Det amerikanske flag Stars & Stripes vajer både inden og uden for restauranten The Sheik i det velhavende Orchard Lake-kvarter i udkanten af Detroit i staten Michigan. Selv på restaurantens nye glas er navnet The Sheik udskiftet med flag. Ingen skal være i tvivl om, at den libanesiske ejer Dean Hachem og hans personale er loyale amerikanere. »gæsterne bryder sig ikke om krig« Men lige meget hjælper det. Kun få gæster nyder en gang Ghallaba-lam eller Shish Kabob, som de kalder kebab på de her kanter, eller beundrer The Sheiks orientalske interiør med farvestrålende vægmalerier fra Sahara, flotte arabiske ryttere og kunstgenstande fra Mellemøsten. På The Sheik bliver man ellers ikke generet af tv's krigslarm. Restauranten viser rejseprogrammer og andre uskyldige udsendelser, fordi »gæsterne ikke bryder sig om krig«, fortæller den irakiske afrydder Raad. Men heller ikke et pusterum fra Irakkrigen kan lokke gæsterne tilbage. »Siden terrorangrebet er The Sheiks omsætning faldet med 30-35 procent, og jeg har måttet fyre 15 ud af 30 ansatte. Vi har også måttet lukke vores anden Sheik i Livonia. Den havde plads til 240 gæster, men i september 2002 var det slut«, fortæller The Sheiks ejer Dean Hachem til Politiken. Elsker Amerika 48-årige libanesiskfødte Hachem, som kom til USA i 1978 og blev statsborger syv år senere, »elsker Amerika, fordi indtil man har været på den anden side af jordkloden, så værdsætter man ikke USA og er villig til at kysse jorden her«. Det hindrede ikke ulykkerne i at vælte ned over Hachem og The Sheik 11. september 2001, da World Trade Center-tårnene styrtede sammen. Alt sammen på grund af en enkelt e-mail. »Om aftenen den tragiske dag i 2001 ringede The Sheiks daglige leder, Peter Mankoush, og fortalte mig, at en af restaurantens stamkunder fortalte ham, at han havde modtaget en e-mail, hvori der stod, at The Sheiks personale jublede, da tårnene styrtede sammen. Jeg troede, at der var tale om en dårlig spøg. Vi vidste, at det ikke var sandt«. Regulær boykot »E-mailen bredte sig med lynets hast. Næste morgen begyndte jeg at få opringninger fra folk, som spurgte, om det var sandt. Jeg forsikrede dem, at det ikke var rigtigt, og at jeg aldrig havde hørt om Osama bin Laden før terrorangrebet. Alligevel skældte mange mig ud, og vi mistede 50 procent af vores omsætning«. »Vores kunder kommer fra West Bloomfield-området, som er et meget velhavende jødisk kvarter. Vi blev udsat for en regulær boykot. Politiet var ikke til megen hjælp, så jeg hyrede en privatdetektiv til at undersøge, hvem der var ophavsmand til den falske e-mail. Fem mennesker var indblandet. Jeg kender dem ikke, selv om de er lokale, men der er ikke tale om konkurrenter«. Video som bevis Mankoush og kokken Radwan Armmal var til stede 11. september, og de bekræfter over for Politiken, at personalet ikke jublede, men i stedet med vantro stirrede på uhyrlighederne på tv. Deres udlægning bekræftes af The Sheiks 16 sikkerhedskameraer. Optagelserne er blevet vist på lokal-tv, og det jødiske samfunds ledere har forsøgt at overbevise de gamle kunder om, at de bør vende tilbage: »Mine jødiske stamkunder vil måske gerne komme tilbage, men de vil helst ikke ses af andre. Heller ikke selv om jødiske ledere har gjort alt for at hjælpe os. Rabbiner Stephen Dubov indtog et måltid i The Sheik, mens han blev filmet til tv og opfordrede sine trosfæller til at komme igen, men det hjælper ikke«, siger Hachem. Onde vandrehistorier Antallet af racistiske forbrydelser og overgreb på amerikanske arabere efter terrorangrebet og Irakkrigens udbrud har faktisk været forbavsende få. Det skyldes blandt andet, at præsident George W. Bush og hans ministre talte i moskeer og understregede, at Amerikas arabere og muslimer ikke kunne drages til ansvar for terrorangrebet. Alligevel har der foruden en række overfald cirkuleret en række e-mail mod arabiske virksomheder. En Budweiser ølmand leverede 11. september øl til en arabiskejet butik i McFarland i Californien. De arabiske ansatte jublede, og den rasende ølmand fjernede samtlige Budweiser-øl og kørte sin vej. Budweiser siger, at historien intet har på sig. Det samme skete i en Dunkin' Donuts-butik i Cedar Grove i New Jersey. Her var der heller ikke belæg for anklagerne, og det lykkedes faktisk firmaet at finde frem til den oprindelige e-mails afsender. Hun indrømmede, at hun ikke selv havde overværet den påståede jubelscene, men blot havde hørt om det. Dunkin' Donuts-kæden sendte selv e-mail ud til alle modtagere af den famøse oprindelige e-mail. Og snart var salget tilbage på det normale. Dean Hachem i Orchard Lake har imidlertid ikke en så velsmurt PR-maskine bag sig som Dunkin' Donuts.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























