Iraks hovedstad er på vågeblus. Onsdag lukkede en række butikker, og lagre blev tømt. Kun ved byens moskéer summede det med indbyggere, der forberedte sig på krig. På gulvet ligger en forvreden kvindekrop. To arme ligger ved siden af. En torso står og vakler på et stativ. De afklædte udstillingsdukker er ved at blive skruet fra hinanden, så de kan stuves af vejen. Blandt dukkerne ligger store bunker af abayaer, den lange sorte klædning, som mange kvinder i Bagdad bærer. »Jeg har tænkt på at lukke i flere dage, men først i dag har jeg taget den endelige beslutning og dreje nøglen om. Der er ti timer til, at Bushs ultimatum udløber. Jeg vil ikke risikere at miste mit varelager, så jeg pakker alt ned og tager det med hjem«. Karim Ghani er skrædder i bydelen Khademiya i Bagdad. Han har specialiseret sig i at sy abayaer. For en udenforstående ser alle abayer ens ud, men for kvinderne, som køber dem, er variationen af blondekanter, border og kniplinger vigtig, og Karim er kendt for at være en god skrædder. Salget går godt Khadmiya er en af de fattige bydele i Bagdad, og gaden uden for det lille butikslokale er som størknet mudder. Skrammel og husholdningsaffald ligger og flyder. Her går salget af abayaer normalt godt, for i denne del af byen bor der mange shiamuslimer, og abayen er deres traditonelle klædedragt. »Men i dag har der ikke været mange for at handle, folk har andre ting at tænke på«, siger Karim. »Jeg kommer til at miste en masse penge på denne krig. Hvad skal min familie leve af, hvis den varer længe? Jeg er så rasende på ham Bush. Han er en forbryder. Han har ingen ret til at gå i krig og burde lade være med det. Om ikke andet så for børnenes skyld«, siger skrædderen og peger på sønnen Abdul, der går i 3. klasse og lige er kommet hjem fra sin sidste skoledag. »Vi holder ham hjemme i de næste dage. Angrebet kan komme når som helst«, siger Abduls far, mens han folder de udstillede abayaer sammen og lægger dem i store sorte plastiksække. En af Karims venner, Naji Musad, kommer ind i butikken. Han kommer lige fra eftermiddagsbønnen i moskéen. »Der var propfyldt. Nu lægger vi vores skæbne i Guds hænder«, siger han. Lever op til Guds regler Naji har hele dagen forsøgt at undgå krigen på sin egen måde ved at leve op til Guds regler. »Jeg har fastet, jeg har givet almisser, jeg har overholdt bønnen«, fortæller han. »Og hvis der kommer nogen, der skylder mig penge, vil jeg slå en streg over den gamle gæld. Jeg vil være ren, når krigen starter. Når man ser døden i øjnene, er det vigtigt ikke at have noget mellemværende med nogen«, forklarer han. Både Karim og Naji er fast besluttede på at kæmpe selv, hvis Allah ikke kan standse krigen. Karim er medlem af Saddam Husseins Baath-parti og har fået udleveret et gevær. Han tilknyttet en gruppe af frivillige i sit nabolag og har fået at vide, hvad han skal gøre, når krigen begynder. Naji har også et gevær hjemme hos sig og lover at skyde mod enhver amerikaner, der kommer forbi. »Jeg vil blive en martyr, en selvmordssoldat«, forsikrer han. Vreden mod krigen vokser Det er som om, at vreden mod krigen er blevet større i de seneste dage. Mens irakerne tidligere har mødt krigstruslen med opgivelse og resignation, er der nu tegn på en stærkere frustration, som er slået over i vrede. »Jeg håber, at Bush kommer hertil, så jeg kan kaste denne her sko i hovedet på ham«, råber en kvinde uden for skrædderens butikslokale. Hun tager skoen af og truer med den, mens tårerne triller ned ad hendes kinder. »Bush har ingen samvittighed. Han er en tyran! Jeg har mistet min søn på grund af amerikanerne. Han var elektriker og skulle genopbygge et kraftværk, som var blevet ødelagt under den forrige bombekampagne. Han blev dræbt af en kortslutning. Skylden for hans død hviler på den, der ødelagde kraftværket. Den må Bush og amerikanerne bære«, siger han. Kun spejlene er tilbage Mørket er ved at falde på, og skrædderens lille udsalg er snart tømt for varer. Kun spejlene er tilbage. »Dem tager jeg ikke med. De går i stykker under alle omstændigheder«, siger Karim opgivende. Rundt omkring ham skynder folk sig hjemad med store poser med fødevarer, stearinlys og tæpper. Det kan blive de sidste indkøb i lang tid. Karim lukker butikken og ser sig en sidste gang i de to spejle, som lyser op i det tomme rum. »Om gud vil, er de her endnu, når jeg åbner igen. Når det hele er forbi«, siger skrædderen. »Insh'Allah«.