Saddam vinder folkets hjerter

Amerikanerne vinder på slagmarken, men irakerne scorer point på en anden arena. Gennem bevidst propaganda og stærke appeller til nationalfølelsen er regimet i gang med at gøre det umulige: At vinde folkets hjerter. Var modstander af regimet Isam har altid været modstander af regimet. Han er en af dem, der har hvisket sit had mod Saddam Hussein, når han var sikker på, at ingen lyttede. En af dem, der har ønsket en stopper for det brutale regime, koste hvad det koste ville. En gang sagde Isam, at amerikanerne bare kunne komme. »Så bliver vi endelig fri for vores præsident«. Skifter mening Men efter fem døgns bombardementer af Bagdad, og med tusindvis af amerikanske soldater på irakisk jord, har Isam skiftet mening. Og han vil handle derefter: Han vil lade sig hverve som frivillig til regimet for sin lokale afdeling af Baath-partiet. 'Kan ikke sidde stille og se dem ødelægge landet' »De har invaderet vort land, dræbt kvinder og børn, bombet vores paladser. De har ingen respekt for os. De tror, de kan fare frem, som de vil«, siger Isam opgivende. »Jeg kan ikke sidde stille og se på, at de ødelægger mit land. Jeg vil kæmpe for min by. Ingen amerikaner skal nogen sinde komme til at kontrollere Bagdad«. Men du har jo altid sagt, at du hader Saddam Hussein?Hader stadig Saddam »Det gør jeg stadig. Han må bære sin del af skylden for det her. Men denne gang handler det om noget, der er vigtigere: Fædrelandet«. Isam har i flere dage siddet og set irakisk tv, som i den sidste tid er blevet fuldstændig militariseret. Programmedarbejderne er klædt i uniformer, og den ene militærmarch afløser den anden. Der sendes stadig opfordringer til at forsvare fædrelandet. Sårede interviewes Sårede efter bombeangreb bliver interviewet i hospitalssengene, stammeledere opfordrer til sammenhold, soldater viser vragdele fra nedskudte helikoptere, mens studieværterne interviewer digtere, professorer og sangere i medierne. Alt sammen for at øge folkets forsvarsvilje. Den største forskel: Ingen går på arbejde Mens luftalarmerne hyler, og bomberne falder, er Bagdad ved at finde sig til rette i den nye hverdag. Butikkerne holder åbent i morgentimerne, folk mødes på tehuse og på caféer, og bilerne snegler sig af sted i bilkøerne, der kun er lidt mindre end før krigen. Aviserne udkommer stadig, tv og radio producerer maratonudsendelser. Elektricitetsforsyningen er stabil, der er varmt vand i hanerne, og telefonerne virker både lokalt og ud af landet. Den største forskel er, at folk ikke går på arbejde. De fleste arbejdspladser holder lukket. Det giver mere tid til at se tv. Saddam taler til cafégæsterne Aladins café i bydelen Karada er halvfuld. Ved nogle borde sidder de lokale militsfolk, og ved stambordene sidder de gæster, der altid sidder her. Aladin går rundt og serverer kebab og grillede kødspid med brød, tomater og løg. Han har også sørget for, at gæsterne får Saddam Hussein med i købet. Præsidenten kigger ud på gæsterne fra fjernsynet. Tålmodighed og styrke Musikken gjalder, og inden talen begynder, ser man en ørn, symbolet på den irakiske nation. Talen kan begynde. »Stolte irakere, modige krigere i de væbnede styrker. Fred være med jer«, indleder den irakiske præsident. »Vi ved alle, at denne stolte, tålmodige, ærlige og heltemodige nation kæmper på den rigtige side. Det er nu, vi må stå sammen. Det er nu, vi må vise verden, hvem vi er. Vi må have tålmodighed og styrke, og fordi Allah er med os, vil vi vinde sejren«, siger Saddam Hussein. Ingen kan efterligne Saddams stemme Alle øjne i caféen er rettet mod skærmen. Mod manden, som amerikanerne leder efter. Mod manden, der har kastet dem ud i krigen. Både før, under og efter talen, falder bomberne. Folk sidder alvorlige og lytter til talen, som viser, at præsidenten stadig er i live, ja, at han fortsat styrer landet. Han sidder tryg og bred bag bordet og fortæller om sejre i Basra og An Nasiriyah, om nedskudte helikoptere og krigsfanger. Alt sammen for at overbevise folk om, at optagelsen både er frisk og sandfærdig. Selv om Saddam Hussein har flere dobbeltgængere, der angiveligt har gennemgået plastikkirurgi for at komme til at ligne præsidenten, ved folk, at det er den ægte vare, for ingen af dobbeltgængerne er i stand til at efterligne hans stemme. Angrib! »Angrib! Allah er med jer!« siger Saddam, før han takker partiet, stammeledere, frivillige og de væbnede styrker. Efter talen afspilles en militærmarch, som handler om at udradere USA fra kortet. Derefter er en digter gæst i studiet. Han bliver bedt om at analysere præsidentens tale. 'Han giver os mod' »Alle ord virker meningsløse og fattige over for denne mandige tale«, siger digteren. »Han får os til at føle os modige og stærke«, siger digteren, som selv læser op af et af sine nyeste digte, som »helt sikkert kommer til kort over for Saddam Husseins sprog«. Digtet hedder 'Det Afgørende Slag' og begynder sådan: Vi er klar, som modige mænd skal være. Vore kroppe er som bomber i kampen. Vi vil aldrig lade fjenden sejre. 1-0 til Saddam. 'Hele Basra kæmper Efter indslaget med digteren er det tid til de mere kontante nyheder. Studieværten ringer til en korrespondent i Basra. »De ærefulde irakiske styrker kæmper nådesløst mod de amerikanske tyranner. I går bekæmpede de fjenden som i et heltesagn. Vore mænd standsede fjendens fremmarch. Hele Basra kæmpede mod dem«, fortæller korrespondenten. »Hvordan kæmpede fjenden?«, vil studieværten vide. »De skød på os fra deres kampfly, de skød mod civile områder, de ødelagde boligområder, men vi kæmpede tilbage«. 'En historisk tale' »Hvordan har folk i Basra modtaget Saddam Husseins tale?«. »Det var en historisk tale. Folk mødtes hos hinanden eller på caféer for at lytte til den. De er imponerede og inspirerede af de store ord fra vor præsident«. Tilbage i Bagdad er Isam enig. 'En sympatisk tale' »Der var endda noget sympatisk ved talen«, siger han. »Til slut navnene op på flere generaler, stammeledere og officerer, som har gjort en særlig indsats. Det er som om, han vil dele æren, som om vi alle står sammen og kæmper. Det har han aldrig gjort før«, siger Isam tankefuldt. I morgen vil Isam gå hen til lokalafdelingen af det forhadte Baath-parti, for at melde sig til kamp. Status efter fem døgn med krig: 1-0 til Saddam. I hvert fald i folkets hjerter. Oversættelse: Peter Mollerup