Per Stig: Hurtig storm skåner civile

Da englænderne belejrede København i 1807, sendte de kanonkugler ind over byen i en lind strøm. En af dem ramte et brændevinsbrænderi omkring Nørregade, som brændte ned til grunden. Det tilhørte udenrigsminister Per Stig Møllers tip-tip-tip-oldefar, og i dag bruger ministeren den triste hændelse som argument for, at det forestående stormløb på Bagdad er uundgåeligt. »Den form for terrorbomber, som englænderne startede i 1807, og som senere blev dyrket i Anden Verdenskrig, prøver man at undgå«, siger han. Belejring er ingen løsning Af samme grund er en belejring af Bagdad over længere tid ikke noget alternativ. »Det ville det være i gamle dage. Men den belejring ville jo gå kraftigt ud over de civile. Tidligere krige har jo kostet mange flere civile ofre. Man prøver at føre en krig med minimalt tab af civile ofre, men det vil være dem, der omkommer først under en belejring«. Gadekampe skal undgåsMen er det et slag, du personligt frygter, når man tænker på, hvad den folkelige opinion i Vesten betyder for en krig? »Vi har jo hele tiden vidst, at hovedslaget ville stå ved Bagdad. Så skulle man jo ikke være gået ind, hvis man frygtede det. Det, man kan håbe på, er, at man kan undgå at komme ind i gadekampe med bulldozere, der skal rydde vejene. Som jeg forstår det, er ydergaderne i Bagdad små og smalle, mens centrum skulle bestå af store, brede boulevarder. Det værste er naturligvis, hvis man ender i gadekampe, men foreløbig ser det ud til, at det bliver en kamp med republikanergarden uden for Bagdad«. 'Krigen er gået som forventet' Per Stig Møller mener i store træk, at krigen er gået som forventet, selv om irakiske styrker har ydet mere modstand, end mange havde ventet. Han mener også, der er en forklaring på, at de amerikanske og britiske soldater ikke er blevet modtaget som helte. 'Saddam har skræmt befolkningen fra støtte »Saddam Husseins styrker står for en meget brutal krigsførelse, som skræmmer befolkningen. Det billede, man havde forestillet sig - at shiamuslimerne skulle blive glade for befrielsen - har ikke holdt stik. Men hvis de står med en maskinpistol i ryggen, holder de selvfølgelig tilbage på smilet. Det ville jeg også gøre«. Men med dit kendskab til den arabiske verden, kommer det så bag på dig, at USA tilsyneladende ikke modtages som en befrielseshær?Dårlige erfaringer fra 1991 »Der er flere ting i det. Irakerne har jo dårlige erfaringer fra 1991, hvor de lavede oprør, og det kostede hundredetusinder livet. Derfor sidder de lidt på hænderne nu, det ville jeg også gøre. Så har de terroren i baglandet, som er kraftig. Som det tredje er der det nationale element: der er et fremmed land, der er gået ind, og der er civile arabere, der er omkommet. Det vil selvfølgelig skabe en reaktion mod dem, der kommer ind. Først bagefter kan man se, at det nok var meget godt, at man kom af med Saddam Hussein, men i første omgang vil der være frygt og uvished«. Mens krigen foregår i Irak, har selvmordsbombere gennemført aktioner i Afghanistan og Israel, mens USA har advaret Syrien og Iran mod at lade militærudstyr strømme over deres grænser. Risiko for 'et forfærdeligt virvar' Tilbage i januar advarede Per Stig Møller om, at Irakkrisen risikerede at sprede sig, hvis den ikke blev ført på et klart FN-grundlag. »Ja, det har jeg jo hele tiden advaret imod, og det står jeg ved. Hvis man får den internationale terror sat i gang og skabt uro i de arabiske byer, bliver det et forfærdeligt virvar. Derfor drejer det sig om at få overstået Irak. Udfaldene mod Syrien og Iran, skal ses som en amerikansk besked om, at de to lande skal se at få lukket deres grænser, så man ikke får selvmordsbombere ind. Jeg tror ikke, man skal i krig med Iran og Syrien - det vil jeg stærkt fraråde«. Vægt på Mellemøstprocessen Per Stig Møller pointerer, at han af samme grund har lagt så meget vægt på at få nyt skred i fredsprocessen i Mellemøsten. USA har sagt, at den såkaldte køreplan for fred, som blev skabt under det danske EU-formandskab, vil blive fremlagt, så snart den nye palæstinensiske premierminister formelt er blevet indsat. Er der grund til at tro, at det vil lykkes at få den israelske regering til at opfylde sin del af fredsplanen.

»Jeg har under vores EU-formandskab fået forskellige meldinger fra Israel, som både giver grund til at tro på og til at tvivle på det. Men amerikanerne må tale meget alvorligt med Israel om det. Vi siger jo til Israel, at de skal sikre en palæstinensisk stat for deres egen overlevelses skyld«. Befolkningsvækst størst på den arabiske side Han peger på, at den palæstinensiske befolkning vokser hurtigere end den israelske, og at israelerne dermed risikerer at blive et mindretal i deres eget land. »I så fald vil demokratiet føre til afskaffelsen af den israelske stat. Som Arafat sagde for mange år siden: Vores bedste våben er den arabiske kvindes livmoder. Ellers er Israel nødt til at indføre apartheid for at undgå det, og så er demokratiet forsvundet. Det kan Israel undgå ved at gå seriøst ind i fredsprocessen«.

Meldingen fra Sharons regering er jo, at den godt kan acceptere køreplanen, bortset fra at den lige har 100 ændringsforslag? »Ja, men der har Condoleezza Rice (præsident Bushs sikkerhedsrådgiver, red.) sagt, at den ikke er til forhandling«. Samtidig siger hun, at man må høre på parternes indvendinger? »Det er klart. Man kan ikke stikke parterne en køreplan og sige, de ikke må komme med gode råd«. Men erfaringen viser jo, at parterne benytter ethvert smuthul?'Kvartetten skal være stram i betrækket' »Ja, der er det så, vi siger, at kvartetten (EU, USA, FN og Rusland, red.) må være stramme i betrækket«. Men har du tiltro til, at USA denne gang vil sætte foden ned? »Den amerikanske forståelse for nødvendigheden af en mellemøstløsning er blevet stor den seneste tid. Jeg synes, de skulle have leveret et ordentligt arbejde for fred i Mellemøsten lang tid før, de agtede at gå i gang i Irak. Jeg har heller ikke lagt skjul på over for Colin Powell, at de skulle se at få det speedet op. Men det er ikke alle ens gode råd, der bliver lyttet til, må jeg tilstå«. FN's rolle De kommende uger vil vise, om den amerikanske regering lytter til det seneste gode råd fra den danske udenrigsminister. Det handler om at lade FN spille en central rolle, når krigen i Irak er overstået. »Sikkerhedsrådet skal meget gerne vedtage en resolution, der giver FN adkomst til at gå ind i genopbygningsarbejdet. Lidt i retning af modellen fra Afghanistan, så der skabes en forsamling af irakiske personer, der er repræsentative, og som kan lave en midlertidig administration. Det forudsætter en FN-resolution, og den håber jeg, FN kan levere. Hvis amerikanerne bliver siddende i en lang periode, vil det skabe problemer i forhold til den arabiske verden«. Tror på amerikansk støttet styreHar du tillid til, at det kan lykkes at få irakerne til at acceptere et nyt styre, som jo vil have et amerikansk stempel i nakken? »Det er opgaven. Det lykkedes jo i Afghanistan. Så vidt jeg ved, er der stort set ikke en familie, der ikke har en datter, søn eller bror, der er henrettet af Saddam Husseins regime. Derfor har alle, bortset fra inderkredsen, lidt under ham. Jeg går ud fra, at irakerne har en fælles interesse i at få samfundet bragt på fode efter Saddam. Ellers forsvinder deres gyldne øjeblik jo. Men i forhold til Sikkerhedsrådet handler det om, at alle 15 lande indser, at de ikke sidder der for deres egen skyld, men for verdens skyld. Det har jeg også forsøgt at præke«.