Døden i Iraks ørken

»Min bedste ven kom hjem fra fronten ved Najaf i går«, fortæller Ali. »Død«. Kadim var øverstbefalende for en deling ved Najaf-fronten, næsten 200 kilometer syd for Bagdad. Ali ved ikke, hvordan hans ven blev dræbt, kun at han mødte døden i ørkenen uden for Najaf. Han blev udleveret til sin familie og efterlod sig kone og tre små børn. Ali sørger dybt over kammeraten, som han voksede op sammen med i Bagdad. Efter de første ungdomsår skiltes deres veje. Ali begyndte på universitetet, Kadim valgte en militær karriere. Men de var stadig venner. Hemmelige tabstal Selvom Kadim har fået en grav i Bagdad, figurerer han ikke i nogen dødsstatistik. Den findes ikke i Irak, ikke nu, ikke under den første Golfkrig. Myndighederne rapporterer aldrig offentligt om militære tab, kun om sejre. »Irakerne fortsætter deres heroiske jihad mod invasionsstyrkerne«, skrev Al-Thawra - Revolutionen - en af de største aviser i Bagdad - i går. Avisen udgives af det regerende Baath-parti. Rapporten om, at irakerne nu presser de britiske og amerikanske tropper tilbage, er krydret med detaljer. »En helikopter, elleve kampvogne, tolv pansrede køretøjer og to ubemandede fly blev uskadeliggjort. Vi påførte fjenden store tab, et stort antal døde og sårede. Deres styrker er nu i chok og kaos takket være vores soldaters tapre modstand«, stod der. Ikke én eneste linje om de tusind irakiske soldater, som ifølge amerikanerne blev dræbt i ørkenen under slaget om Najaf. De bliver, som Kadim, kun husket af de nærmeste. »Fjenden forsøgte at omringe Najaf fra alle sider i går«, sagde Iraks forsvarsminister, Sultan Hashim Akhmed, på en pressekonference i går. »Men deres linjer blev brudt på grund af vores angreb, og de trak sig tilbage på grund af store tab. Fjenden holdt ud længe, men til sidst trak de sig tilbage til ørkenen«. Den store brede mand i grøn uniform sidder på et podium med et stort portræt af Saddam Hussein ved siden af sig. Strømmen går, pressekonferencen må flyttes. Forsvarsministeren fortsætter ufortrødent videre i et nyt lokale på den anden side af gaden. Mens han snakker om krigens gang, kan alle høre, at den fortsætter for fuld styrke. Dumpe drøn fra bomber der slår ned, det vides ikke hvor. Forsvarsministeren vil ikke indrømme, at bomberne har ødelagt forsvarslinjerne rundt om Bagdad. »Som I ved, kender vi irakere ørkenen. Selvom vores skyttegrave kun er 60 centimeter dybe og halvanden meter brede, er de effektive. Hvis en bombe slår ned ti meter fra styrkerne, vil soldaterne slippe uskadt fra angrebet«, siger Akhmed og kalder amerikanerne feje. »De bomber fra så stor højde, at de ikke er præcise. De tør ikke kæmpe mand mod mand. Fjenden har kapacitet til at gå hen, hvor de vil, men hvor vil de tage hen til sidst? De skal angribe denne by, hvis de skal vinde, og det kommer til at koste dem dyrt«, sagde han og anslog, at fjenden kunne angribe Bagdad om fem til ti dage. »Fjenden har troet, at dette ville blive en femdageskrig, seksdageskrig eller syvdageskrig. Jeg ville selv ønske, at krigen var forbi i morgen, og at fjenden trækker sig tilbage. Men hvis den fortsætter, betyder det bare større tab for fjenden«. Mere propaganda Til trods for at amerikanerne har forsøgt at ramme de irakiske tv-stationer, sender de stadig. Der var sort skærm et par timer en morgen, så kom de tilbage. Irakerne har sandsynligvis flere mobile tv-antenner. Amerikanerne ved med andre ord ikke, hvor de sender fra. Antennerne har været meget vigtigt i opbygningen af folks forsvarsvilje og forsøgene på at appellere til fædrelandsfølelsen. Hver dag har præsidenten været på skærmen og fortalt om hårde kampe og behovet for at holde sammen. Han har også givet alle irakere et ansvar for at forsvare landet. »Lad være med at vente på ordrer, tag selv initiativet, hvis I bliver angrebet, eller når fjenden nærmer sig«, sagde Saddam Hussein for nylig. Som en understregning af dette var aviserne i går fulde af historier om enkeltpersoner, der havde ydet en heltemodig indsats. Bønder, som havde skudt på helikoptere, partimedlemmer, som havde nedkæmpet hele bataljoner, frivillige militser, der havde angrebet kampvogne. Nu er det meningen, at hver enkelt iraker skal føle, at han kan gøre en forskel. Og propagandaen virker. »Jeg vil kæmpe til sidste bloddråbe, hvis amerikanerne kommer. Jeg vil aldrig lade dem styre mig«, siger Uday, der står og sælger blokke, kuglepenne og skrivebøger i den ørkenagtige Rashid-gade. Udays butik er den eneste, der holder åbent ud over et bageri og en bod med oliven og syltede grøntsager. Folk er meget vrede over det seneste angreb på en markedsplads i Bagdad. Flere martyrer »De sagde, at de kun ville gå efter militære mål. Siden hvornår er gravide kvinder og babyer militære mål?«, spørger Uday. »Hvis de kommer her, vil selv de helt små børn kæmpe mod dem. Vi vil aldrig lade amerikanerne tage Bagdad, civilisationens vugge. De angriber vores værdier, vores land, vores ære. Er det ikke nok til, at vi alle vil være martyrer?«. »Kadim er allerede en martyr«, siger Ali om sin dræbte kammerat. »Jeg kan blive den næste, hvis amerikanerne kommer«.