatin prøver at sørge for, at Ali får nok. Men de onde tanker er næsten værre end brandsårene. »Alle blev dræbt. Mor, far, min lillebror og alle mine venner. Fire huse blev helt ødelagt«, fortæller han. »Jeg vil aldrig tilbage dertil, alt er jævnet med jorden«. Ali bliver stille, han orker ikke at tale mere. Han beder sin tante om at binde et håndklæde fast til metalstængerne og lægge det rundt om hans hals, så han ikke skal se på sin forbrændte krop. Armstumperne forsvinder under håndklædet, men ikke smerterne og tankerne. »Kan jeg få mine hænder tilbage?«, spørger han en sidste gang. To andre følger i hælene på dem med pistoler. »De er kommet fra Syrien, og de er terrorister«. Flere mænd følger efter. »Vi låser dem bare inde på sygehuset, så må amerikanerne tage sig af dem«, siger en selvbestaltet ordenshåndhæver. Men der er ikke mange amerikanere i Revolutionsbyen. Her hersker kaos. Sygehuset er overtaget af en sheik, en hellig mand. »Jeg har sat fire afspærringer op omkring sygehuset«, fortæller sheik Said Ali al-Musawi. »Det er nu det eneste sygehus i byen, som ikke er blevet plyndret. Alle læger er rejst fra de andre, og patienterne er flyttet andre steder hen. Alt af værdi er forsvundet, og det skal ikke ske her«. Sygehussheiken er både glad og mindre glad for det, der er sket i de seneste dage. »Jeg er lykkelig over, at Saddam Hussein er forsvundet. Hvis jeg havde ham foran mig, ville jeg hugge arme og ben af ham. Så ville jeg se ham få en langsom død. Det fortjener han, efter alt hvad han har gjort mod os«. Said Ali al-Musawi har selv lidt under Saddams regime. I ni år sad han i en celle på fire kvadratmeter i det berygtede Abu Gharaib-fængsel i Bagdad. Han slap først ud af fængslet i oktober i fjor. »Men jeg er heller ikke så begejstret for amerikanerne. Jeg er iraker, og hver tomme af mig er patriot«, siger han. De fleste læger forlod sygehuset i Saddam City, en af Bagdads fattigste bydele, da landkrigen begyndte. »Her var ingen sikkerhed, lovløsheden hærgede, så de tog bare hjem«, fortæller overlæge Mowafak Gorea. »Men 22 af de 120 læger, der plejer at være her, og de bedste af dem, er her stadigvæk«. En ødelagt krop Sygehuset har de seneste dage været uden både el og vand. Nu er der igen kommet vand, men sygehuset er stadig afhængigt af sine tre generatorer. »Den ene er ødelagt. Hvis en til bryder sammen, går det ikke længere. Jeg ved, at jeg kunne redde flere af vore patienters liv, hvis vi havde bedre udstyr«, sukker lægen. I et værelse på tredje sal ligger Ali. Hans verden er reduceret til fire vægge, et lagen, et snavset tæppe af polyester og et håndklæde. Han ligger udstrakt på en seng. Over ham har man bygget en bøjle af jernstænger, som er dækket af et brunt og hvidt tæppe. Han skal have luft rundt om sin krop; der er intet, der må dække den til. Ved siden af Ali sidder hans tante Jamila. Hun vifter hele tiden fluer væk, så de ikke sætter sig på Alis ødelagte krop. Maven og brystet er dækket af røde, brune, gule, sorte og hvide skorper. Al hud fra halsen og ned til hofterne blev forbrændt i branden, som opstod, da et missil ramte deres hus. Lille chance »Hans tilstand er kritisk«, siger overlæge Gorea. »35 procent af kroppen er tredjegradsforbrændt. Det vil sige, det der er tilbage af hans krop. Hvis han stadig havde haft sine arme, ville det snarere have været 50 procent. Alis chance for at overleve er meget lille«, siger lægen på engelsk, som Ali ikke forstår. Missilet ramte Alis hus for ti dage siden. Det var midt om natten. Alis mor, som var gravid i femte måned, hans far og hans lillebror blev dræbt på stedet. Der gik ild i Alis sengetæppe, og hans arme blev så forbrændte, at de måtte amputeres. »Jeg vil have mine hænder tilbage«, er det første, den 12-årige dreng siger fra sygesengen, da vi kommer. Stemmen er svag, men klar. Læberne dirrer lidt, når han taler. Ansigtet er uskadt, han har store brune øjne. Ali har voldsomme smerter, og sygehuset har ikke smertestillende midler nok. Men de onde tanker er næsten værre end brandsårene. »Alle blev dræbt. Mor, far, min lillebror og alle mine venner. Fire huse blev helt ødelagt«, fortæller han. »Jeg vil aldrig tilbage dertil, alt er jævnet med jorden«. Ali bliver stille, han orker ikke at tale mere. Han beder sin tante om at binde et håndklæde fast til metalstængerne, så han ikke skal se på sin forbrændte krop. Armstumperne forsvinder under håndklædet, men ikke smerterne og tankerne. »Kan jeg få mine hænder tilbage«, spørger han en sidste gang.