Reportage: Borgere i Bagdad er i vildrede om krigen

Amerikanske styrker rykkede mandag ind i hjertet af Bagdad. På den ene side af Tigris rasede blodige kampe. På den anden side sad folk og nippede til glohed te på caféerne, rapporterer Politikens korrespondent i Bagdad, Åsne Seierstad. Det begyndte klokken seks. Bombedrønene, som Bagdads indbyggere næsten havde vænnet sig til, blev overdøvet af noget skarpere, noget nærmere. Morterkastere, missiler, granater, kanoner, maskingeværsalver. Krigen var nået ind til hjertet af Bagdad. Da nat blev til dag, indledte de amerikanske elitetropper deres felttog mod den irakiske hovedstad. Først indtog de Saddam Husseins enorme præsidentpalads, et flere kvadratkilometer stort bygningskompleks ved bredden af Tigris. Der rasede hårde kampe, og flere brande blev antændt, fordi ammunitionslagre blev ramt. Men efter knap en times modstand måtte irakerne overgive sig, og amerikanske kampvogne indtog paladset. Irakiske soldater på flugt Irakiske soldater fra Republikanergarden blev set løbende langs bredden, væk fra kampene. Da angrebsstyrkerne havde fuld kontrol over paladset, som har stor symbolværdi for irakerne, hejsede de det amerikanske flag over det. Senere på dagen forsøgte irakerne at tilbageerobre paladset, og der blev skudt med morterkastere over Tigris. Men amerikanerne beholdt det ligesom et andet af Saddam Husseins paladser. Sandstorm I morgentimerne var det ikke bare kampe som rasede, men også en voldsom sandstorm, der føg ind over Bagdad. I løbet af formiddagen, efterhånden som røgen fra brandene i Bagdad og de sorte oliebrande uden for byen blandede sig med sandet i luften, faldt sigtbarheden til et par hundrede meter. En kvalmende og stinkende røg sved i halsen og øjnene på Bagdads indbyggere. Dræbte og sårede på begge sider De hårde kampe fandt sted i de dele af den irakiske hovedstad, hvor Saddams paladser, landets ministerier og andre vigtige bygninger ligger. De var kampe rundt om informations- og udenrigsministeriet, men de amerikanskledede styrker indtog ikke bygningerne. Den irakiske modstand bestod af elitestyrker, Republikanergarden, medlemmer af Bath-partiet og af frivillige, og der blev meldt om flere dræbte og sårede på begge sider. På den anden side af Tigris, hvor de fleste indbyggere bor, og hvor de store handelsgader og markeder ligger, var der ingen kampe. Kun få på gaden Alligevel holdt folk sig indendøre i morgentimerne, byens gader lå øde hen, og kun enkelte biler vovede sig ud i byen. De soldater, der stod og så på kampene, som udspillede sig på den anden side af Tigris, havde bekymrede miner og stod med sænkede geværer og tynde metalhjelme på hovedet. Men hen på formiddagen vågnede dele af byen op. I Karrada-distriktet var der hurtigt fuldt hus på alle tehusene, vel og mærke på dem, som holdt åben. Hos Mazin, en hjørnecafé, som serverer te og friskstegt kebab fra en udendørsgrill, var der ikke et ledigt bord. Amerikanerne er slået ud »En frygtelig morgen««, siger Ahmed Fethi. »Da jeg vågnede og forstod, at krigen havde nået Bagdad, blev jeg virkelig vred. De har ingen ret til at komme her. Men vi gav dem hård modstand««, siger han. »Hør, nu er der stille, det er fordi vi har vundet kampen om centrum«. Men krigen har gjort livet vanskeligere for Ahmed. Han arbejdede som kok i en bedre restaurant, et sted som allerede har været lukket i flere uger. »På grund av krigen. Chefen lukkede og rejste ud af Bagdad, og nu har jeg ingen penge«, sukker han. »Jeg har sparet op i månedsvis i frygt for dette«, siger Najah Saada, en skægget mand i tresårsalderen, som er i færd med at drikke sin sædvanlige formiddagste. 'Pligt til at forsvare landet' Najah er sælger, han køber tøj fra Thailand og sælger det på markedet i Bagdad, mens hans forretning har også ligget stille de sidste par uger. »Der er ingen, der fragter varer nu og ingen, der køber dem, så jeg bliver hjemme. Men jeg kan jo ikke sidde hjemme hele tiden, og så går jeg ned til Mazins, og det bliver vel til nogle gange om dagen«, ler Najah. Najah bliver hurtigt alvorlig igen, da talen falder på amerikanerne. »Det er vores pligt at forsvare landet, selv er jeg for gammel og syg til at kæmpe, men min søn er sammen med fedayinstyrkerne og forsvarer Bagdad nu. Han har været med til at drive amerikanerne ud af Bagdad. 'Amerikanske løgne'Amerikanerne hævder, at de har taget præsidentpaladset... »Det er løgn, de er slået af de irakiske styrker«. Men der er blevet vist billeder på tv af det amerikanske flag, som vajer over paladset. 'Falske billeder' »Det er falske billeder«, svarer Najah. Andet kan han ikke svare, for så går han imod Iraks officielle version af det, der er sket denne første dag med landkrig. Den officielle version blev udsendt på irakisk tv og radio af informationsministeren, Muhammed Said al-Sahaf. »Da jeg vågnede og forstod, at krigen havde nået Bagdad, blev jeg virkelig vred. De har ingen ret til at komme her. Men vi gav dem hård modstand«. Under en improviseret pressekonference på taget af hotel Palestina, på flodbredden over for præsidentpaladset, sagde han, at amerikanerne burde flygte så hurtigt de kan for at redde livet. 'Amerikanerne har fået en lærestreg' »Vi har kvalt og undertrykt den amerikanske hær og givet dem en lærestreg, en historisk lærestreg. Jeg kan ikke forstå, hvorfor de sender soldater herind for at begå selvmord. Når de siger, at de har indtaget vore paladser, så lyver de«, sagde informationsministeren, som gav sig til at spøge med de fremmødte journalister. »Jeg beklager, at vi måtte vække Dem med disse skud, men nu har vi trængt fjenden tilbage og De kan hvile Dem««, sagde han. Mens han talte, drønede kanonerne i baggrunden, men i det han sluttede, blev skydningen faktisk indstillet et kort øjeblik. Informationsministeren hilste og smilede og forsvandt ned fra taget. Te og frokost Det er også den version, befolkningen får på denne kritiske dag, for regimet holder fortsat irakerne i et jerngreb. Den som siger, at irakerne er inde i centrum af Bagdad«, siger samtidig, at han ikke stoler på den irakiske hær, de irakiske myndigheder og i sidste instans Saddam Hussein. To mænd sidder i Baathpartiets grønne uniformer og inviterer på te og frokost. Teen bliver serveret i store krus, mens maden tages ud af en plastikpose. Den er fuld af varme pitabrød med stegt kød, og Abo Saif byder rundt. »Jeg har ikke sovet i tre døgn,« siger han. »Dette er en undtagelsestilstand, alle må kæmpe for vores land nu. Jeg patruljerer i byen og sørger for ro og sikkerhed««, siger han. Med hjerte og sjæl »Vi er uovervindelige, fordi vi tror på vores leder. Vi vil slås med hjerte og sjæl. Kan jeg spørge dig om noget? Hvis vi vender billedet, hvordan ville du så reagere, hvis de irakiske styrker havde angrebet dit land? Hvis vi forsøgte at dræbe din præsident og indsætte vores ledere og vores system? Hvordan ville du reagere, hvis vi afbrød din elektricitet, dit vand og dræbte dine naboer?«. Abo tager store bidder af pitabrødet, han venter ikke noget svar. »Jeg har ikke set min familie i tre døgn, jeg spiser frokost af en plastikpose, sover på et soveunderlag, drikker vand, hvor jeg kan finde det«, siger han, før han rejser sig, hilser korrekt og går. Trængsel i butikkerne Lige rundt om hjørnet ved Mazins tehus ligger der et par grønthandlere, der stadig holder åbent. Kunderne trænges om butikkerne. Det er, som om folk tænker, at det måske er sidste dag, de kan får friske varer. Foran brødbutikken er der to lange køer, en for mænd og en for kvinder. »Det er ikke godt for mænd og kvinder at stå i samme kø«, forklarer en kvinde en smule brysk. Bagerst i kvindekøen står Khawa med sit lille, syv måneder gamle barn på armen. »Zina er den eneste, som sover godt om natten«, fortæller hun. »Mens mine de to andre børn er dødsensangst, lo og smilede Zina i morges, da hun vågnede til smæld og eksplosioner og maskingeværsalver«, smiler Khawa. »Jeg håber, alt dette er forbi, før hun bliver gammel nok til at forstå ...«. Oversættelse: Lorens Juul Madsen